Prøv avisen

May Britt og Anders mistede deres søn: Døden lærer man aldrig at leve med, men man bliver bedre til at håndtere den

"Det var jo det sidste, vi holdt for ham,” siger May Britt Bunckenburg om sin søns bisættelse. Sammen med sin mand Anders Bunckenburg kigger hun nogle gange i fotobogen derfra og mindes. – Foto: Emil Kastrup Andersen

May Britt og Anders Bunckenburg mistede deres søn i en ulykke for tre år siden. De holder fast i de små ting, og til bisættelsen hyrede de en fotograf for at kunne huske det sidste farvel

May Britt Bunckenburg vågnede med et sæt en tirsdag juniaften for tre år siden. Hun vidste med det samme, at der var sket noget slemt. Med Daniel Elgaard Bunckenburg, hendes 27-årige søn, der lige havde færdiggjort en efteruddannelse og derfor boede hjemme.

”Jeg for ud af sengen, ned for at se, hvad klokken var. Han plejede at være hjemme 23.30. Nogle gange trænede han efter arbejde, men jeg tænkte, at nej, det gjorde han ikke i dag,” siger May Britt Bunckenburg.

Hun gik op for at vække sin mand, Anders Elgaard Bunckenburg.

”Jeg sagde: ’Du kan godt stå op, politiet er på vej. Der er noget galt, jeg ved det.’ Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord,” siger hun.

Politiet kom, lige efter at hun havde vækket sin mand. Hendes fornemmelse holdt stik: Daniel kæmpede for sit liv efter at være blevet kørt ned på sin motorcykel af en bilist, der ikke overholdt sin vigepligt.

Han døde først fem dage senere. Men May Britt Bunckenburg, der har arbejdet som sygehjælper i mange år, så sin søns pupiller og vidste, at han ikke ville vågne.

De sidder i deres hjem i Ågerup lidt uden for Roskilde. Der ligger en bog foran dem med Daniels navn på, datoen for hans fødsels- og dødsdag.

”Vores datter havde været til bisættelse hos sin chef, hvor der var en fotograf til at gå at tage billeder. Vi syntes, det var en god idé,” siger May Britt Bunckenburg.

Fotograf Carsten Brix ejer sammen med sin kæreste, Maria Rey Jacobsen, virksomheden ”De Sidste Billeder”, hvor konceptet er at tage billeder til begravelser og bisættelser. Han går meget op i at falde ind og ikke gå i vejen, når han arbejder. Han bruger aldrig blitz, går ikke tæt på, og han tager altid selv billederne for at være sikker på, at han kan stå inde for det, der kommer ud af det.

”Idéen er i sin tid opstået på grund af min ekskone. Hun var 17 år, da hendes mor døde, og da folk senere spurgte, hvordan begravelsen havde været, kunne hun ikke huske noget som helst. Og jeg tænkte: ’Hun kan ikke være den eneste, der har det sådan.’ Og så fik jeg lyst til at lave det her,” siger Carsten Brix.

Han tog de første begravelsesfotos for 10 år siden, men det er først for nylig, at han og kæresten har forsøgt at gøre opmærksom på, at de eksisterer. Det føles forkert at reklamere for det, siger han, så han har i stedet taget kontakt til bedemænd for at gøre opmærksom på virksomheden. Han ser gerne, at det kan blive en mere naturlig ting at gøre.

Carsten Brix har haft kontakt til en del bedemænd, men det er ikke alle, der har haft lyst til at anbefale den lidt anderledes tjeneste til pårørende. Men hos Schärfe Begravelsesforretning i Roskilde har de flere gange henvist pårørende til ”De Sidste Billeder”, hvis de pårørende selv har udtrykt et ønske om at tage billeder, ligesom May Britt og Anders Bunckenburg gjorde.

May Britt Bunckenburg har forståelse for, hvis der er nogen, der synes, det er mærkeligt at have en fotograf til en begravelse.

”Men de har heller ikke stået i situationen,” tilføjer hun.

Nogle gange tager ægteparret bogen frem og kigger i den. Den står normalt placeret blandt de øvrige fotoalbums. Et minde som alle andre om end af en helt anden karakter.

”Vi nåede jo ikke at opleve et bryllup med ham, at han fik børn og sådanne ting. Det kommer vi aldrig til at opleve. Så det sidste, vi har, det er den bog her,” siger Anders Bunckenburg.

Det er en måde at kommunikere på. Om døden. Det er vigtigt for dem, at de kan tale om døden, for det har de altid gjort. De nægter at gøre den til et tabu.

”Bogen gør Daniel nærværende og dagen, som vi ikke selv husker så godt. Den er guld værd,” siger May Britt Bunckenberg.

Den 28. juni er det tre år siden, de mistede Daniel, og blot 13 dage før det ville han være fyldt 30 år. Ægteparret og deres to andre børn mødes hvert år på hans fødselsdag og mindes. Ingen af dem har alligevel lyst til at lave andre ting.

”Det værste er, at man aldrig ved, hvordan man reagerer. Det kommer sådan her,” siger Anders Bunckenburg og knipser med fingrene.

”Det vil nok blive ved med at være sådan. Lige meget om der går 10, 15 eller 20 år.”

De bladrer lidt i bogen og stopper ved et billede af salmeoversigten fra dagen. Der blev sunget ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Også en version af Metallicas ”Nothing Else Matters” strømmede gennem højttalerne, da de bar kisten ud. Det var en af Daniels yndlingssange.

”Hjelmen lå oven på kisten,” siger May Britt Bunckenburg og peger på et andet billede. Her kan man se kisten, lang og hvid og med et billede af Daniel med hans motorcykel for enden.

”Han elskede den motorcykel. Den signalerede Daniel og det, han elskede at bruge sin tid på,” siger Anders Bunckenburg.

Sønnen er begravet på Ågerup Kirkegård ikke langt fra forældrenes hus. Familien sørger for, at der altid er lys ved hans gravsted. Øverst på den aflange, sorte granitsten er en isbjørn. Daniel havde hele sit liv elsket isbjørne.

”Vi var en tur med Oslo-båden, for Daniel var idémand til at give os et minicruise på vores 30-årsbryllupsdag. På båden gik vi ind i en forretning, og der stod isbjørnen. Som plastikfigur,” siger Anders Bunckenburg.

Parret købte plastikbjørnen og fik støbt den i to eksemplarer. Den ene står i vindueskarmen ved køkkenvasken, den anden på stenen. Nederst derpå står: ”Lev i nuet”.

”Daniel sagde altid: ’Man skal leve livet, mens man kan,’,” siger May Britt Bunckenburg.

Forældrene er enige om, at han virkelig formåede at gøre det.

Arven efter deres søn findes overalt: i hans styrthjelm, som de har gemt, i gåturen op til kirken eller i bogen, der markerer hans sidste farvel.

”Der er bare et eller andet, der mangler. Vi skal lære at bære over med folk, der ikke forstår, hvorfor vi stadig holder fast i de små ting,” siger Anders Bunckenburg.

Nogle gange skal han finde bogen frem for at minde sig selv om, at han aldrig ser sin søn igen.

”Man lærer aldrig at leve med det, man lærer aldrig at acceptere det, men man bliver bedre og bedre til at håndtere det,” siger May Britt Bunckenburg.

"Daniel kommer forbi os en gang imellem. Jeg kan lige pludselig dufte ham, fornemme ham. Han havde en speciel parfume. Så siger jeg til Anders, at nu er han her,” siger May Britt Bunckenburg. – Foto: Emil Kastrup Andersen