En fødselar i fuld vigør

I år markeres folkehøjskolernes 175-årsjubilæum. Heldigvis er der ikke kun et rigt langt højskoleliv at se tilbage på, men der er også masser af liv at finde på nutidens højskoler. Det er værd at fejre

Der findes omkring 70 højskoler i Danmark. Her er det Engesholm Højskole i Bredsten.
Der findes omkring 70 højskoler i Danmark. Her er det Engesholm Højskole i Bredsten. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

9576. Så mange gange har ordet ”højskole” optrådt i regionale og landsdækkende danske dagblade i løbet af årets første ni måneder.

En livlig debat om den kommende nye udgave af Højskolesangbogen, særligt båret frem af sangen ”Ramadan i København”, er en del af forklaringen.

En anden er Folkehøjskolernes Forenings fejring af, at Danmarks ældste højskole, Rødding Højskole, i år fylder 175 år. Og en tredje del af forklaringen er de vægtige stemmer fra højskoledanmark, der gang på gang formår at sætte deres præg på samfundsdebatten, hvad enten det handler om unges psykiske tilstand, landets generelle åndelige tilstand eller noget helt tredje.

De 9576 gange er dermed med til at vise, at selvom den danske højskolebevægelse er ved at være en ældre dame, har folkehøjskolerne bestemt ikke mistet deres relevans.

Det er dog ikke kun den hyppige benævnelse i danske dagblade, der viser, at højskolerne stadig spiller en væsentlig rolle i det danske samfund i dag. Det understreger også – og faktisk i endnu højere grad – det rige og mangfoldige liv, der udfolder sig på landets omkring 70 højskoler. Og det er det liv, Kristeligt Dagblads tillæg ”Højskole for alle” giver en smagsprøve på.

På side 18 i tillægget kan læserne komme med til Møn, hvor der ikke bare ligger én, men to højskoler fulde af liv. Den ene er Teaterhøjskolen Rødkilde, der har ligget på øen i mere end 150 år, og den anden er Filmhøjskolen Møn, der har eksisteret i under tre år.

De to højskoler har fået stablet et samarbejde på benene, hvor de udnytter hinandens styrker, og hvor eleverne hjælper hinanden med at komme tættere på deres film- og skuespillerdrømme.

På Egmont Højskolen i Odder handler det også om at udnytte hinandens styrker. For her deler højskolens elever både arme og ben. På side 8 i tillægget kan læserne mød Simone Krøyer og Signe Emine Petersen, der begge er elever på højskolen. Simone Krøyer er født med en spastisk lammelse og sidder derfor i kørestol, og Signe Emine Petersen er hendes hjælper på højskolen og er med til at sikre, at Simone Krøyer kan nå sin drøm om at få en studentereksamen fra højskolen.

På Struer Højskole er det en anden drøm, som højskoleeleverne forhåbentlig kommer tættere på gennem et højskoleophold – nemlig drømmen om et sundt liv i balance. Og på højskolen i Struer ser man stilhed som en del af nøglen til at opnå dén drøm.

Derfor indtages den daglige frokost i fuldstændig stilhed, og på side 6 i tillægget kan læserne komme med ind i spisesalen, hvor det ikke er snak, men knækket fra en gulerod, der bryder stilheden.

Men det er ikke kun livet på højskolerne nu og her, der udfoldes i Kristeligt Dagblads tillæg. Det gør også højskolernes historie.

Med hjælp fra både højskolefolk og historikere bliver der på side 10 og 11 i tillægget nemlig dykket ned i den eksamensfri folkehøjskoles historie og den røde tråd, der kan føres fra begyndelsen i 1844 frem til i dag, ligesom det på side 6 handler om en særlig højskoletradition, der går langt tilbage i historien, men som også stadig lever i bedste velgående, nemlig højskolesang. Her peger fire tidligere højskoleelever på en sang fra deres højskoleophold, som de hver især har taget med sig videre ud i livet.

Tilbage er kun at sige: God læselyst!