Det var, som om der pludselig var helt stille i salen, uden hun havde opdaget det. På scenen stod den mandlige skuespiller med blikket rettet mod hende, afventende, klar til, at hun kastede ham en redningskrans af de ord, han skulle sige næst, men som han havde glemt. Inde i Line Staustrups hoved var der også stille, og hun havde pludselig ingen anelse om, hvor i manuskriptet han var nået til, og hvilke replikker hun skulle kaste.
”Jeg var så grebet af det, der foregik på scenen, at jeg var zonet ud,” fortæller Line Staustrup.
Sidenhen har hun ”hanket op i sig selv”, som hun beskriver det.
”Jeg sagde til mig: ’Du må ikke fortabe dig i spillet på den måde’”.
I jobbet som sufflør er 33-årige Line Staustrup nemlig lige så meget på arbejde som skuespillerne, og hun betragter det som sin ”fornemmeste opgave” at holde sig klar hele forestillingen.
”Om ikke i alarmberedskab, så med en parathed i kroppen,” fortæller Line Staustrup, der arbejder freelance som sufflør på forskellige teatre.
Sufflørerens jobbeskrivelse er tvedelt. Først hjælper Line Staustrup skuespillerne med at lære at huske deres replikker, og så sidder hun med under prøverne, så skuespillerne langsomt kan løsrive sig manuskriptet og få stikord fra hende, hvis hukommelsen glipper.
”Jeg er sikkerhedsnettet,” fortæller hun.
Og så er det en vigtig del af jobbeskrivelsen ikke at blive opdaget.
”Jeg skal jo helst være så usynlig for publikum som overhovedet muligt, men det betyder ikke, at jeg er usynlig for spillerne. De sætter pris på at vide, jeg sidder der.”
– Foto: Leif Tuxen.
Mange skuespillere følger en helt bestemt rytme, når de siger replikker, fortæller Line Staustrup, som har til opgave at kende den rytme indgående og lytte efter afvigelser.
”Når de holder en usædvanlig pause, så er jeg opmærksom og klar til at vurdere, om det er en kunstpause eller en ’åh-jeg-skal-lige-huske-hvad-jeg-skal-sige-pause’,” forklarer Line Staustrup efterfulgt af et grin.
”Det kræver en musikalitet og evnen til at lytte,” siger hun.
I hendes optik har mange en tendens til at tænke, at det er ordene, der skaber en forestilling, men pauserne er lige så vigtige. Og derfor er en dygtig sufflør i stand til at skelne mellem intention og usikkerhed.
”Det vigtigste er at vide, hvornår man ikke skal sufflere,” siger hun.
Derfor har hun også en regel. Hvis der er publikum til stede, sender hun kun stikord, når hun får tegn til det – og det varierer, hvad der kan gælde som et tegn.
”Nogle knipser, nogle sender et forvirret blik, og så er der nogle, der standhaftigt prøver selv, indtil de erkender, at de ikke kan og udbryder ’hvad er det, jeg siger’ eller ’stikord’,” griner Line Staustrup.
I kampens hede kan hun godt opleve et øjebliks frustration fra scenen. Et blik, der fortæller hende, at hun sprang for hurtigt ind. ”Eller også er man ikke hurtig nok,” tilføjer Line Staustrup og imiterer en skuespiller: ”Kom nu, hvad er det jeg skal sige, jeg er lige i flow her!”
En anden forhandling handler om, hvor præcist manuskriptet skal følges. ”Jeg aftaler altid med instruktøreren, hvor teksttro vi skal være, og så lærer man også at skelne mellem, hvilke ord der er væsentlige,” siger hun og giver som eksempel, at det er ligegyldigt, om skuespillerne siger ”som” eller ”der”. ”Medmindre det er på vers, selvfølgelig,” indvender hun og tilføjer: ”Ellers handler det om de store ord – dem med mening. De skal helst sidde der.”
Som oftest giver hun stikord et par gange i løbet af en forestilling, men sjældent når der er publikum. Når en forestilling har haft premiere, er det kun hvis en skuespiller endnu ikke føler sig helt sikker, hun sidder klar.
Det var lidt et tilfælde, at Line Staustrup endte som sufflør. Under sin kandidat i teater- og performancestudier ved Københavns Universitet kom hun i praktik som instruktørassistent på ”Crazy Christmas Cabaret” i Tivoli, men opdagede hurtigt, at hun også havde flair for at sufflere. De første gange var dog præget af nerver, husker hun.
”Jeg håbede, at ingen ville opdage mig og ville helst gemme mig væk. Det var så galt, at spillerne ikke kunne høre, hvad jeg sagde.”
Som konsekvens fik hun en mikrofon i hånden.
”Jeg tænkte bare, åh nej, nu kan alle jo høre det! Derfra lærte jeg, at jo mere man sidder og putter med det, jo mere opmærksomhed ender man med at påkalde sig,” fortæller den efterhånden garvede sufflør.
Med årene er det dog blevet mindre vigtigt for hende, om publikum opdager hende, og teaterets illusion brydes.
”Bortset fra hvis du spiller en stor tragedie, så er det selvfølgelig ikke så fedt, hvis en skuespiller står og snøfter og så pludselig er nødt til at bryde ud af rollen for at sige ’hvad er det, jeg siger’,” griner Line Staustrup.
Når suffløren besvarer det typiske spørgsmål ”nå, hvad laver du så?”, mødes hun tit af en fordom om, at hendes job er gabende kedeligt og mest af alt handler om at sidde i en kasse dagen lang og vente.
Men det er ikke kedeligt, forsikrer Line Staustrup, som for øvrigt heller ikke sidder i en kasse, men ude i kulissen eller på forreste række. Eller det vil sige, der var faktisk én gang, hvor hun endte i en kasse. Det er den dag, hun ser tilbage på som den vildeste i sin sufflør-tid.
”En af skuespillerne havde mistet stemmen, så jeg blev ringet op og bedt om at ’live-dubbe’ hende,” siger Line Staustrup og forklarer, hvordan hun skulle sige replikkerne højt, mens skuespilleren lydløst bevægede munden på scenen.
”Det var grænseoverskridende, men også virkelig sjovt, og publikum synes, det var hylemorsomt,” fortæller suffløren.
Selvom den ene gang i spotlyset er blevet et godt minde, har hun det fint med at gå hjem til fyraften og efterlade dramaet på teateret.
”Når jeg lukker manus, så skal jeg i teorien ikke tænke på det, før jeg åbner det igen,” siger hun.
Ligesom hun heller ikke går nævneværdigt op i teateranmeldernes dom.
”Det er selvfølgelig sjovest at være en del af et stykke, som bliver taget godt imod, men jeg er egentlig ligeglad med, om resten af verden synes, det er god eller dårlig smag,” fortæller hun.
”Men hvis der decideret står, at replikarbejdet er rigtigt godt, så kan jeg måske godt sidde og sole mig lidt, men det er jo skuespillerne, der leverer det.”