Prøv avisen
Julemandens kulturhistorie

Fra biskop til Coca-Cola-kampagne

I 1931 skaber Coca-Cola deres berømte julemand til en reklamekampagne. Foto: Illustration: Søren Mosdal

Historien om den populær-kulturelle figur, vi kender som julemanden, begynder i det 4. århundredes Grækenland og bevæger sig op gennem middelalderens Europa, videre til USA, for derefter at vende tilbage over Atlanten og slutte i et værksted i Grønland efter Anden Verdenskrig

”Eksperter mener at have fundet julemandens grav” var blot én blandt mange overskrifter om et opsigtsvækkende fund, som for nylig blev gjort i Tyrkiet. I begyndelsen af oktober i år kunne flere medier verden over rapportere, at arkæologer havde fundet, hvad der menes at være julemandens grav i byen Demre i det sydlige Tyrkiet.

Denne nyhed kunne måske komme som et chok for nogen, hvis nu man gik og troede, at julemanden var i live, og han da vist i øvrigt boede på Grønland. Men historien om julemanden og hans vej til værkstedet i Grønland spænder over 1700 år og flere kontinenter. For julemanden har ikke altid haft sit karakteristiske røde sæt tøj, hvide skæg og kanen med rensdyr. Før julemanden blev til julemanden skulle han hele vejen fra Tyrkiet til Nordeuropa, over Atlanten til USA for at vende tilbage over Atlanten.

Og historien om julemanden begynder i byen Myra – det nuværende Demre – ikke langt fra den i dag så populære badeby Antalya ved Middelhavet, hvor hans grav blev fundet i oktober.

Julemanden hed oprindeligt Nicolaus og blev angiveligt født i det 4. århundrede i landsbyen Patara, som var en by i Lykien i det antikke Grækenland. Hans forældre var rige, men døde, da han var ganske ung, og i en tidlig alder blev Nicolaus biskop i Myra i Lykien.

Biskop Nicolaus var kendt for sin kærlighed til børn og for at redde sømænd fra druknedøden, og der er mange beretninger om de adskillige undere, han angiveligt udrettede. Hvilke, der er sande, er svært at sige, men det er især historierne om hans gavmildhed, derhar dannet grundlag for den mytologiske figur, som vi kender i dag. Den mest berømte fortælling om Sankt Nicolaus’ gavmildhed handler om en mand, som var kommet i så stor en pengenød, at han ville sælge sine tre døtre til et bordel. Men Nicolaus reddede de tre piger ved tre nætter i træk at kaste tre poser med guldstykker ind ad vinduet til familien.

Efter sin død omkring år 350 blev Nicolaus helgenkåret, og en basilika i Demre blev opført. Sankt Nicolaus er skytspatron for sømænd, købmænd og børn, og alle tre grupper har haft en indflydelse på den mytologiske udvikling fra biskop til julemand.

Ifølge flere overleveringer blev biskoppens jordiske rester stjålet af italienske handelsmænd i slutningen af det 11. århundrede og sejlet til den italienske by Bari, hvori skelettet ligger begravet i en kirke. Men de tyrkiske arkæologer, som netop nu arbejder med udgravningen i Demre, mener i stedet, det er sandsynligt, at de knogler, som dengang blev fjernet, tilhørte en lokal præst, og at Sankt Nicolaus’ jordiske rester derfor stadig er at finde i graven i Tyrkiet.

Efter de italienske handelsmænd havde fragtet skelettet med sig til Bari, spredte dyrkelsen af Sankt Nicolaus sig videre op i Europa. Og i 1600-tallet blev myterne om Sankt Nicolaus fragtet videre over Atlanten til Nordamerika af især hollandske sømænd. Og i New York – det tidligere New Amsterdam – hvor mange hollandske emigranter slog sig ned, videreførtes også fortællingen om de små gaver, som Sankt Nicolaus efterlader i børnenes sokker juleaften.

Det er også i New York i midten af det 19. århundrede, at historien om den populærkulturelle figur, vi i dag kender som julemanden, tager sin begyndelse. Og den hollandske Sinterklaas bliver til Santa Claus. I 1822 skriver en engelsk professor ved navn Clement Clark Moore et juledigt til sine børn om, hvordan julegaverne ender i sokkerne. Moore var gift med en kvinde af hollandsk afstamning, og digtets hovedperson var inspireret af Sinterklaas.

Dette er første gang, at Sankt Nicolaus beskrives som en lille mand, klædt i skindtøj, med rød næse, røde kinder, et stort skæg og en mave, der bevæger sig, når han ler. Og det også i dette digt, at Sankt Nicolaus ankommer i en lille slæde trukket af otte små rensdyr og kravler igennem skorstenene med sine gaver.

I løbet af få år bliver det en fast juletradition, at samtlige amerikanske avisredaktioner trykker juledigtet op til jul, og Santa Claus bliver kendt over hele USA.

I slutningen af 1800-tallet vender Santa Claus tilbage over Atlanten til Europa og smelter sammen med den tyske Der Weihnachtsmann, den britiske Father Christmas og den skandinaviske julenisse til den figur, vi kender i dag.

Herhjemme optræder julemanden, som vi kender ham, første gang i den norsk-danske Louis Moes ”Julemandens Bog” fra 1898, hvori man kan læse, at julemanden bor langt mod nord og laver legetøj hele året frem til jul.

Julemanden bliver efter Clement Clark Moores digt illustreret på flere forskellige måder. Men det er først med en illustration fra 1881 af den tysk-amerikanske tegner Thomas Nast, at figuren i den røde dragt tager den form, vi kender i dag.

Men figuren, som vi kender den, bliver dog først rigtig berømt, da Coca-Cola vælger ham som reklamesøjle for deres julekampagne i 1931. Sodavandsfirmaet hyrer en af datidens mest berømte reklametegnere, den svensk-amerikanske illustrator Haddon Sundblom, der skaber de illustrationer, som Coca-Cola stadig benytter i dag.

At julemanden bor på Nordpolen er en idé, som første gang introduceres af illustratoren Thomas Nast. Men da amerikanerne i 1943 bygger Thulebasen i Grønland, bliver basen den nordligste postadresse, hvortil børn kan sende deres ønsker. Og derfor flytter julemanden efter Anden Verdenskrig til Grønland.