Et japansk måltid er enkelt, nærende og består ofte af en række små, smagfulde delelementer. På samme måde er Hirokazu Kore-edas premiereaktuelle ”Søstre” en imponerende, tilsyneladende beskeden film om fire søstres hverdag, der dog indeholder så mange ypperlige ingredienser, at det bliver en både delikat og dybt rørende totaloplevelse.
Måltidet spiller en vigtig rolle i japansk kultur. I forfatteren Haruki Murakamis romaner er vi ofte med hovedpersonen i køkkenet og i ”Søstre” er indkøb, tilberedning og indtagelse af mad et gennemgående motiv. Maden viser filmens dybt kulturelle forankring i japansk kultur og bruges samtidig til at udfolde søstrenes indbyrdes forhold uden at bruge for mange unødvendige ord.
Der er store menneskelige dramaer på spil i ”Søstre”. De tre ældste søstres mor forlod dem alene i slægtens gamle træhus for snart 15 år siden, da faderen rejste væk for at søge lykken i en ny familie. Men forældrenes flugt smadrede ikke familien, og søstrene hæger ved erindringer og ritualer samtidig med, at de lever hvert deres liv – sammen. Da faderen dør, rejser de til hans begravelse.
Men hverken svigtende forældre, hjertesorg eller død overdramatiseres i Hirokazu Kore-edas forfinede instruktion, der passer endnu bedre til et mere feminint univers, end den maskuline distance i den ligeledes udfordrende bevægende ”Min søns familie” fra 2013.
Søstrenes livsomvæltende oplevelser rodfæster sig i seerens sjæl uden at blive skubbet derind med tårer eller skænderier. Det er det store drama i det nære hverdagsliv, og ”Søstre” er enkelt fortalt, men indholdsmæssigt rørende rig.
Ved faderens begravelse møder de tre deres ukendte lillesøster. Hun inviteres med i fællesskabet i søstrenes hjem. De fire skal nu finde fodfæstet i en evig foranderlig verden holdt sammen af en forvisset fortid og forventningsbristende fremtid.
Kameraarbejdet er sensibelt over for enhver lille emotionel forskydning hos søstrene og blot indfangelsen af kropsholdning er nok til at afspejle de fire forskellige temperamenter. Kameraet panorerer dvælende hen over små og store begivenheder, og søstrene portrætteres stærke og frie midt i det stiliserede, rituelle livsmønster.
De mange udendørsoptagelser placerer søstrene midt i årstidernes gang, hvor de karakteristiske japanske bakkebjerges løvfald og kirsebærtræernes blomstring sætter handlingen ind i Japans geografi og historie. Også det lille hjemmealter, de hengemte flasker blommevin i kælderen fra havens årlige høst og de nedarvede opskrifter pointerer slægtens og den nationale samhørigheds betydning for søstrene. De enkelte livskriser står aldrig alene, men væver sig ind i evighedens kludetæppe.
Filmen rammer så stærkt, fordi den netop ikke er tynget af sit rige både håndgribelige og symbolske indhold. Den svæver af sted som blomstrende kirsebærblade i vinden. Det særdeles fine er, at ”Søstre” formår at være let i billedsprog, dialog og musik, samtidig med at den giver så ufattelig meget igen. Og det gør ”Søstre” til en vidunderlig filmoplevelse, der bobler i både hjerne og hjerte uden at lægge sig for tungt i maven.