Hvis man er ude at rejse og skal forklare, hvad en dansk folkehøjskole – en folk high school – er for en størrelse til mennesker fra andre lande, bliver de ofte forbløffede. Giver staten virkelig penge til disse højskoler, som man ikke kan bruge til noget?
”Men det, vi ved, som de ikke ved i udlandet, er, at man jo kan bruge det til noget,” siger forstander på Filmhøjskolen Møn, Lars Gandsø.
Han mener, at hvis man tog fat i en gruppe mennesker og delte dem op i, hvem der havde gået på højskole, og hvem der ikke havde, ville dem, der havde gået på højskole, have et større engagement. Engagement i samfundslivet og i den uendelige samtale om, hvad mennesket og livet er for en størrelse. Og det er netop idéen med højskolerne, som man kan tilskrive N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som var en mand med mange titler. Han var både digter, forfatter, teolog, præst, filosof, debattør og politiker – og ikke mindst kendt som folkehøjskolebevægelsens fader.
Hvordan idéen til at oprette skoler, hvor voksne elever skulle bo og uddanne sig i at blive samfundsborgere, begyndte, kan Katrine Frøkjær Baunvig fortælle om. Hun er nemlig leder for Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet. Vi skal tilbage i tiden og med Grundtvig på latinskole og en tur til England.
Nikolai Frederik Severin Grundtvig skulle lære latin. Det var vigtigt for hans konservative far, der var præst i Udby på Sydsjælland, så N.F.S. Grundtvig blev i 1792 som niårig sendt til Thyregod ved Give i Midtjylland for at blive forberedt til latinskolen i Aarhus – i dag Aarhus Katedralskole. Her kom han ind som 15-årig og var en meget dygtig elev. Men senere beskriver Grundtvig denne skole som ”den sorte skole”.
”Grundtvig karikerer på mange måder sig selv i sin fremstilling af den sorte latinskole, hvis undervisning ikke var rettet på noget, man kunne bruge i ’det virkelige liv’. Hvad det så ellers er,” siger Katrine Frøkjær Baunvig.
Efter at have mestret latin begyndte han at læse teologi i København. Men spoler vi tiden frem til 1830’erne, er Grundtvig nu at finde på et besøg på Cambridge University i England.
”Grundtvig fik en art Hogwartsoplevelse som i ’Harry Potter’: Han blev fascineret af den frie omgangsform og det fællesliv, som de unge mennesker fik her. Han anså det at komme væk – og få en erfaring af et hjem væk fra familien – for en effektiv måde at skabe loyalitetsfølelser på tværs af slægter og lokalsamfund,” siger Katrine Frøkjær Baunvig og fortsætter:
”Og det var jo ret smart, når nu man skulle have knyttet fællesskabsbånd i en hel nation, for det var jo netop opgaven i 1800-tallet.”
Grundtvig levede nemlig i en periode af dansk historie, hvor landet undergik en væsentlig omstillingsproces fra feudalsamfund til demokrati, og ”det behov rodfæstedes i folkehøjskolerne”, siger Katrine Frøkjær Baunvig.
Når højskolerne refererer til Grundtvig og i forskellige formuleringer nævner, at de baserer sig på ”det grundtvigske” – altså de tanker, der er nedfældet i hans forfatterskab som en del af de værdier, de bygger på – er det dels et signal om, at de tager dansk folkekultur alvorligt; at man tager fællesskaber alvorligt; at man tager demokratisk dannelse alvorligt; at man tager historien og viden om traditionen alvorligt; at man tager selvstændighed, frihed og virketrang alvorligt. Det er i hvert fald, hvad Grundtvig-eksperten Katrine Frøkjær Baunvig koger det ned til.
Og det er faktisk ikke så få højskoler, der tager disse forskellige ting alvorligt, hvis man ser på en undersøgelse fra 2019 foretaget af Videncenter for Folkeoplysning. Undersøgelsen hedder: ”Højskolernes værdier – en analyse af folkehøjskolernes værdigrundlag”, og i den indgår 68 af landets 75 danske folkehøjskoler. Analysen viser, at halvdelen af højskolerne eksplicit nævner Grundtvig i deres værdiggrundlag, og der står, at ”med mindre der er tale om Grundtvig, er det dog ret få højskoler, som på denne måde har en konkret person skrevet ind i deres værdigrundlag”.
”Det er jo i sig selv et tegn på, at Grundtvig er normalen. At det grundtvigske er skabelonen, som man som højskole måske ikke passer ind i. Men så skal man ret aktivt til at forklare, hvad man så er baseret på,” siger Katrine Frøkjær Baunvig.
Danmarks – og dermed verdens (!) – første folkehøjskole er Rødding Højskole i Sønderjylland, der blev grundlagt i 1844 af Christian Flor. Går man ind på højskolens hjemmeside, står der med store bogstaver, at den er inspireret af Grundtvigs tanker. Det er især ordene livs- og folkeoplysning, der går igen, når forstander Mads Rykind-Eriksen forklarer, hvordan han ser Grundtvigs tanker gøre sig gældende på Rødding Højskole i dag.
”Grundtvig udkastede sine idéer, men skrev ikke en manual til, hvordan disse konkret skulle indføres på en højskole. Men det vigtigste for os her på skolen er, at eleverne bliver bekendt med livs- og folkeoplysning – for mig at se nøglebegreber hos Grundtvig. Og det er faktisk vigtigere end et fagligt udbytte, selvom man selvfølgelig også får det her hos os,” siger Mads Rykind-Eriksen, der deler forstanderposten med sin hustru, Anja Rykind-Eriksen.
Folkeoplysning er for Mads Rykind-Eriksen et spørgsmål om at kende sin historie. For man bliver nødt til at kende fortiden for at kunne forstå nutiden og dermed også kunne lægge sporene for fremtiden, som han siger. Helt konkret får hvert elevhold noget dansk historie ind under huden ved blandt andet at besøge det danske mindretal, besøge Kongernes Jelling, fejre Danmarks Befrielse den 4. maj og holde store Grundlovsmøder.
Man får også særlig gode inputs på en højskole til at forholde sig til de grundlæggende eksistentielle spørgsmål som: Hvem er jeg, og hvor skal jeg hen?, mener Mads Rykind-Eriksen og henviser til begrebet livsoplysning. Den levende samtale om, hvad livet er for en størrelse, bliver kvalificeret ved, at man som lærer og elev bor på højskolen sammen og deler livsform.
Denne livsform, hvor voksne mennesker lever i et fællesskab, er også et afgørende element på den noget nyere højskole, Filmhøjskolen Møn, hvor eleverne får implementeret de grundtvigske idealer om fællesskabsfølelse, fortæller forstander Lars Gandsø.
Han startede som forstander, samtidig med at højskolen blev oprettet i 2016. Men ud over et oplæg om Grundtvig den første uge og en benævnelse af Grundtvig i deres værdigrundlag, spiller ”højskolefaderen” ikke en tydelig rolle på Filmhøjskolen Møn, hvor det især er filmkunsten, der er i fokus. Men selvom Grundtvig ikke har en fremtrædende rolle på skolen, sniger præsten og tænkerens tanker og idealer sig alligevel ind på eleverne, er Lars Gandsø overbevist om.
”Man kan ikke banke de grundtvigske idealer ind i hovedet på eleverne fra en talerstol. Men ånden er her jo i selve det her kollektive setup. Og jeg spørger altid eleverne – både når de kommer, og når de går: Hvorfor valgte I os? De kommer ofte for det faglige, men det er det sociale fællesskab, de tydeligst kan mærke, når de forlader os igen,” siger Lars Gandsø, der efter elevernes opfordring har indført fællessang fra Højskolesangbogen.
Og i Højskolesangbogen er Grundtvig da i hvert fald stadig at finde – her har den gamle præst og salmedigter bidraget med intet mindre end 86 (i den 18. udgave) sange, og på den måde er han stadig at finde på højskolerne.