Hun er kaptajn på et hav af forestillinger: ”Det kræver is i maven”

De er ikke synlige på scenen. Alligevel er de, forestillingslederne, alfa og omega for, at en teaterforestilling bliver en succes. Kristeligt Dagblad har været på arbejde med forestillingsleder Anne Kristine Lauritzen under opførelsen af ”Sweeney Todd” på Operaen

Anne Kristine Lauritzen fra sin kommandopult bag scenen på Operaen, hvorfra hun koordinerer, at rekvisitter og sangere kommer på scenen på det helt rigtige tidspunkt. – Foto: Leif Tuxen.
Anne Kristine Lauritzen fra sin kommandopult bag scenen på Operaen, hvorfra hun koordinerer, at rekvisitter og sangere kommer på scenen på det helt rigtige tidspunkt. – Foto: Leif Tuxen.

Anne Kristine Lauritzen går igennem dagligstuen på et sindssygehospital, hvor de malede mursten er revnede og møblerne slidte. Spotlyset fra de mange lamper i loftet rammer hendes ryg, da hun bøjer sig forover og hiver op i lågen til en brun skakt i gulvet.

”Jeg skal sikre mig, at madrassen ligger ordentligt, for ellers kan jeg ikke sende nogen ned,” siger hun og går målrettet videre til en trappe, der fører op til et podie, som hun rusker i, for at være sikker på, at den står fast.

49-årige Anne Kristine Lauritzen er forestillingsleder på den aktuelle musical ”Sweeney Todd” i Operaen. Om en time, når klokken slår 19.30, sidder publikum klar til at opleve forestillingen. Derfor har hun travlt med at tjekke, at møblerne står korrekt i den dagligstue, der er scenen for første akt i forestillingen. Hun er klædt i sort fra top til tå, og hendes røde hår er trukket tilbage i en knold. Det er vigtigt, at publikum ikke lægger mærke til hende og får ødelagt illusionen, hvis de skimter hende i udkanten af scenen. I venstre øre sidder et headsæt til en walkie, så hun hele tiden kan komme i kontakt med teaterets medarbejdere. For selvom hun aldrig er i spotlyset, er det hende, der har det overordnede ansvar for, at forestillingen fungerer.

”Jeg tjekker altid, at møblerne og dele af rekvisitterne er stillet rigtigt op, når jeg møder ind. Selvfølgelig skal jeg have tillid til, at drengene (sceneteknikerne, red.) har gjort deres arbejde, men hvis der sker noget undervejs, så falder ansvaret tilbage på mig,” siger hun og forsætter:

Forestillingslederens note, som hun kalder sin bibel. - Foto: Leif Tuxen.
Forestillingslederens note, som hun kalder sin bibel. - Foto: Leif Tuxen.

”Der er en masse mennesker, der skal slås ihjel i ’Sweeney Todd’. I første akt er det bare en enkelt, der får halsen skåret over, men i andet akt er der flere, der skal sendes fra en barberstol ned i en sliske. Her er det virkelig vigtigt, at sikkerheden er i orden, og visse tekniske signaler afvikles ikke, før jeg giver ’go’.”

Hun er netop påbegyndt sit 12. år som forestillingsleder for Det Kongelige Teater i København, der også inkluderer Operaen. Dermed har hun afviklet et hav af forestillinger og samarbejdet med rigtig mange mennesker på forskellige produktioner gennem tiden. Alligevel kan hun navnene på over hundrede mennesker, som hun arbejder tæt sammen med på ”Sweeney Todd”.

”De kan mit navn, så selvfølgelig skal jeg også kunne deres. Selvom det er mig, der er kaptajnen på skibet, så er alle uundværlige, for det at lave teater er et maskineri, der skal fungere hver gang.”

Fra scenen går hun over til maskørafdelingen. Hun spørger hver enkelt sanger, der er ved at blive sminket, om alt er vel, og informerer dem om, at aftenens forestilling har omkring 1100 publikum. Derefter går turen ned til en af garderoberne, hvor hun banker på. En sanger åbner døren.

Anne Kristine Lauritzen hilser på i maskørafdelingen. - Foto: Leif Tuxen.
Anne Kristine Lauritzen hilser på i maskørafdelingen. - Foto: Leif Tuxen.

”Er der nogle nøgne?”, spørger hun, efterfulgt af et grinende ”øv”, da der bliver svaret nej. Sangeren forsikrer Anne Kristine Lauritzen om, at alt er, som det skal være.

Hun kigger jævnligt på sit armbåndsur, da punktlighed ifølge hende er det vigtigste for en forestillingsleder. Om en halv time begynder forestillingen, og hun gør sig klar på sin plads få meter fra scenens ene side, i det store baglokale. Foran sig har hun seks mindre skærme, der viser scenen fra forskellige vinkler, publikum og dirigenten. Lyden af violiner, celloer og bækken fra det klassiske orkester fylder det store mørke rum.

Der bliver hilst i garderoben. - Foto: Leif Tuxen.
Der bliver hilst i garderoben. - Foto: Leif Tuxen.

Anne Kristine Lauritzen trykker på en knap på hendes plads, der giver tredje og sidste ringning til publikum og signalerer, at de skal gå til deres pladser. ”Mine damer og herrer” siger hun ind i mikrofonen og beder derefter alle sangerne gå til deres pladser. Foran sig på bordet har hun en stor tyk node over forestillingen, som hun kalder sin bibel. I den står noderne til musikken, replikkerne og en oversigt over, hvornår møblerne skal ind i på scenen. Inden flere af sangerne strømmer ud på scenen, markerer de til hende, at de er på plads. Anne Kristine Lauritzen bladrer skiftevis i sin ”bibel” og kigger på de forskellige skærme.

”Jeg holder øje med, at sangerne gør det, vi har aftalt, for det, vi præsterede til premieren, skal vi gøre igen hver evig eneste aften. Vi skal huske på, at de, der har købt billetter til aftenens forestilling, har givet mindst lige så meget som publikum til premieren,” siger hun.

Der lyder klappen fra publikum, da første scene er overstået, og sceneteknikerne står klar til at afvikle scenografiskiftet. Deres øjne er fæstnet på Anne Kristine Lauritzen, der holder den ene arm strakt op i luften. Hun kigger skiftevis på dem og på skærmene, inden hun tager sin arm ned og siger ”kør”.

Forestillingen er i gang på scenen. - Foto: Leif Tuxen.
Forestillingen er i gang på scenen. - Foto: Leif Tuxen.

”Tingene skal være hundrede procent de rigtige steder, for sangerne skal kunne regne præcist med, at scenografien kører det samme sted hver gang. Derfor er det vigtigt, at alle føler sig trygge ved mig. Det er også mig, der har det sidste ord, når der opstår problemer. Ansvar er overskriften for det at være forestillingsleder – det kræver is i maven,” siger hun.

Hendes blik er igen på noterne og skærmene, da næste scene går i gang. Hun udveksler nogle ord med signaløren, hendes styrmand, der nøje holder øje med musikken og tempoet. Han bemærker, at en sanger ikke går på det nøjagtige signal, så da sangeren er tilbage, lægger Anne Kristine Lauritzen sin hånd på hans arm og forklarer vigtigheden af det.

Signaløren, der har plads ved siden af Anne Kristine Lauritzen, og som holder øje med musikken og tempoet. - Foto: Leif Tuxen.
Signaløren, der har plads ved siden af Anne Kristine Lauritzen, og som holder øje med musikken og tempoet. - Foto: Leif Tuxen.

”Jeg brænder for, at det er en bedst mulig proces, for når der er god stemning, ved man, at produktet bliver godt. Men det er stadig nødvendigt at gøre opmærksom, hvis der er nogle større forglemmelser, så det kan rettes til næste gang. Man er lidt en, der omfavner alle. For eksempel vil jeg heller ikke finde mig i, at en instruktør står og råber eller skriger ad sangerne. Det kan være rigtig voldsomt, og indimellem har det også føltes som et overgreb,” siger hun.

Anne Kristine Lauritzen stiller sig over til scenekanten for at holde øje med, at en bil, som en sanger kører, kommer ordentligt ind på scenen. Hun holder den ene arm i luften og signalerer, at sangeren kan bakke. Hun står lige nøjagtigt, så publikum ikke kan skimte hende. For selvom hun har en stor andel i det, der foregår på scenen, modtager hun ingen klapsalver, når stykket er overstået.

Anne Kristine Lauritzen holder øje med, at møblerne bliver sat ordentligt ind på scenen. - Foto: Leif Tuxen.
Anne Kristine Lauritzen holder øje med, at møblerne bliver sat ordentligt ind på scenen. - Foto: Leif Tuxen.

”Det er super fint at være hende, der har ansvaret. Det er vigtigt, at sangerne får deres applaus, for de har virkelig en stor indsats på scenen. Jeg kan blive rigtig glad og rørt på sangernes vegne, når man kan høre, hvordan publikum brager. Det er lige til at få kuldegysninger,” siger hun.

Da bilen er kørt ind, sætter hun sig godt til rette på sin røde kontorstol, som hun har hængt sin sorte blazer over. De næste 20 minutter skal der ikke flere møbler på scenen. Nu skal hun kun koncentrere sig om scenen og manuskriptet, som hun har sine øjne fæstnet på. Om en lille time er første akt overstået.