Omgivet af røde mursten spiller en stor gruppe unge fra Grønland bordfodbold i fællesrummet, giver den gas på instrumenter i musiklokalet eller taler lavmælt over iPhone-kiggeri. De røde mursten tilhører Galtrup Efterskole på Mors, hvor 130 nye elever begyndte i august. 50 af de nye elever kommer fra Grønland.
Galtrup Efterskole har siden 2012 specialiseret sig i at tiltrække grønlandske elever til den jyske hede som følge af finanskrisen, hvor flere efterskoler lukkede og havde svært ved at få nye elever. Derfor har de ansat en lærer fra Grønlands hovedstad, Nuuk, Enok Skifte, der fungerer som både lærer og mentor for de grønlandske elever.
16-årige Salek Heilmann, 17-årige Inutsiaq Olsen, begge fra Nuuk, og 17-årige Laila Pilluarnartuq fra Tasiilaq på østkysten, er tre af de nye grønlandske elever. Både Salek Heilmann og Inutsiaq Olsen har været i Danmark tidligere i deres liv, men for Laila Pilluarnatuq var det første gang, hun oplevede Danmark, da hun kom til Galtrup Efterskole sidste år. Hun har valgt at blive et år ekstra på efterskolen for at blive endnu dygtigere i skolen. Men det er også forbundet med en længsel.
”Jeg savner min familie og kæreste. Vi facetimer (videoopkald, red.) hver dag,” siger Laila Pilluarnatuq.
Fælles for de tre grønlandske unge er, at de ønsker en oplevelse for livet, men et af de primære fokus er også at blive bedre til dansk.
”Jeg føler mig allerede tryg her, og jeg har også allerede fået mange danske venner. Nogle gange er det et problem med sproget, men ikke så meget,” siger Inutsiaq Olsen. Salek Heilmann tilføjer:
”Jeg var en lille smule bange for at tage af sted, for at tage væk fra mine forældre. Men det er fedt, at her er så mange grønlandske elever.”
De første grønlandske efterskoleelever startede på danske efterskoler tilbage i 1964. Men det var først for syv år siden, at Galtrup Efterskoles forstander, Jens Hvid, så et potentiale i de grønlandske efterskoleelever:
”Der er sket en demografi i Danmark, hvor mange flytter østpå. Det er svært at få børn fra Aarhus til at køre forbi 14 efterskoler, før de kommer herop. Der er de grønlandske elever ret ligeglade med, om efterskolen ligger på Mors og lugter lidt af gylle, eller om det er tæt på Aarhus.”
For efterskolen er de grønlandske elever en økonomisk nødvendighed, men Jens Hvid forklarer også, at efterskolen har en vision med de grønlandske elever. De tror på, at hvis de grønlandske elever skal gennemføre efterskoleopholdet så langt hjemmefra, er det vigtigt, at de unge føler sig trygge.
”Efterskoleophold for grønlandske elever er et kursus i westernization (vestlig kultur, red.), altså hvordan vi lever i vores del af verden. Og det kan godt være, at vi er sammen i rigsfællesskabet, men der er meget store kulturelle forskelle,” siger Jens Hvid.
Derfor ser Jens Hvid en fordel i at have en stor gruppe fra Grønland samlet, som sammen kan tale grønlandsk og støtte hinanden i de kulturelle forskelle:
”De skal have lov at tale grønlandsk og bo sammen, for vi kan ikke assimilere dem i 10 måneder.”
De seneste ni år har antallet af grønlandske efterskoleelever i Danmark været mellem 200 og 300 hvert år. I skoleåret 2017/2018 var 299 grønlandske efterskoleelever på ophold i Danmark, og i skoleåret 2019/2020 oplyser Uddannelsesstyrelsen i Grønland, at 274 unge har fået tilskud til efterskole i Danmark. Grønlands Uddannelsesstyrelse gør dog opmærksom på, at der kan være flere grønlandske unge, som er taget på et dansk efterskoleophold uden tilskud fra Selvstyret.
Kaali Olsen, tidligere politiker i det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, har arbejdet i Grønlands Hjemmestyre og Selvstyre siden 1997 og er i dag souschef i Grønlands Uddannelsesstyrelse, hvor han har fulgt strømningen af grønlandske efterskoleelever. Han forklarer, at hele årgange af grønlandske elever blev sendt til Danmark på efterskoleophold mellem et og tre år tilbage i 1960’erne:
”Der var kæmpe fødselsårgange, og man manglede lære- og uddannelsessteder i Grønland. Derfor sendte man unge af sted til Danmark på efterskoleophold, netop med tanken om, at de skulle lære så meget dansk sprog og kultur som muligt, så de kunne begå sig i det danske uddannelsessystem.”
Ifølge Kaali Olsen var det Grønlandsministeriet, der var et dansk ministerium fra 1960 til 1987, som i sin tid betalte og sørgede for ordningen, der var mere eller mindre obligatorisk grundet mangel på skolemuligheder i Grønland. Derfor købte ministeriet i sin tid også en efterskole og lånte andre skoler, hvor man gennemførte efterskoleophold for de mange grønlandske unge.
I dag er det cirka halvdelen af en grønlandsk årgang, der tager på efterskole, forklarer Kaali Olsen.
”Mange af de unge håber på at kunne lære mere dansk på efterskolen, men tager også af sted for at modnes og opkvalificeres fagligt, inden de starter på videre uddannelsesforløb,” siger Kaali Olsen.
Men er der et modsætningsforhold mellem, at grønlandske efterskoleelever stræber efter det danske sprog for at klargøre sig til det videre uddannelsessystem, og selvstændighedsdebatten, som fylder meget i Grønland?
”Vi vil aldrig som et land med 57.000 indbyggere kunne lave et uddannelsessystem på alene grønlandsk. Det er utopisk. Vi er nødt til at være åbne over for andre sprog, og der er dansk stadig nærliggende, fordi det er Danmark, vi har samarbejdet med. Efterskoleopholdet giver en udbredelse af kendskabet til hinandens kulturer, og måske kan de unge komme til at opleve hinanden som mere ligeværdige mennesker med de kvaliteter, man nu kommer med,” siger Kaali Olsen.
Men statistikkerne viser, at det ikke er alle grønlandske unge, der er glade for at være i Danmark. Grønlands Uddannelsesstyrelse oplyser, at frafaldsprocenten for de grønlandske efterskoleelever i Danmark er mellem 15 og 20 procent.
”Nogle oplever et mindreværd, fordi deres dansk ikke er godt nok til niveauet, eller de oplever racisme i Danmark,” siger Kaali Olsen.
Og de kulturelle forskelle er noget, efterskoleeleverne Salek Heilmann, Inutsiaq Olsen og Laila Pilluarnatuq kan nikke genkendende til.
Derfor er de enige om, at det er godt lige at kunne samles lidt med andre grønlandske unge, når savnet efter hjem bliver stort.