Anna Skyggebjerg: Det strider mod gåturens ånd at være et udstyrsstykke

At sætte den ene fod foran den anden giver ganske vist motion, men man skal ikke undervurdere den eksistentielle dimension, der er indlejret i gåturen, mener forfatter Anna Skyggebjerg

Anna Skyggebjerg: Det strider mod gåturens ånd at være et udstyrsstykke

Det seneste års tid har det været småt med holdgymnastik, fitnesscentre, og hvad man ellers måtte ty til af indendørs motionsformer. Til gengæld har gåturen fået en genopblomstring, og den er mere end bare et middel til at holde sig i form. Det at sætte den ene fod foran den anden har nemlig også en eksistentiel dimension, som igennem årtusinder er blevet dyrket af filosoffer som Aristoteles, Augustin, Nietzsche og Kierkegaard.

LÆS DET NYE MAGASIN "GÅ" HER

Ligesom videnskabsmænd og digtere – Alexander von Humbolt, vennerne Goethe og Schiller, Arthur Rimbaud og Henry David Thoreau for at nævne en håndfuld – har koblet gåture sammen med tankevirksomhed.

Men også mindre ånder kan have stor glæde af at lade hjernen arbejde eller tankerne flyve, mens den ene fod sættes foran den anden.

Det mener magister i litteraturhistorie og forfatter Anna Skyggebjerg, der har skrevet bogen ”Gå tur”, som beskriver gåturens anatomi – historisk, litterært og tidskritisk. Personligt taler hun for at genfinde gåturens væsen:

”Fordi man kan lide at gå, og ikke fordi man vil opnå et bestemt udslag på sit pulsur. For så går man glip af rigtig mange af de fine oplevelser, man kan blive givet af at gå en tur.”

Og turene behøver ikke være deciderede vandreture, mener forfatteren.

”Bare det at gå til arbejde eller derhen, hvor man alligevel skulle, frem for at cykle eller tage bussen, vil med det samme give en ro uden den det-har-jeg-ikke-tid-til-tanke, man kan få, hvis man skal pakke taske til fitnesscentret, klæde om sammen med alle de aflange typer, træne, bade, pakke tasken igen og cykle hjem med vådt hår. Jeg vil ikke tale dårligt om den måde at motionere på, men lige så stille kan det blive til endnu et projekt,” siger Anna Skyggebjerg, som foretrækker den enkelhed, der ligger i at tage sine flade sko på og gå ud af hoveddøren.

”Gåturen kan noget, som ikke mange andre motionsformer kan. Nemlig give ro, nærvær, en fornemmelse af taknemmelighed og en pause, hvor vi glemmer os selv. Det er det, vi alle sammen savner, men ikke altid ved, hvordan vi skal få ind i vores liv, og så er det i virkeligheden så enkelt som at sætte den ene fod foran den anden,” siger Anna Skyggebjerg, som tror, at ”der er rigtig mange, der har fundet ud af, at vi er gået over åen efter vand, når vi motionerer”.

Hvordan går hun selv tur? Med hovedet fuld af tanker eller netop ikke?

”Nogle gange beslutter jeg bevidst, at jeg vil tænke det og det igennem, fordi der er noget i mit liv, der trænger til et kritisk eftersyn. Det er gåture nemlig gode til. Men generelt prøver jeg at være mere end at tænke, når jeg går. På mange af mine ture er der forbilledligt lidt hjerneaktivitet. At blive tømt for tankemylder er en af de store glæder ved at gå tur.”

Man kan gå sammen med andre, og man kan gå for sig selv. Men begge dele bidrager til fysisk og mental velvære, mener forfatteren, som har oplevet at blive glad, når hun før i tiden på de store familiefrokostdage har set hele selskabet gå tur i stedet for at sidde om bordet i fire-fem timer.

”Når man går mange sammen, placerer man sig lidt forskelligt og ikke nødvendigvis sådan, som man sad omkring bordet. Det er en vidunderlig måde at tale sammen på, fordi der er en særlig intimitet mellem mennesker, der går. Det har noget at gøre med, at man ikke har konstant øjenkontakt. Det giver fortrolighed,” siger hun og kommer til at tænke på Søren Kierkegaard, som på sine daglige gåture inddrog dem, han mødte ”i sin cirkel”.

”Han havde den vane, at han stoppede mennesker på sin vej og indledte samtaler. Han kaldte det sit menneskebad. Det er netop det, der sker, når man går og taler med andre mennesker – der slås en cirkel om de talende, uden for hvilken der intet er, og inden for hvilken der er en helt særlig intimitet, som gåturens magi udvirker.”

Helt lavpraktisk kan gåture også åbne for kommunikationen med for eksempel lukkede teenagere.

”At gå sammen uden alt for meget øjenkontakt er en genial måde at skabe et trygt rum og få tungen på gled,” mener Anna Skyggebjerg, som først og fremmest har skrevet bogen for at give glæden ved at gå tur videre.

LÆS DET NYE MAGASIN "GÅ" HER

”Men også for at give gåturen mere kredit. Det er en helt vidunderlig aktivitet, som rummer muligheden for at få noget af det dybe, vi mangler i livet.”

Det strider mod gåturens ånd at være et udstyrsstykke. Der skal netop ikke noget særligt til, og man behøver ikke købe noget for at komme i gang. At gå knytter ikke an til forbrug og pengebrug. Alle med nogenlunde fodtøj kan være med; her er ingen finere end andre. I sin essens er det at gå fordringsløst, næsten asketisk.