Er det rimeligt, at staten snupper noget af din arv?

Spørgsmålet om, hvorvidt arveafgiften er rimelig eller ej, styres ofte af ideologiske eller moralske argumenter. Men der findes også samfundsøkonomiske fordele og ulemper. To økonomer argumenterer for hver deres synspunkt

ILLUSTRATION RASMUS JUUL
ILLUSTRATION RASMUS JUUL.

Når en person afgår ved døden, arves dennes eventuelle formue af en eller flere pårørende. Hvem arvingerne er, bestemmes af et nedskrevet testamente eller, hvis det ikke findes, en lovmæssigt bestemt arverækkefølge. Overstiger de nedarvede værdier et beløb, der er over 282.600 kroner, skal der betales en afgift til staten, der svarer til 15 procent af beløbet. Den skat kaldes i folkemunde for arveafgift, selvom man faktisk officielt skiftede navn til boafgift tilbage i 1995, og den – arveafgiften – er genstand for debat, for ikke alle synes, den er rimelig.

Er man ægtefælle eller registreret partner til den afdøde, arver man uden at skulle betale arveafgift. Er man derimod uden for den nærmeste familie, hvilket eksempelvis indbefatter søskende eller venner, bliver der lagt yderligere 25 procent tillægsboafgift oven i de 15 procent.

En omdiskuteret undtagelse gælder, når familieejede virksomheder går videre til de næste generationer ved dødsfald. Undtagelsen blev vedtaget af VKR-regeringen i 2015 og betyder, at virksomheders værdier kun beskattes med fem procent, når disse går i arv.

Kristeligt Dagblad har talt med en fortaler for arveafgiften og en modstander.

Fortaler for arveafgiften: Jens Hauch, cheføkonom og vicedirektør i tænketanken Kraka

Jens Hauch.
Jens Hauch. Foto: Kraka

”Der er et element af moral og politik i diskussionen om, hvorvidt man skal betale afgifter af de penge, man arver. Men sætter man det til side, er det bare sådan i vores samfund, at der skal genereres indtægter, der kan dække de offentlige udgifter. Så noget skal beskattes, ligesom vi også har valgt at beskatte arbejde med indkomstskat og varer med moms.

Valgte man at afskaffe arveafgiften, skulle man beskatte mere et andet sted, hvilket ville skabe problemer, da det er problematisk at lægge alle sine afgifter samme sted. Lagde man eksempelvis alle sine afgifter på indkomstskatten, ville man belaste den alt for meget og få nogle kraftige reaktioner. Det ville også give en tilskyndelse til at arbejde mindre, hvilket er meget negativt.

Derfor kommer arveafgiften ind i billedet. Den er rent skatteteoretisk en attraktiv skat. Man vil gerne have skatter, der er så lidt forvridende som muligt, hvilket betyder, at de ikke nedsænker arbejdsudbuddet ret meget. Arveafgiften har nærmere har en modsat effekt, da undersøgelser viser, at folk, der arver større beløb, har tendens til at arbejde mindre. Jeg vil ikke vurdere af effekten af arveafgiften er ret stor, når det decideret kommer til at hæve arbejdsudbuddet, men pointen er, den i hvert fald ikke sænker det.

Det er også et effektivt værktøj, når det kommer til at mindske uligheden i samfundet, men det er her, hvor det begynder at blive et politisk og ideologisk spørgsmål. Er man groft sagt venstreorienteret og går op i lighed i samfundet, er arveafgiften et positivt instrument, fordi det er en måde, hvorpå man kan fordele pengene ud i samfundet. Overfor er der et mere blåt synspunkt, hvor man kan mene, at de, som selv har tjent pengene, selv må bestemme, hvad de bruges på. Derfor er det også et politisk spørgsmål at definere, om 15 procent er der, hvor procentsatsen bør være.

Vi kan dog ret entydigt sige, at det, at satserne er forskellige, er uheldigt. At familieejede virksomheder betaler en lavere skat giver en tilskyndelse til at begynde at spekulere i, at hvis man beholder sin virksomhed i stedet for eksempelvis at investere, så skal ens arvinger betale mindre i skat. Et interessant resultat er, at en undersøgelse har vist, at virksomheder, der overtages af arvinger, klarer sig dårligere, end hvis de overtages på et åbent marked. Med et glimt i øjet er det nærmest et argument for, at skatten på familieejede virksomheder burde være højere.”

Modstander: Otto Brøns-Petersen, analysechef i tænketanken Cepos

Otto Brøns-Petersen.
Otto Brøns-Petersen. Foto: Cepos

”Man kan jo sagtens have det synspunkt, at vi i et land, der i forvejen har en meget høj beskatning af lønindkomst og kapitalafkast, kunne undvære arveafgiften. Men også set fra det samfundsøkonomiske synspunkt, hvor man fortsat skal have de samme indtægter i statskassen som nu, ville jeg stadig anbefale, at man droppede arveafgiften.

Man kan beskatte samfundet med en lavere samfundsøkonomisk omkostning, hvis man udelukkende beskatter indkomsten til at starte med. Problemet er nemlig, at du får en forskellig beskatning, alt efter om du bruger din løn til at starte med eller sparer den.

Arveafgiften er en uhensigtsmæssig måde at beskatte på, fordi man derved kommer til at beskatte kapitalafkast ekstra hårdt. Problemet med arveafgiften er faktisk ikke så meget, at det rammer den, der modtager arven. Der, hvor problemet i virkeligheden ligger, er, at skatten påvirker adfærden hos den, der efterlader sig arven. Det påvirker tilbøjeligheden til at spare op, men også arbejdsudbuddet hos den, der sparer, fordi man ved, at der venter en ekstra beskatning i sidste ende. Det betyder, at man har et mindre incitament til at arbejde mere og dermed tjene mere.

Derfor har arveafgiften heller ikke de samme negative forvridende effekter, når en arv efterlades utilsigtet. Altså hvis en person afgår ved døden uventet uden at have gjort sig tanker om den efterladte arv, men efterlader sig en formue, der egentligt var afsat til at leve lang tid endnu. Her påvirker skatten ikke den foregående adfærd. Derfor ville det heller ikke på samme måde være forvridende, hvis den utilsigtede arv fyldte meget. Det er bare ikke tilfældet.

Man kan lade sig inspirere af vores svenske naboer, der i 2005 valgte at afskaffe deres arveafgifter helt og aldeles. Det kan meget vel være grunden til, at vi ser en hel del dynamik i Sverige, der ikke findes herhjemme. Der skabes flere nye virksomheder, og familieejede virksomheder fylder også mere i økonomien. I Sverige havde man før 2005 også meget høje arveafgifter, men man oplevede et stort element af skatteplanlægning og en beskatning, der faktisk ikke gav specielt mange penge i statskassen.

Herhjemme ville det også forsimple vores skattesystem, hvis man afskaffede arveafgiften. Man kunne spare en masse tid og ressourcer hos eksempelvis de offentligt ansatte, der laver komplicerede beregninger, når eksempelvis værdier af nedarvede virksomheder skal fastsættes.

Jeg er heller ikke tilhænger af, at procentsatsen er lavere for familieejede virksomheder, da det opfordrer til uhensigtsmæssig skatteplanlægning. Satsen bør være lige for alle, men den bør samtidig være så lav som muligt.”