Det skulle være fuldmåne den lørdag i marts, hvor eleverne fra Krogerup Højskole endnu adskilt af kilometervis af corona-afstand stod med hver deres sten i hånden og blikket rettet mod himlen for at sende hinanden en kærlig tanke.
”På den måde kunne vi føle os som et fællesskab,” fortæller Marinus Siewe.
Han var en af de elever, der lagde nakken bagover og forestillede sig sine fremtidige højskolevenner.
”Eller jeg tror faktisk, det var en muskatnød,” indskyder Victoria Kirkefeldt, som også går på Krogerups forårshold.
Hun glemte godt nok at deltage i selve fuldmåne-ritualet.
”Jeg havde sat en alarm, jeg havde bare sat den til den forkerte dag,” forklarer hun.
Stenen, der muligvis var en muskatnød, var et ud af flere påfund fra Krogerup Højskole, der skulle give deres elever en følelse af højskole, mens de ventede på, at højskolen for alvor kunne begynde. I en verden uden corona ville det være sket den 10. januar, men Marinus Siewe, Victoria Kirkefelt og resten af holdet måtte vente helt til den 15. marts.
I begyndelsen af nedlukningen havde højskolen, som ligger nær Humlebæk i Nordsjælland, praktiseret en form for Zoom-højskole. Men i erkendelsen af, at højskole på computerskærmen ikke ligefrem er levende, besluttede skolen at tænke ud af boksen. Eller ned i kassen, rettere. I februar modtog hele elevholdet nemlig hver en kasse, som også gemte på et eksemplar af højskolesangbogen, et blankt postkort adresseret til en anden elev og en forsmag på, hvad Krogerups køkken kan præstere.
Og så var der vennebogen. En bog med 20 spørgsmål, som eleverne skulle besvare, inden de overleverede bogen til den næste. Det blev begyndelsen på venskabet mellem 21-årige Victoria Kirkefeldt fra Køge og 22-årige Marinus Siewe fra Esbjerg.
Der var de basale oplysninger som navn, øjenfarve og stjernetegn.
”Og så var der nogle lidt mere mærkelige spørgsmål, man ikke har tænkt over før,” siger Victoria Kirkefeldt.
”Ja, for eksempel det, hvor vi selv skulle skabe en konspirationsteori, som man tænkte, andre ville abonnere på,” tilføjer Marinus Siewe.
Når man egentlig havde forestillet sig et forår på højskole, men pludselig i stedet sad fanget derhjemme, var vennebogen en kærkommen gestus. Tanken om, at den gik på omgang, betød noget, og selv de mindste detaljer kunne afsløre noget om de personligheder, man forhåbentligt snart skulle møde.
Det var hende, der skulle aflevere vennebogen til ham. Sammen med sin mor tilbagelagde hun strækningen mellem Køge og Haslev, hvor han midlertidigt var flyttet ind hos sin far.
Hun havde ringet inden, så hun var sikker på, han var hjemme. De drak en øl, og vennebogen skiftede hænder.
Det var en fredag. Allerede mandagen efter besluttede de at tage på sheltertur på Amarminoen – Amagers 27 kilometer lange udgave af den spanske camino. Victoria Kirkefeldt havde planlagt turen med sin veninde, som også skulle gå på højskolen. De havde nemlig valgt en ”gå-workshop”, et andet af Krogerups initiativer. Andre workshops var plantefarvning, ølbrygning eller radio og podcast, som Marinus Siewe havde valgt.
”Så tog jeg bare mit optage-grej med ud i skoven,” siger han.
”Jeg var nok lidt for hurtig til at sige ja, for det var i februar måned, så det var jo pivkoldt. Og både min sovepose og mit liggeunderlag er fra Netto!”
De griner begge to. Det gør de faktisk hele tiden. Teltet slog de op i Pinseskoven på Vestamager, og oplyst af bålet spillede de brætspil og talte til langt ud på natten.
”Det blev lidt halvfilosofisk,” siger Marinus Siewe. ”Især når man lige får lidt rødvin også,” tilføjer Victoria Kirkefeldt.
De griner igen og fortæller, hvordan de nåede omkring alt fra kærlighed til det, de kalder, ”den banale frygt for, hvad vil det sige at starte på højskolen”.
Efter vandreturen holdt de to kontakten og delte frustrationer over ventetiden. Da højskolerne endelig måtte åbne den 15. marts i år, havde Victoria Kirkefeldt og Marinus Siewe på en måde et forspring.
De behøvede ikke indlede med ”Hvad hedder du?” eller ”Hvor er du fra?” – de havde allerede haft meningsfulde samtaler.
”Jeg føler bare, jeg har en tryghed i Victoria, fordi vi kender hinanden så godt. Det er skørt at sige efter en måned, men vi kender hinanden godt,” siger han, inden hun tager over:
”Ja, bare tanken om, at hvis man får brug for det, så er den anden der. Det gør, at jeg kan slappe mere af.”
Hvad kan I godt lide ved hinanden?
”Hvis jeg må starte?” svarer Marinus Siewe prompte.
”Jeg kan godt lide, at Victoria er så umiddelbar og let at tale med. Der er ikke noget farligt ved at komme til hende, og man skal ikke lægge låg på sig selv.”
”Nårh. Ej, hvor sødt,” griner Victoria lidt beklemt ved at skulle gengælde ordene.
”Jeg synes, du er meget åben, ret smilende, men du har også en eller anden dybde, så jeg føler, at jeg ville kunne gå til dig, hvis der var et eller andet, også hvis det var noget lidt tungere. Du sidder tit og har dybere samtaler med folk – jeg tror, du er ret godt til at connecte (skabe forbindelser, red.),” siger hun.
Hvis ikke, det var for vennebogen, tvivler Victoria Kirkefeldt på, at de var blevet så tætte.
”Jeg tror, jeg ville have puttet dig i en bås som sådan en fodboldtype og tænkt, at du ikke var en, jeg kunne forestille mig at være gode venner med,” forklarer hun.
Marinus Siewe ville omvendt have haft en fordom om Victoria Kirkefeldt som en stille pige, han ikke ville have noget tilfælles med.
”Jeg tror ikke, vi havde fundet hinanden på samme måde, fordi vi ikke ville have haft mulighed for at have den samme tid med hinanden,” siger han.
Når de ser tilbage på nedlukningen, synes begge, at Krogerup Højskole er lykkedes med at skabe en følelse af fællesskab, selvom coronaen forhindrede det fysiske højskolefællesskab, de havde forestillet sig. Et andet eksempel er ”initiativ-ugen”, hvor Victoria Kirkefeldt blandt andet var med til at lave en strikkeklub over videotjenesten Zoom.
”Det endte med, at ingen strikkede, men alle snakkede.”
Marinus Siewe skabte en træningsklub med 30 svedende højskoleelever – også online.
”Det er jo Krogerup, der har faciliteret den kontakt, så vi selv kunne tage initiativ til at mødes og gøre ting sammen,” siger han.
Selvom deres ophold er skåret fra 24 uger ned til 15 uger, er de taknemmelige for den oplevelse, de får.
”Man kan godt blive rigtigt tætte på kort tid,” siger Victoria Kirkefeldt.