Danskere elsker at karikere vores svenske broderfolk. Dette regelrette folkefærd i Forbudssverige, der aldrig ”tar det lugnt” ligesom de frisindede danskere. I Hannes Holms filmatisering af Fredrik Backmans bestseller ”En mand der hedder Ove” er figurerne nærmest modelleret over denne stereotyp, og det kunne være blevet til en fornøjelig og skarp karakteristik af den svenske folkesjæl.
I stedet er filmen en alt for kalkuleret størrelse, der aldrig bliver morsom nok, aldrig bider nok, aldrig rører nok til at være andet end en karikatur over Sverige, svenskerne og hovedpersonen Ove.
Ove har ellers, hvad der skal til for at være en elskelig hovedperson i stil med Ernst-Hugo Järegårds formidable portræt af overlæge Helmer i Lars von Triers ”Riget”. Neurotisk, egensindig og med en ukuelig tro på, at alle andre end ham selv er nogle idioter. Men her hører ligheden op, for selvom Rolf Lassgård (fra Wallander-filmatiseringerne og ”Jægerne”) kæmper for at give Ove fylde og karakter, er filmen en ganske ublu opremsning af billige kneb, der skal få os til at grine og græde.
Ove har mistet sin kone og sit arbejde og har nu kun sin ordenssans tilbage, som han bruger til at chikanere naboerne i det lille rækkehusområde. Parkering forbudt, rygning forbudt, hunde forbudt. En utilnærmelig mand, der egentlig helst vil dø, men sænker paraderne og afliver selvmordsforsøgene, da en ung familie med en handlekraftig kvinde i front flytter ind overfor. Ove hader ”Folkhemmet”, de hvidskjortede, som han kalder dem, bureaukraterne, som han kæmper imod.
Men inde bag det barske gammelmands-ydre gemmer sig, selvfølgelig, en lille dreng, der gerne vil elskes og elske. Og elsket blev han af konen, Sonja. Filmens fineste øjeblikke er da også tilbageblik, hvor unge Ove møder unge Sonja (en ret skøn Ida Engvoll), og deres liv former sig både rørende og tragisk. Men disse små formildende sprækker af varme og vid mister vægt, fordi filmens nutidige handlingsspor overgør Oves særheder og forsøger at vride så megen humor og varme ind i samspillet med de nye naboer, at det trætter og bliver for sukkersødt og klægt.
Det er så tydeligt, at Ove skal være vrissen på den varme måde, elskelig på trods af alle sine særheder og at han selvfølgelig skal udvikle sig, ændre sig. Men tydeligheden overskygger for identifikationen, og Sverige bliver reduceret til en kamp mellem dem, der vælger Saab, og dem, der sværger til Volvo. Og det kunne være sjovt, hvis ikke det blev gentaget for mange gange i den for lange film.
Når kritikken af det politiske system og alderdommens tab til højhastighedssamfundet samtidig bliver pakket ind i stereotype floskler og gennemtyggede vittigheder, ender filmatiseringen af ”En mand der hedder Ove” ærgerligt nok som en honningsød litterær konstruktion i stedet for den varme og lune film, den burde have været.