Et møde med Jesus

KRISTUSMØDER: I tilspidsede, kritiske situationer undrer det mig ikke, at mennesker kan tale om usædvanlige, personlige erfaringer, skriver Johannes Værge

Var det virkeligt Jesus, min venindes mor så i sin drøm, spørger Julie Mette Hyld Peitersen.
Var det virkeligt Jesus, min venindes mor så i sin drøm, spørger Julie Mette Hyld Peitersen.

Spørgsmål:

Min venindes mor er syg af kræft, og under sin sidste indlæggelse drømte hun, at Jesus stod foran hende med udbredte arme (lidt som Thorvaldsens Kristus fra Vor Frue Kirke). Nu vil min veninde gerne give sin mor et ikon med dette motiv, ved De hvor man kan finde det? Jeg har forsøgt i kristne boghandlere i København og på nettet, men uden resultat. Jeg ville også gerne vide, hvordan kristendommen forholder sig til sådan en drøm - har Jesus virkeligt vist sig for min venindes mor?

På forhånd tak!

Julie Mette Hyld Peitersen

Svar:

Kære Julie Peitersen

Jeg vil forsøge at svare på spørgsmålet om din venindes mors drøm, hvor Jesus viste sig - men du spørger også om køb af en ikon, så lad os klare dette mere kontante emne først, selv om jeg desværre ikke har nogen sikker hjælp at tilbyde på det punkt.

Jeg ville have troet, at en boghandel som Bethesdas Boghandel i det mindste ville have kunnet henvise til et sted, man kunne købe ikoner. Har du mon også prøvet katolikkernes Steno-butik på Vesterbrogade?

En anden mulighed var - nu da du nævner, at Jesus i drømmen viste sig på en måde, der mindede om Thorvaldsens Kristus - at få fat i en af de små kopier af Kristus-statuen, som der har været mange i omløb af, og som dukker op i marskandiser- og antikvitetsforretninger med mellemrum.

Men var det så virkelig Jesus, der viste sig i den pågældende drøm? Min holdning til den slags spørgsmål er, at det skal en udenforstående være varsom med at benægte. Man kan ikke sige, at det er en normal måde for Jesus at vise sig på; de fleste af os vil erfare, at Jesus taler til os gennem de fortællinger og ord, der er overleveret først og fremmest i evangelierne og tolket i gudstjenesterne, i inspireret kunst og på andre måder. Men jeg tror ikke, Kristus har begrænset sig til disse måder at meddele sig på.

Navnlig i tilspidsede, kritiske situationer (som fx en kræftsygdom kan sætte et menneske i) undrer det mig ikke, at mennesker kan tale om usædvanlige, personlige erfaringer. Skeptikere med et snævert virkelighedsbegreb ville vel kalde den slags for hallucinationer og måske ønske-forestillinger, men jeg selv tror, at virkeligheden har en del flere aspekter, end vi normalt opererer med i den praktiske hverdags-fornuft, og at vi kan komme i situationer, hvor vi åbnes for at kunne modtage "anderledes" erfaringer.

Det kan den, som oplever det, med rette være taknemmelig for - og som udenforstående ville jeg lytte til en sådan erfaring med respekt og se det som min opgave at bidrage til tolkning af erfaringen snarere end at optræde som dommer over, hvad et menneske kan og ikke kan erfare.

Venlig hilsen

Johannes Værge