Efterskolemønten skal være en påmindelse om det større fællesskab

Alle efterskoleelever har i år fået en mønt med hjem. Det er både en fejring af, at over en million unge har været på efterskole, siden den første efterskole åbnede i 1851, og en fysisk manifestation af det enorme fællesskab, som de afgående elever er en del af, fortæller manden bag idéen

Efterskolemønten er tænkt som et minde om tiden på efterskole og kan også bruges som eksempelvis halskæde. –
Efterskolemønten er tænkt som et minde om tiden på efterskole og kan også bruges som eksempelvis halskæde. – . Foto: Dawn Fastholm.

Når gamle soldaterkammerater mødes i USA, så laver de ofte et ”Coin Check” (et mønttjek). De tjekker, om de stadig har den lille mønt, som de alle har fået i forbindelse med deres fælles oplevelse. Fra i år har de danske efterskoleelever fået samme mulighed, da de i slutningen af skoleåret 2018-2019 har fået en mønt med et unikt nummer på. Til mønten hører en snor, så den også kan fungere som en halskæde eller snørrebånd.

Og de numre er startet højt, for over en million personer har allerede tilbragt et år eller mere på en dansk efterskole, siden den første efterskole blev grundlagt i 1851 i Ryslinge på Fyn på foranledning af af Kristen Kold, inspireret af N.F.S. Grundtvig.

”Hold da op,” tænkte Jeppe Søe, da han hørte tallet. Han er medlem af bestyrelsen i Efterskoleforeningen og er manden bag mønterne. Han håber, at mønten kan fungere som en påmindelse om, hvor stort et fællesskab man bliver en del af, når man har gået på efterskole.

”Man træder ind i et kæmpe fællesskab, når man tager på efterskole. Og det fællesskab opstår omgående igen, når man mødes med andre, der også har gået på efterskole. Der er mange ting, der er ens, og man kan tale i timevis om alle de fælles betragtninger og oplevelser,” siger Jeppe Søe.

I 2017 prøvede Efterskoleforeningen også at skabe en fælles genstand for alle efterskoleelever, da de lancerede et armbånd.

På armbåndet kunne man få indgraveret sin efterskolens navn og årgang, og på alle armbånd stod der ”Et efterskoleår svarer til syv menneskeår”. Armbåndet var tænkt som et alternativ til de hættetrøjer eller T-shirts, der laves specifikt til de forskellige efterskoler. Men armbåndet fangede ikke an, og modsat armbåndet koster den nye mønt ikke noget.

I år sendte Efterskoleforeningen mønter ud til alle efterskoler, og sådan kommer det til at fortsætte, fortæller Jeppe Søe, der også er kommunikationsrådgiver på Viby Efterskole og er bestyrelsesformand på Halvorsminde Efterskole i Nordjylland.

Han oplever, at skolerne har taget godt imod efterskolemønten.

”Det er min oplevelse, at mange har taget den til sig. Den er også gratis, så alle kan være med. Det er en måde, hvor efterskolerne kan fortælle den brede historie om dem selv. At det ikke kun handler om ens egen oplevelse, en årgang og en skole, men om et meget større fællesskab,” siger han.

Jeppe Søe fortæller også, at han har hørt fra flere tidligere efterskoleelever, der også gerne vil have en mønt som minde om deres tid.

”Det er jo sjovt at høre, men det ville simpelthen være et for stort projekt at give dem med tilbagevirkende kraft.”

Jeppe Søe tror dog ikke, at eleverne umiddelbart vil tænke, at de får mere end bare en mønt og en snor i hånden, når de stopper på efterskole. For der fylder selve slutningen på efterskoletiden for meget, mener han.

”Den store gave er at have været på efterskole. Jeg håber, at forstanderne knytter nogle ord til mønten, når de giver mønterne til eleverne. Mønten kan forhåbentlig være med til at vise, at der er et før og efter al gråden, når man stopper på skolen.”