FAKTA: Hvad er grooming?

I Danmark findes der ikke nogen decideret lov eller bestemmelse mod grooming, som der gør i andre lande.

En 59-årig mand er tiltalt for mere end 300 forhold i en sag om seksuelle overgreb mod blandt andet børn via internettet. Tirsdag bliver sagen behandlet i Retten i Lyngby.

Manden har oprettet profiler på Skype og udgivet sig for at være en ung dreng eller pige for at få sine ofre til at tage tøjet af eller lave andre seksuelle handlinger foran kameraet.

Fænomenet kaldes grooming. Læs om det her:

*Begrebet grooming omfatter tilfælde, hvor en voksen person opbygger et tillidsforhold til et barn, typisk på nettet eller over mobilen, med henblik på senere at begå overgreb mod barnet.

*En groomer er typisk en voksen mand bag en internetprofil, der ser ud til at være på samme alder som barnet for at etablere kontakt til et barn.

*Ved at fremstå omsorgsfuld samt komme med tillidsvækkende bemærkninger vil den voksne forsøge at få barnet til at føle sig tryg.

*Målet er en gradvis overtalelse af barnet til at medvirke i seksuelle aktiviteter på den voksnes præmisser.

*Det kan føre til, at barnet eller den unge stripper eller onanerer foran webcam eller overtales til at mødes fysisk med krænkeren.

*Udveksling af billeder og film er ofte en del af en grooming-proces.

*I Danmark findes der ikke nogen decideret lov eller bestemmelse mod grooming, som der gør i de andre nordiske lande.

*Flere personer er dog blevet dømt med henvisning til straffelovens paragraf 21, idet man kan blive dømt for forsøg på at begå et seksuelt overgreb.

*Red Barnet har tidligere opfordret politikerne til at indskrive en særlig groomingbestemmelse i straffeloven, ligesom man har det i fx Sverige og Norge.

Kilder: Rigspolitiet, Red Barnet, Børnesagens Fællesråd, EMU