Google og Youtube kan ikke konkurrere med fagbøger

Gennem flere århundreder har vi mennesker søgt mod fagbøgerne for at få viden om både stort og småt i universet. I dag får fagbøgerne konkurrence fra nye medier, men fagbøgernes særegenhed kan de nye vidensformidlere umuligt konkurrere med

Udenpå ser de ikke nødvendigvis meget anderledes ud end de skønlitterære bøger, de deler plads med i bogreolen. Måske er de lidt større, måske er de lidt mindre. Måske er de lidt mere slidte, måske glinser deres omslag lidt ekstra. Nej, det er ikke udenpå, fagbøgernes særlige karakteristika gemmer sig. Det er derimod, når fagbøgerne åbnes, og den særlige fornemmelse og duft af viden, der er blevet tilegnet gennem flere år, eller endda flere århundreder, stiger op fra siderne og spreder sig ud i rummet, at fagbøgerne for alvor viser, hvad de duer til.

For hver gang en fagbog åbnes, forsøger den at gøre os klogere på den verden, vi lever i – eller i hvert på en lille del af den verden, vi lever i. Og tilsammen tilbyder den brede vifte af fagbøger, der findes ude i boglandskabet, os nærmest al den viden, vi kunne ønske os. Fagbøgerne rummer både alt det praktiske – som viden om, hvilke svampe man må spise, og hvilke man absolut skal undgå – og den viden, der er af lidt mere højpandet karakter som store filosofiske analyser af samfundets og menneskets tilstand lige nu og her.

På den måde klæder fagbøgerne os i bredest mulige forstand på til at møde vores omgivelser. Og det har faglitteraturen altid gjort.

Lige siden opfindelsen af bogtrykkerkunsten i midten af 1400-tallet har fagbøgerne lært os mennesker at begå os på Jorden, ligesom andre former for overleveret litteratur, allerede inden der fandtes en trykkekunst (som man i dag i øvrigt også kan læse om tilblivelsen af i flere fagbøger), gav vores forfædre svar på menneskelivets mange små og store spørgsmål.

I dag har fagbøgerne og opslagsværkerne så fået konkurrence i form af både såkaldte Youtube-tutorials, hvor man gennem videoer kan få sig en lektion i for eksempel spiselige svampe, og i form af søgemaskinen Google og diverse tekstopslag på internettet.

Modsat i de gode gammeldags fagbøger findes der dog på internettet ikke nødvendigvis en let afkodelig afsender i skikkelse af en forfatter, og der er heller ikke nødvendigvis en redaktør eller et forlag, der har sat deres kvalitetsstempel på udgivelsen. Og én ting er i hvert fald helt sikkert: Fra hverken Youtube eller Google siver der en særlig duft ud gennem skærmen, som kan sammenlignes med den særlige duft af viden og tradition, man fornemmer stige op fra siderne, når man sidder med en solid fagbog foran sig.

Hvis man er abonnent, kan tillægget om fagbøger findes i lørdagens udgave af Kristeligt Dagblad.