Prøv avisen
Film

En bid af overjordisk skønhed

4 stjerner
Den kun 18-årige Elle Fanning har en ganske særegen jomfrunalsk farlighed og er god i rollen som modellen Jesse. – Foto: Scanbox

”The Neon Demon” er en både betagende og irriterende dødedans koreograferet af stemningsmesteren Nicolas Winding Refn

Pointerne byder sig provokerende til med deres banale overfladiskhed i Nicolas Winding Refns nyeste film, der stilistisk er overdrevent smuk, men indholdsmæssigt er næsten lige så sjælløs som de fotomodeller, den omhandler. Alligevel er det en tiltrækkende film, der er svær at slippe i al dens anderledeshed.

”The Neon Demon” er en unik filmskabers værk og et forfriskende brud med den herskende socialrealisme i dansk film. Hvem andre end Refn kunne lave en kannibalistisk horrorfilm oven på den voldsmæskende ”Only God Forgives” og det forunderligt ømme actionbrag ”Drive”, der fuldt fortjent gav ham instruktørprisen i Cannes?

I år blev Refn forbigået, men ikke overset, på den prestigefyldte festival med filmen om den bambi-bly 16-årige model Jesse, der hurtigt bryder igennem Los Angeles’ bestialske modelverden, hvor alle vil have en bid af hendes naturlige æteriske skønhed.

Elle Fanning har en ganske særegen jomfrunalsk farlighed og er god i rollen som den unge himmelstormer Jesse, der indfanges af makeup-artisten Ruby (Jena Malone). Halvt beskyttende og halvt bedragerisk indfører Ruby Jesse i modellernes glamourøse verden, hvor kampen om podiepladserne er benhård, og udskillelsesløbet nådesløst. Som Narcissus er det spejlbilledet, de stakkels modeller elsker, og ikke dem selv. For hvordan skal man kunne elske et gudeskønt, men tomt, plastisk ydre, der ikke dækker over noget indre? Og det er netop sådan, ”The Neon Demon” fremtræder. En film, hvor man kan fortabe sig i billederne eller frustreres over tomrummet under overfladen.

Første del af filmen er en nogenlunde retlinet fortælling om Jesses opstigning. Både kameraføring og spændingskurve er langsommelige, men alligevel er hver eneste reklameæstetiske indstilling ladet med betydning og en forventning om, at horror-delen må og skal indtræffe. Cliff Martinez’ elektroniske lydspor gør sit, og resten klarer den fornemmelse af destruktion og død, Refn mesterligt iscenesætter – selvom ”The Neon Demon” ikke nærmer sig ”Drive”, hvor det netop var stemningen, der gjorde dén filmoplevelse besættende.

I anden del fortoner plottet sig til fordel for isnende elektriske scener med nekrofili og kannibalisme. Men den fortættede atmosfære forsvinder til sidst med et humoristisk svirp op i Los Angeles’ blå, blå himmel, og det hele ender betagende irriterende som en ironisk, men uforlignelig sansemættet kunstnerisk pastiche over modeblade, reklamefotos og klassiske gyserfilm.

Refns æstetiske overskud bjergtager som et blændværk af glimtende rød neon, kridhvide kulisser, svømmepøle og underskønne kvinder. Og man foranlediges til at gå på opdagelse i filmens symbolverden, men det er som skrevet ikke i indholdet, man bliver forløst.

Det er i den konsekvente og overlegne billedmæssige skønhed, som hver eneste scene indeholder. Også når det er gruopvækkende ulækkert og tordnende tomt. Men sådan er præmissen for ”The Neon Demon”, der er en kunstnerisk enestående fortolkning af B-filmenes bagkatalog, hvor man kan fortabe sig i billederne, men aldrig miste sig selv i historien.

Nogle vil ryste på hovedet, mens andre vil overgive sig til denne fuldstændig unikke sammenblanding af kunst og kitsch fortrinligt forenet af Nicolas Winding Refn.

cipOTUO0CmU