Det begyndte med et klart mål om at få en adgangsbillet til et videre uddannelsesforløb og en forhåbning om at stifte bekendtskab med folk uden for handicapmiljøet. Men det endte med at blive større.
19-årige Simon Holm Eeg, der i dag bor alene i København, gør status på sit efterskoleophold i Osted, der varede to år og sluttede i sommer. Den specialskole, han havde gået på forinden, var ikke villig til at hjælpe ham med at få en ordinær afgangsprøve efter 9. klasse og ville i stedet, at han skulle have en STU – særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse – som udbydes til unge med særlige behov.
Simon Holm Eeg har en spastisk lammelse, der primært påvirker hans ben. Men når det kommer til intellekt i skolen, har han ingen særlige behov, og efterskoleopholdet gjorde det til en mulighed at få en afgangsprøve efter 9. klasse, som han har brugt til at komme ind på VUC i København, hvor han til daglig læser enkeltfag.
”Jeg har altid haft et mål om, at jeg skal tage en så ’normal’ uddannelse som muligt. Min specialskole var ikke villig til at hjælpe mig med at nå et niveau, hvor det kunne lade sig gøre, men det var efterskolen,” siger Simon Holm Eeg.
Foruden en faglig ambition var det også afgørende at prøve kræfter med et andet miljø end det sædvanlige.
”Jeg er super glad for det handicappede miljø, men jeg ville gerne ud blandt ’normale’ mennesker. Jeg siger ikke, at folk i kørestol ikke er normale, men jeg ville gerne stifte bekendtskab med folk uden et handicap. Det havde jeg ikke haft mulighed for, hvis ikke jeg var kommet på efterskole.”
De enkeltfag, Simon Holm Eeg læser på VUC, læser han med henblik på at adgang til socialrådgiveruddannelsen. Her kan han nemlig både hjælpe udsatte borgere og andre med handicap og forhåbentlig være en inspiration. I den forbindelse har efterskoleopholdet også givet sociale kompetencer i rygsækken, som han kan trække på.
”Jeg kan bruge erfaringerne fra opholdet til at have en bedre måde at socialisere med andre unge på. Før var jeg bange for det, fordi jeg følte mig fanget i det faktum, at jeg har et handicap,” siger han og uddyber:
”Og nu har jeg ovenikøbet et reelt skud i forhold til at få et normalt job.”
I alt var der fem kørestolsbrugere, der gik på Osted Fri- og Efterskole, der ligger midt på Sjælland, på Simons årgang. De havde gode faciliteter i de store værelser på gul gang, hvor de kunne køre ud til en elevator, der førte dem til den fælles hovedbygning og ned til de mennesker og den tilværelse, han havde håbet på, han kunne få en bedre fornemmelse for. En tilværelse, som han nu håber, at han kan blive ved med at være en del af.
Dog ville han aldrig anfægte andre med handicap, der ikke har de samme planer.
”Jeg hænger ikke andre med handicap, der ikke har mulighed for det samme, ud. Jeg siger bare, at når jeg er så normalt fungerende i mit hoved, så er der ingen grund til, at jeg havner et beskyttet sted. Så vil jeg hellere ud i et liv, jeg synes er værdigt for mig at leve.”