Når vi skal herfra, er der mange valg, der skal tages. Flere danskere vælger i disse år den traditionelle begravelse eller bisættelse, hvor kroppen lægges i jorden eller brændes, fra, og i stedet donerer de deres kroppe til lægevidenskaben, hvor legemerne indgår i uddannelse af medicinstuderende og efteruddannelse af kirurger.
Faktisk er der så mange, der er begyndt at tage det valg, at de på institut for biomedicin på Aarhus Universitet i september 2019 måtte lukke for oprettelse af nye donationsaftaler.
”Vi har i den grad oplevet en stigende interesse i at oprette sig som donor,” konstaterer Annemarie Brüel, der er professor i makroskopisk anatomi ved Aarhus Universitet.
Der er mange ubekendte faktorer, når der skal udregnes, hvor mange testamenter der i fremtiden er brug for, og hvornår de personer, der har valgt at testamentere deres krop til videnskaben, rent faktisk dør, og situationen, hvor Aarhus Universitet måtte lukke for tilgangen af testamenter, afspejler den usikkerhed.
”De fleste vælger at testamentere deres krop til videnskaben, når de er omkring 50-årsalderen og derover. Og der kan jo gå mange år, fra man vælger at ville donere sig, til man dør,” forklarer Annemarie Brüel fra Aarhus Universitet, hvor man den 1. januar i år igen åbnede for muligheden for at donere sin krop, når man afgår ved døden.
Den nylige interesse skriver sig ind i en generel stigning, som universitetet har oplevet udvikle sig gennem årene. Fra 1990 til 1999 oprettede Aarhus Universitet i gennemsnit 101 donationsaftaler årligt. Det tal steg med 40 i den næste 10-årsperiode, men toppede i perioden fra 2010 til 2019, hvor hele 253 aftaler om at donere sin afdøde krop til universitetet blev indgået hvert år. Der er altså tale om en stigning på cirka 150 procent over de sidste 30 år.
Odense Universitetshospital har også oplevet en lignende stigning. Fra 1997 til 1999 valgte 82 personer at oprette testamente. Til sammenligning valgte i alt 196 personer i 2019 at testamentere deres krop til videnskabeligt brug.
Også tal fra Københavns Universitet bekræfter den stigende interesse for at donere sin afdøde krop til videnskaben. På Panum Instituttet under Københavns Universitet oplevede man i 1999, at 250 valgte at testamentere deres krop til videnskabeligt brug, i 2009 modtog man cirka det dobbelte, og i 2019 modtog Københavns Universitet cirka 750 testamenter.
Den stigende interesse for at donere sin krop til videnskabeligt brug, når man dør, kan forklares med den større opmærksomhed omkring døden, herunder debatten om stillingtagen til organdonation. Det vurderer Michael Hviid Jacobsen, der er sociologiprofessor ved Aalborg Universitet, og som blandt andet har forsket i tabuisering af døden.
”Det er min opfattelse, at der generelt i de senere år har været en større åbenhed både i forhold til organdonation og til donation af kroppen til videnskabelige undersøgelser, ikke mindst fordi vi i stigende grad er blevet bevidste om, at vi gennem forskning kan bidrage til at skabe ny viden, der kan komme fremtidige generationer til gavn,” siger han.
Selvom at der er mange, der vælger at testamentere deres krop til videnskabeligt brug, er det ikke uden at gøre sig mange overvejelser forinden, fortæller Michael Hviid Jacobsen.
”Der er både de etiske overvejelser om, hvordan man forventer, ens krop vil blive opbevaret og varetaget, når man overdrager den til videnskaben. Så er der også de spørgsmål, der relaterer mere til mulighederne for ens efterladte for at forestå de ønskede begravelsesritualer og sørge på den måde, som de ønsker. Der er også de mere eksistentielle spørgsmål om, hvad der sker med ens sjæl, hvis man tror på det, når man tillader, at ens krop gøres til genstand for forskningsmæssigt brug.”
På Panum Instituttet på Københavns Universitet fortæller Jørgen Tranum-Jensen, der i de sidste 15 år har haft ansvaret for fakultetets donationsordning, at man på trods af den stigende interesse går langt for ikke at komme til at stå i samme situation som på Aarhus Universitet, hvor de sidste år så sig nødsaget til at lukke for tilgangen af donorerklæringer.
”Vi vil meget nødigt stå i den situation. Der er nogle mennesker, der meget gerne vil hjælpe ved at donere sig. Og de pårørende bliver kede af det, når de ved, at det har betydet meget for den afdøde at blive doneret til forskning og undervisning,” siger Jørgen Tranum-Jensen, der er professor ved institut for cellulær og molekylær medicin på Københavns Universitet. Han peger på tre kategorier af bevæggrunde for at ville testamentere sin krop til videnskabeligt brug.
”Den første kan man kalde almindeligt samfundssind, hvor man tror på, at det er til uvurderlig gavn for forskning og undervisning at donere sit legeme. Den næste begrundelse er mere personlig og går på, at man føler med sig selv, at ens egen død får mere mening, hvis man ved, at man kommer til gavn også efter sin død, forklarer Jørgen Tranum-Jensen, der henviser til en ph.d.-afhandling om emnet. Især den tredje grund får Jørgen Tranum-Jensen til at glædes:
”Den kommer fra personer, der har været i kontakt med sundhedsvæsenet, og som synes, at de har fået en så god og i mange tilfælde livsforlængende behandling i det danske sundhedsvæsen, at de gerne på den måde vil give noget den anden vej.”
Jørgen Tranum-Jensen husker dog også tilbage på en tid, hvor det modsat i dag slet ikke var muligt at afholde dissektionskurser for de medicinstuderende i Danmark. I begyndelsen af 1960’erne var det nemlig ikke almindeligt kendt, at det var en mulighed at donere sig til et anatomisk institut, og derfor rejste danske medicinstuderende langt ud i Europa for at tage dissektionskurset. Rejsen gik til blandt andet Tjekkiet, Frankrig og England, men en kampagne med den kendte arkitekt og forfatter Poul Henningsen i spidsen satte den danske befolkning i gang med at udfylde testamenter, hvor de donerede deres krop til videnskab:
”Han syntes, det var mærkeligt, at den danske befolkning ikke selv kunne stille op med et tilstrækkeligt antal mennesker, der ville hjælpe ved at donere deres krop. Så han startede en kampagne, som hed ’Der skal danske lig på danske borde’. Det udløste, at det væltede ind med testamenter i flere år efter. Siden dengang har vi kun behøvet med mellemrum at bringe befolkningen i erindring, at den mulighed eksisterer,” uddyber Jørgen Tranum-Jensen.