Forfatter Christina Hagen: ”Det svarer til at være gravid og så føde en ballon”

Christina Hagen skulle tidligere på dette forår have været aktuel med et nyt stykke dansk dramatik på Aarhus Teater, ”YCLWB”, om kvinderollen og en særlig cigaret. Men stykket er blevet aflyst, og forfatteren har dermed mistet muligheden for at påvirke noget, hun synes, skal forandres

Christina Hagen har altid haft svært ved at kalde sig selv feminist. Det skal ikke koste penge at have en holdning, som hun siger. Det kompleks udforsker hun i sit nye stykke ”You’ve Come a Long Way, Baby”, der om alt går vel har premiere på Aarhus teater den 25. februar. – Foto: Thomas Priskorn.

Christina Hagen har ikke nogen dramatisk fortælling om de skæbnesvangre minutter, hvor hun fik at vide, at hendes teaterstykke, ”YCLWB”, endegyldigt ville blive aflyst, for hun havde haft det på fornemmelsen længe. Hun er en af de mange manuskriptforfattere, der har måttet se sit hårde arbejde forsvinde som dug for en coronasol siddende på den anden side af et scenetæppe, som aldrig gik op.

Da foråret stadig kun var undervejs, fangede Kristeligt Dagblad den danske forfatter til en samtale om ”YCLWB”, der skulle have haft premiere på Aarhus Teater den 25. februar, men som allerede på dét tidspunkt var sat på midlertidig pause, indtil kulturdanmark igen fandt sit fodfæste. Men Christina Hagens hjertebarn fik som så mange andre teaterstykker aflyst sin premieredato, inden den delvise genåbning af landet blev en realitet i denne måned.

”Det svarer til at være gravid i ni måneder og så føde en ballon. Man bliver vanvittig af at ligge så mange kræfter i noget for at se det hele forsvinde med et puf. I hvert fald, hvis det sker alt for mange gange,” siger Christina Hagen, da Kristeligt Dagblad ringer til hende for at høre, hvordan det føles at se et stykke, hun har arbejdet på i to år, forsvinde for øjnene af hende.

Nu er det heldigvis kun én gang, det er sket, indvender hun, og tilføjer:

”Hvis det skal være mit offer i coronakrisen, så går det nok, men det er demotiverende for min fremtidige produktion at lægge så mange kræfter i noget og tro så meget på det, og så får det ikke premiere.”

Da forventningerne til en forestående premiere stadig var intakte, kunne man læse på Aarhus Teaters hjemmeside, at ”YCLWB” handlede om en ikonisk cigaret, feminisme og smørrede reklamesmil. Idéen til stykket fik Christina Hagen, da hun på baggrund af en personlig indignation satte sig for at undersøge tobaksproducenters måde at arbejde. Flere mennesker i forfatterens nære omgangskreds havde betalt prisen for et langt liv med cigaretter som uundværlig følgesvend, og Christina Hagen var vred.

”Det er lidt skørt, at jeg har så meget imod cigaretter, fordi egentlig mener jeg, at man skal gøre, hvad man vil. Men det er så ærgerligt, at så mange mennesker, vi holder af, forsvinder, fordi de begynder at ryge tidligt,” proklamerede forfatteren under den første samtale for godt tre måneder siden.

På sin undersøgende færd mødte hun Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse. Han fortalte hende historien om cigaretmærket Virginia Slims – og pludselig blev cigaretten en biperson i sin egen fortælling.

Historien, som Niels Them Kjær indviede hende i, var historien om tobaksproducenten Phillip Morris, som i 1968 slog aggressivt mønt på kvindekampen ved at sælge idéen om, at rygning er cool, til unge, smukke, raske mennesker. Særligt kvinder. Virginia Slims var navnet på producentens nye cigaret, der var målrettet den frigjorte, selvstændige kvinde. Cigaretten var designet til feminine fingre, pakket ind i imiteret guld og blev markedsført under reklamesloganet You’ve Come a Long Way, Baby (YCLWB), der kan oversættes til noget i retning af ”du er kommet langt, skat”.

”Koblingen mellem at ryge cigaretter og at styrke kvinder var bizar. Det er den samme kobling, jeg stadig ser i dag, hvor firmaer spekulerer i, hvordan de kan tjene flere penge på det, de kalder feminisme,” siger Christina Hagen.

”Alt det tingeltangel, man kan købe i butikker, som ryger ind under det, vi kalder feminisme – det har jeg det svært med. For eksempel kaffekrus, hvor der står ting som ’independent woman’,” siger hun.

Christina Hagen håber på, at ”YCLWB” kan få premiere engang i 2023 eller 2024, men for nu holder hun en tiltrængt pause.

”Jeg har ikke mod på at kaste mig ud i noget nyt, som kan ske at blive aflyst. Det kan jeg simpelthen ikke.”

Forfatteren er ikke i tvivl om, hvad der er det værste ved den ufrivillige pause:

”At man mister muligheden for at påvirke noget, man synes burde forandres.”

Med ”YCLWB” var målet at skubbe til publikums opfattelse af den traditionelle kvinderolle. Ikke via den offentlige debat eller provokerende debatindlæg, som med Christina Hagens egne ord efterhånden hænger hende langt ud af halsen, men via teatret, som ifølge forfatteren kan sætte følelser og samtaler i gang på en helt særlig måde.

”Mange af de fremmede mennesker, jeg taler med, kender mig kun på én måde, og de ser mig gerne som en, der er lidt strid,” funderer forfatteren, som flere gange har brugt en såkaldt stand-in, en stedfortræder, til avisfotos og optrædener, når hun ikke selv har haft mulighed for det. Eller lyst til det.

”Sådan kan jeg godt være, men jeg kender også til at være en pushover, undskylde for min opførsel og tænke ’det er nok bare mig, der føler, at situationen er grænseoverskridende’. Det tror jeg ofte, kvinder siger til sig selv,” siger hun.

Det er ikke første gang, at Christina Hagen trækker sig fra offentlighedens søgelys. Ved bogreceptionen for sin nye bog ”Korrekthedsbiblen” i 2019 annoncerede hun via en 15-årig stand-in, at hun ikke længere ville skrive bøger, og at førnævnte derfor blev hendes sidste.

Hun ville ”leve et almindeligt liv, se fjernsyn og rejse til lande langt, langt væk”, men behovet for at skabe noget med ord, det slap Christina Hagen ikke så let. Det vidner det seneste års mange videokonsultationer med produktionsholdet bag ”YCLWB” om.

Selvom ”YCLWB” for nu må vente i gemmerne, har arbejdet ikke været frugtesløst, for hvad der startede med at være en kritik af tobaksindustrien endte med at være meget mere end det. Undervejs har Christina Hagen forsøgt at få svar på spørgsmål, som hun har kæmpet med hele sit liv. Kan det lade sig gøre at være et menneske, før man er en kvinde? Hvordan får man som kvinde mest ud af sit eget liv?

”Når jeg fortæller om mine værker, bliver det ofte til en fortælling om egoistiske kvinder, men jeg synes stadig, at kvinder er alt for lidt egoistiske. Det kan man se i mange af de ting, jeg laver, og det handler ’YCLWB’ også om. Jeg ikke vild med idéen om, at kvinder skal være selvopofrende for at være en rigtig kvinde,” siger Christina Hagen.

Forfatteren anerkender, at hun med ”YCLWB” på sin vis planlagde at gøre det samme, som hun beskylder andre for: at kapitalisere på feminismen.

Hun griner, mens hun påpeger det. Men ikke undskyldende. Hun kan ikke huske, at hun nogensinde har vasket sine hænder fri for dobbeltmoral.