Bent Meier Sørensen, professor i ledelse, politik og filosofi på CBS og forfatter. Medvirker i Kristeligt Dagblads lydserie Det Etiske Kompas.
”Det at gå i kirke juleaften er en tradition, jeg har haft i 52 år. Jeg er glad for at gå i kirke, specielt juleaften, hvor der er ekstraordinært mange mennesker. Det er lettere end så mange andre gange, fordi det til jul er mere integreret i det folkelige dyb. Dertil kommer, at vi har to små børn på seks og otte. Det kan være svært med koncentrationsevnen, ikke kun for mine børn. Jeg tror, det skyldes den måde, børn underholder sig på i dag, hvor det er svært at indstille på rolige begivenheder, som at gå i kirke, men det er lettere juleaften. Jeg tror, at en del af det, der gør det lettere for børn at komme igennem, er, at de oplever hektikken og travlheden, der tit er den 24. december. Det taler til børnene. Det mere meditative er sværere for dem, for det er de ikke trænet så meget i.
Jeg ville egentlig håbe, man kunne integrere kirkegang bedre i ens familieliv, men det er udfordret af den manglende fokus på længere tids koncentration, vi ser i dag. Diverse underholdningsteknologier og magiske skærme afbryder vores åndelige liv. Det hører sig med til en gudstjeneste, at den indre og ydre stemme kommunikerer, men vi får mindre og mindre lejlighed til at lytte til vores indre stemme.
Skønheden ved at gå i kirke er, at man ikke bliver afbrudt. Det er en form for åndelig ekstase, og den er i dag en luksus. Det er en udfordring at gøre mere end bare juleaften, og jeg ville gerne gøre det mere med mine børn. Man får altid noget med hjem. Også de gange, man ikke får noget med hjem.”
Lisbeth Smedegaard Andersen, pastor emeritus og salmedigter.
”Jeg har selv været præst, og jeg kan godt lide feststemningen i kirken, ligesom det er dejligt med en blanding af voksne og børn og unge familier. Fest er gudstjenestens kerne, og det kommer også til udtryk juleaften. Det er dejligt at se, at kirken er så fuld af fest og festklædte mennesker. Andre gudstjenester kan være mere stilfærdige.
Jeg er fast kirkegænger hver søndag, men juleaften kan der være så mange, at man skal være i virkelig god tid, men det gør ikke noget. Kirker er dejlige til at sidde og tænke og meditere i.
Jeg synes faktisk, at børn i dag er mere stilfærdige end for eksempel i 1990’erne. Der kunne børn godt gøre gudstjenesten besværlig, men min oplevelse er, at det i dag foregår fredeligt, og børnene bliver også højtidsstemte. Jeg synes, børnene opfører sig godt, måske også fordi forældrene også er opmærksomme på, at der er andre kirkegængere.
Juleaften drejer sig om Juleevangeliet, og det kan man folde anskueligt ud for børn. Det er også tanken, at det skal formidles ind i vores verden. Det skal også sættes i relation til den tid, vi lever i, og det bliver gjort rigtig godt. Det særlige ved Jesu fødsel er, at det er en almindelig familie, der har måttet bryde op fra hjemmet og ender med at stå i situationer, der forandrer det hele. Det kan man sætte i relation til andre familier, der har vanskelige forhold, hvor der i forbindelse med julen kommer håb i deres tilværelse. Det skal en prædiken rumme, og det prøvede jeg også i min tid. Jeg holdt min sidste prædiken i 2007, men jeg har været heldig at have en prædikestol hos Kristeligt Dagblad siden.”
Katrine Frøkjær Baunvig, leder af Grundtvig Centeret.
”Jeg kan rigtig godt lide at gå i kirke juleaften. Det er med til at markere julen som højtid og dage, der adskiller sig fra andre dage. For de andre ting, vi typisk foretager os i julen, er ikke særlige for denne tid: Mange mennesker spiser også god mad og får gaver andre dage på året. Sådan er det i hvert fald i min familie. Men rigtig mange mennesker går ikke i kirke andre dage end netop juleaftensdag. Sådan et menneske er jeg. Jeg er vild med det og ser det som en del af den juletradition, hvor Disneys Juleshow om eftermiddagen og salmesang og dans omkring træet om aftenen er lige så afgørende og netop det, som får julen til at adskille sig fra resten af året for mig.
Jeg går ikke så ofte i kirke ud over juleaften. Men jeg kan godt lide gudstjenester og kirkebygninger. Især dem, der er bygget af teglsten.
Danskerne er ’julekristne’, og mange mennesker går i kirke med deres familier juleaftensdag, fordi det er en hyggelig tradition. Men det er samtidig en god lejlighed til at stoppe op og reflektere over, hvordan det går i den brogede sociale enhed, vi kalder vores familie. Er der sket noget særligt i det forgangne år? Er der nogen, som ikke længere er med til juleaften? Nogen vi savner? Nogen vi lige har budt velkommen i familien? Det er en god idé, at man som arrangør ved, at der er stor sandsynlighed for, at det er den slags tanker, der farer igennem hovedet på mange af deltagerne.”
Karne Lykkebo, kreativ direktør i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.
”Jeg kommer ikke i kirken juleaften, hvis jeg kan blive fri. Man kan jo blive nødt til det i forhold til familien, men hvis jeg selv kan vælge, tager jeg langt hellere til en midnatsgudstjeneste. Der er der primært voksne til stede, og du kan lægge snittet anderledes. Det er også anderledes fredeligt. Der er ingen julefred over en gudstjeneste klokken 16, hvor alle kigger nervøst på uret og tænker på, om de også lige kan nå at få styr på flæskestegen. Men der er en enorm ro og nærhed til en midnatsgudstjeneste, som jeg holder meget af. Jeg kommer også i kirke, når jeg har tid og føler, at jeg har brug for det, og barren er sat højere, når du ikke er der til højtider. Du kan blive overrasket. Julebudskabet er jo julebudskabet. Selvom det kan blive fortalt på den ene eller anden måde, er der mere dybde og ro i at være til en helt almindelig gudstjeneste. Der er ordentlig tid, og præsten ved, at de, der er der, vil have noget andet end bare traditionen med hjem.
Selvfølgelig er det dejligt og traditionsfyldt, at der er mange i kirken juleaftensdag, men jeg synes også, at det ud fra min egen optik om, hvad jeg vil have ud af en gudstjeneste, bliver en tand for overfladisk. Budskaberne bliver også nogle gange til den allerlaveste fællesnævner og om, at det er næstekærlighed at dele en pose lakridser.”