En grim ælling. En myg på cykel. Hvad laver dyr på teaterscenen?

Det vrimler med alskens dyr i børneteaterforestillinger. Det er ikke kun, fordi dyr er nuttede, men nærmere fordi de udtrykker stereotyper, som er en genvej til børns forståelsesunivers

Dramatiker Søren Valente Ovesen har skrevet flere stykker med dyr i hovedrollerne. Han er fascineret af, hvordan børn opfatter, at skuespillerne er både dyr og menneske. Beundringen og forvirringen kan være så stor, at børnene bliver nødt til at røre ved skuespillerne efter forestillingen. I april 2022 spiller teatret Batida forestillingen ”Aben Osvald”. – Foto: Ditte Valente.
Dramatiker Søren Valente Ovesen har skrevet flere stykker med dyr i hovedrollerne. Han er fascineret af, hvordan børn opfatter, at skuespillerne er både dyr og menneske. Beundringen og forvirringen kan være så stor, at børnene bliver nødt til at røre ved skuespillerne efter forestillingen. I april 2022 spiller teatret Batida forestillingen ”Aben Osvald”. – Foto: Ditte Valente.

”Hvor heldig er jeg, at jeg har noget, der gør det så svært at sige farvel,” siger en stor orange bjørn iført en kort, rød T-shirt, og hvis bedste venner er Grisling og mennesket Jakob. Det er selvfølgelig Peter Plys, der også er kendt for stribevis af andre citater om eksistens og kærlighed målrettet et publikum i børnehøjde.

Peter Plys og resten af slænget fra Hundredmeterskoven er langtfra de eneste dyr, der optræder i både litteratur, teater og film. Her kunne man nævne den sære mand Pedersen og katten Findus og Morten skovmus og Harepus, der lever i Hakkebakkeskoven sammen med Mikkel Ræv og Peter Pindsvin, der ønsker at gufle de to førstnævnte i sig som aftensmad.

Men hvorfor er det, at dyr har det med at snige sig ind i børnefortællinger – hvad enten de foregår på papir, på scenen eller skærmen? Det giver en skuespiller, en forsker i pædagogik og en dramatiker deres bud på.

Ligesom eksemplerne ovenover vidner om, slår også Kristoffer Møller Hansen, der er skuespiller og leder af Sjællands Teater, fast, at børnelitteraturen har en lang tradition for at fortælle historier med menneskeliggjorte dyr. Her nævner han eksempelvis H.C. Andersen, som mestrede at levendegøre alt fra en grim ælling til en hund med øjne så store som Rundetårn.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det handler om fantasien, siger Kristoffer Møller Hansen. Fra den 6. maj til den 13. maj spiller klassikeren Cykelmyggen Egon på Slagelse Teater, der er en del af Sjællands Teater.

”På samme vis som masken kan sætte skuespilleren fri, kan det sætte publikums fantasi fri at rykke fortællingen fra realismen til eksempelvis en andedam. Men vigtigst af alt giver det forfatteren en utrolig frihed til at fortælle historier om, hvad det vil sige at være menneske. Og måske fordi sandheden bliver pakket ind i et dyreunivers, giver det ovenikøbet mulighed for at gå til stålet og fortælle tingene, som de er,” siger han.

Der er måske ikke ligefrem tale om en stigende tendens til at have dyr med i forestillinger, men Kristoffer Møller Hansen har bemærket, at socialrealismen er nedadgående, hvilket kan skyldes, at fantasy-genren har vundet frem de seneste 20 år.

Bennye Düranc Austring, der forsker i æstetiske læreprocesser på Center for pædagogik i Roskilde, peger ligeledes på, at der er en styrke ved den distancering, som kan ligge i at henlægge dybe, ofte svære eksistentielle problemstillinger til et dyreunivers. Dermed kan det blive mindre farligt og lettere for børnene at forstå. Han kalder den distancering for et ”armslængdeprincip”.

Her taler han ikke blot ud fra et forskningsperspektiv. Han har nemlig selv spillet rollen som skildpadde i Thomas Windings børneforestilling ”Det vilde liv” på Teatret Zeppelin tilbage i 1995.

”Dyrefigurerne kan reducere den kompleksitet, der er i det at være menneske. En vis stereotypi gør det desuden lettere for barnet at afkode dramatikerens historie og teatrets æstetiske greb, noget, der tit bygger ovenpå eller associerer til arketyper eller historiske konventioner – eller bevidst bryder med sådanne,” siger han.

Netop stereotyperne, som dyrene kan udtrykke, er det fantastiske ved at bruge dyr i teatret, mener Søren Valente Ovesen, skuespiller, dramatiker og instruktør i teatergruppen Batida. Han har selv skrevet flere forestillinger, hvor dyr er omdrejningspunktet.

Især hunden er han glad for at inddrage – netop fordi den er en stereotyp.

”Hunden kan bruges som dobbelttydigt billede. Vi elsker hunde, men vi håner dem også. Man kan være trofast og loyal som en hund, men en hund er også en, der kan dresseres til at gøre hvad som helst. Hunden kan også være en bidsk køter, som man bestemt ikke bryder sig om. Dermed symboliserer den både det loyale, kujonagtige og ubehagelige i et og samme dyr,” siger han begejstret, da journalisten beder ham fortælle om sine erfaringer med emnet.

Dyrene er en genvej til børnenes forståelse ifølge skuespilleren. Man behøver nemlig ikke være psykolog eller voksen for at forstå en abe, kat eller hund. Når man installerer et dyr på scenen, har man allerede skabt en forventning hos børnene. Og i begyndelsen af året var det planen, at Batidas skuespillere igen skulle trække i dyrekostumerne for at spille Egon Mathiesens børnebogsklassiker ”Aben Osvald”. På grund af coronarestriktionerne er forestillingen dog udskudt til april 2022.

”Livet består af typer. Vi møder en sur mand nede i pizzabaren eller en pige, som er smægtende. Vi går ikke tilbage og tænker over, hvad det er, der er sket i deres liv, siden de er blevet sådan. Det er samme effekt, vi kan opnå ved at placere en ulv, ørn, nattergal, slange, hund og kat på scenen. Det interessante sker så, når vi viser en kat, som ikke lever op til at være den kliché, som vi tror. Dermed får vi en enorm genvej til det interessante – nemlig at udfordre karaktererne,” siger Søren Valente Ovesen, som ikke er interesseret i at lave teater, hvor man kan regne det hele ud på forhånd.

En bagside ved at fortælle historier i et dyreunivers kan til gengæld være, at fortællingen bliver stemplet som værende overfladisk eller kun for børn, mener Kristoffer Møller Hansen.

Men det er langtfra tilfældet, at forestillingerne kun er for børn, blot fordi der indgår dyr, mener Søren Valente Ovesen. Hans stykker handler ofte om store emner som magt, racisme og frygt. De store emner kræver bare en anden måde at fortælle på, når publikummet er børn frem for voksne.

”Børn har ikke intellektuelle referencer, men følelsesmæssige referencer. De ved, at man kan blive væk, at man kan miste, eller at man kan blive domineret. Men vi kan ikke bare frit citere Shakespeare, og så forstår de det. Skal man fortælle børn noget vigtigt, skal man finde et billedsprog, som ikke er banalt, men dog forståeligt. Derfor synes jeg som instruktør, at det ofte er meget sværere at lave den lethed og enkelhed i børneteater end i forestillinger for voksne,” siger han.

Ifølge de tre eksperter er det altså ikke et tilfælde, når det ikke er mennesket Jakob, men den store, orange plysbjørn med den røde T-shirt, som kaster om sig med eksistentielle budskaber.