Hvad har været højskolernes røde tråd siden 1844?

I år markerer Folkehøjskolernes Forening, at den første eksamensfri danske folkehøjskole åbnede i Rødding for 175 år siden. Her giver fem historikere og højskolefolk deres bud på, hvad der har kendetegnet højskolerne gennem alle årene

Lisbeth Trinskjær er formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole. –
Lisbeth Trinskjær er formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole. – . Foto: Leif Tuxen.

"Grundtvig ville oplyse, Kold ville vække"
De første tanker om en højskole var Grundtvigs, men ifølge højskolehistoriker Lars Thorkild Bjørn, er der tydelige spor af Christen Kold i højskolernes nutid.

Hvordan opstod det særlige højskolemiljø, hvor elever og lærere bor sammen på skolen og har et uhøjtideligt samtalende forhold til hinanden. Var det der lige fra begyndelsen i 1844?

Lars Thorkild Bjørn er tidligere lærer på Grundtvigs Højskole og næstformand i Højskolehistorisk Forening.
Lars Thorkild Bjørn er tidligere lærer på Grundtvigs Højskole og næstformand i Højskolehistorisk Forening. Foto: Leif Tuxen

"Nej. På nutidens højskoler, for eksempel Grundtvigs Højskole i Hillerød, har man jo en hel masse systemer med ganggrupper, der i fællesskab diskuterer, hvordan man ordner en masse praktiske ting som udsmykning af gangen og rengøring. Det havde man jo ikke på Rødding Højskole i 1844. Hvad der ikke er så mange, der ved i dag, er, at de første højskoleelever havde en oppasser, som skulle fyre op i elevgangene og pudse elevernes sko. Det havde Grundtvig hentet inspiration til på de engelske universitetscolleges, han havde besøgt. Men det var kun, indtil Ludvig Schrøder blev forstander på Rødding i 1862. Inden da havde Schrøder besøgt Christen Kolds højskole i Dalby på Fyn, og han skyndte sig at få afskaffet oppasseren."

Så der er en rød tråd, som ikke var der lige fra starten, men kom ind med Christen Kold om, at man er jævnbyrdige. Jeg ved, at du også rent pædagogisk mener, at højskolerne i dag bygger lige så meget på Kold som på Grundtvig. Hvad var forskellen på de to?

"Christen Kold ville vække folk, så kunne man oplyse folk bagefter. Grundtvig taler ikke så meget om vækkelse til at begynde med, det er oplysning. Men Kold var klar over, at skulle man få oplysning frem, så var man nødt til at motivere folk og gøre dem interesserede først."

Så vækkelse skal ikke kun forstås i kristen forstand, men altså også at blive vakt som menneske?

"Som menneske, som samfundsborger. Christen Kold kom jo fra den kristne vækkelsesbevægelse, og han ville, at hans højskole skulle være forkyndende, hvad Grundtvig ikke ville have. En af de første forstandere på Rødding, Sofus Høgsbro, skrev, at ”dette er en folkel-ig, ikke en kristelig opdra-gelsesanstalt”. Kristendommen lå bag det hele, men formålet var at få folket vakt og oplyst."

"Behovet for dannelse er det samme"
Unges deltagelse i folkestyret og evne til at danne deres egen mening har ifølge højskolernes formand, Lisbeth Trinskjær, været formålet i 175 år.

Hvad har været højskolernes røde tråd i alle årene, siden Rødding Højskole blev grundlagt i 1844?

"I alle årene har det handlet om at danne det folk, som er folkestyrets forudsætning. Derfor peger vi som skoleform og som tænkning ind på folkestyret. Helt oprindeligt havde Grundtvig en idé om, at folket skulle have mere indflydelse på tilværelsen, men det krævede dannelse. Den dannelse, der var brug for, var på én måde dengang og er på en anden måde i dag. Men behovet for dannelse er det samme."

Lisbeth Trinskjær er formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole.
Lisbeth Trinskjær er formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole. Foto: Leif Tuxen

Og hvis højskolerne i årenes løb har været med til at skabe et Højskoledanmark, hvad handler dét så om efter din opfattelse?

"Det handler om at vide, at det er ikke alt det, der tæller, der kan tælles. Det handler om at tro på, at passion bærer langt. Det handler om at have tillid til sit medmenneske, og det handler om, at den enkelte tager medansvar for helheden."

Men der er gået mange år siden 1844. Hvordan synes du, Højskoledanmark hænger sammen i 2019?

"Vi højskoler er blevet bedre til at samarbejde, så vi hænger i højere grad sammen som et Højskoledanmark nu end for bare 10 år siden, men som nation hænger Danmark en lille smule mindre sammen, og det tænker jeg også afspejler sig i højskolernes opgave."

Der er kritikere, som har sagt, at højskolerne aldrig blev sig selv igen efter 1968-oprøret, og efter at højskolerne i de følgende årtier blev fyldt med unge langtidsledige. Hvordan ser du udviklingen siden da?

"Man kan godt møde mennesker i dag, som tror, at højskole er noget, man er på, hvis man er på overførselsindkomst. Men sådan er det jo på ingen måde. Der er også nogen, der tror, at højskole i dag kun er lal, fest, sex og ligegyldighed. Jeg ser det helt anderledes."

Der har i tidens løb været en del historier om for eksempel golfkurser. Er ordet højskole blevet udvandet til at dække alt og dermed ingenting?

"I udgangspunktet er et golfkursus måske ikke relevant. Det, der er vigtigt, er, at man møder hinanden på en helt anden måde og tager hjem fra højskolen og måske sætter spørgsmålstegn ved nogle af de værdivalg, man har truffet i sit liv. Altså hele den dannelse, den folkeoplysning, der ved siden af det enkelte fag ligger i at være på højskole."

Og så er der dem, der siger, at højskolerne ikke er for alle, men er for 4.g.’ere, middelklassens privilegerede børn, som holder sabbat efter studentereksamen. Har de ret?

"Ja, der er mange, der kommer på højskole et år eller to efter gymnasiet. Og det er vigtigt, at vi også har et tilbud til andre. På min egen højskole er eleverne lige nu mellem 18 og 84 år. Men jeg synes, det er værdifuldt for samfundet, at der er så mange unge på højskole. Her kan de nemlig aflære den vane, at de sidder og lytter efter, hvad de tror, læreren gerne vil høre. Vi synes, de skal formulere deres egne svar. Men vi mener også noget selv. En af højskolens store styrker har altid været, at hver skole er meget tydelig om, hvor den står rent værdimæssigt."

"Højskolen har smeltet Danmark sammen"
I 1800-tallet var højskolerne del af en dannelsesmæssig modkultur. Men siden var højskolerne med til at påvirke danskerne til at tro på, at de var ét folk, siger lektor i historie Jes Fabricius Møller.

Hvordan udviklede folkehøjskolen sig op gennem 1800-tallet?

Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet og forfatter til blandt andet ”Grundtvigs død”.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet og forfatter til blandt andet ”Grundtvigs død”. Foto: Leif Tuxen

"Grundtvig var fra 1830’erne og frem optaget af stændertidens ophør, altså at samfundet skulle være delt i stænder. Derfor skulle det heller ikke være forbeholdt bybefolkningerne at blive dannede og uddannede. Det var noget nyt, at bønderne overhovedet blev regnet for mennesker, der kunne lære noget. Det lykkedes at få stablet en række højskoler på benene, som kunne give bønderne dannelse, men det, der ikke lykkedes, var at sammensmelte bykulturen og landkulturen. En af årsagerne var, at bønderne i forsøget på at få en plads i samfundet ikke ville imitere bykulturens dannelsesideal, men i stedet udviklede deres egen alternative dannelseskultur. Det gjorde man i folkelighedens navn, fordi man mente, at det egentlige folk er dem, der dyrker jorden. Men højskoledannelsen forblev en modkultur."

Så i 1901 sker der ikke alene det, at højskolebevægelsen har vokset sig stærk, men at bøndernes politiske parti, Venstre, kommer til magten. Hvad betyder det for Højskoledanmark?

"Man kan sige, at hvad der ikke lykkedes i det 19. århundrede, det lykkedes faktisk i det 20. århundrede, nemlig at samle danskerne omkring én tanke og få alle danskere til at tro, at de var ét folk. Dermed ophører bøndernes højskoledannelse med at være modkultur, og jeg mener, at man kan sige, der sker en amalgamering, altså en sammensmeltning, af bykultur og landkultur."

Men sammensmeltningen er ikke mere omfattende, end at der stadig var stor forskel på by og land i 1920’ernes Danmark, og på højskolerne var eleverne stadig unge fra landet, der blev undervist i landbrugsfag?

"Ja, tag sådan noget som folkeskolen. Det er de færreste i dag, der ved det, men helt frem til 1958 havde vi to forskellige skolesystemer, et på landet og et andet i købstæderne. Hvis man som ung fra landet ville lære mere, var det naturlige sted at fortsætte ikke gymnasiet og universitetet, men efterskolen eller højskolen. Og efterhånden gjorde den teknologiske udvikling, at unge på landet ikke kunne lære det hele hjemmefra. Derfor var det naturligt, at højskoler havde kurser i emner som kornavl, pleje af husdyr og mejeridrift."

Hvor meget er der så tilbage i dag af den højskole, som fandtes for 100 år siden?

"Højskolerne har siden da udviklet en meget stor mangfoldighed af fag. Og der er for mig stort set ingen grænse for, hvad man kan undervise i. Men det, som er vigtigt, er, at højskolen er defineret ved, at formålet ikke er defineret udefra. Det er ikke finanspolitikken eller arbejdsmarkedspolitikken, der skal bestemme, hvad man skal lære og hvordan. Højskolen er en af de sidste institutioner i Danmark, som ikke er underlagt en eller anden instrumentalisering, men er et sted, hvor unge mennesker kan tage hen og lære, fordi de gerne vil. De er nysgerrige og søger viden og indsigt om verden, om samfundet og om sig selv."

"Højskoler skal bidrage til dagsordenen"
Højskoler har altid haft til opgave ikke kun at passe sig selv, siger tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen.

Hvis vi går tilbage til 1950’erne, så nød højskolerne stor respekt i samfundet dengang. Hvorfor?

"I det 20. århundrede var den store højskolemand uden sammenligning Knud Hansen, som var forstander på Askov Højskole 1953-1968. Han samlede et helt dream team af litterære sværvægtere som undervisere, blandt andre Ole Wivel og Tage Skou-Hansen. Der skete på det tidspunkt en lykkelig forbrødring mellem folkeoplysning og den akademiske verden."

Jørgen Carlsen var forstander på Testrup Højskole 1986-2017 og er formand for Højskolesangbogsudvalget.
Jørgen Carlsen var forstander på Testrup Højskole 1986-2017 og er formand for Højskolesangbogsudvalget. Foto: Leif Tuxen

Så højskoleforstandere og -lærere var bredt kendt i samfundet som kunstnere og debattører?

"Ja, der var et berømt møde på Krogerup Højskole i 1960, hvor daværende statsminister Viggo Kampmann (S) inviterede kunstnere og højskolefolk til at være med til at afstikke kursen for fremtidens Danmark. Dengang var det naturligt, at en sådan debat foregik på en højskole."

Hvor gode har højskolefolket siden været til at påtage sig denne rolle som samfunds-dagsordensættere?

"Jeg ved ikke altid, hvor gode man har været til det at tage den udfordring op. Men det var mit ønske, dengang jeg var forstander på Testrup, at man skulle fastholde højskolen som en slags samvittighedslaboratorium for samfundet. Et sted, hvor man uafhængigt af den enkeltes interesser prøver at sætte fokus på det fælles bedste."

Der var en lang periode fra 1968 og frem til 1990’erne, hvor højskolerne fik ry for at være et sted med lal og druk. Hvordan ser det ud i dag?

"Jeg kan huske, at min yngste datter for otte-ti år siden var praktikant på Radio24syv og til et redaktionsmøde hørte nogen sige: ”Nu skal vi passe på, at der ikke går højskole i det.” Hun spurgte nysgerrigt, hvad de mente med det, og det var, at det ikke skulle blive for intellektuelt. Tidligere ville man måske have forbundet det med halm i træskoene og rundkredspædagogik. Jeg synes også, der er nogle af de nye højskoleforstandere, som er kulturpersonligheder og blander sig i debatten igen. Ligesom man gjorde i gamle dage. Før da var der et interregnum (en kongeløs tid, red.) i temmelig lang tid, hvor kun få af os talte om andet end højskoler. Min holdning har altid været, at jeg gider ikke være en højskolemand, der hele tiden taler om højskolens nødvendighed. Det skal andre gøre. Men vi kan tale om, hvad der er vigtigt i samfundet."

"Rødding var ikke den første"
Den eksamensfri danske folkehøjskole begyndte i 1844, fortæller historiestuderende Mikkel Skovgaard.

Hvis vi går tilbage til 1950’erne, så nød højskolerne stor respekt i samfundet dengang. Hvorfor?

"I det 20. århundrede var den store højskolemand uden sammenligning Knud Hansen, som var forstander på Askov Højskole 1953-1968. Han samlede et helt dream team af litterære sværvægtere som undervisere, blandt andre Ole Wivel og Tage Skou-Hansen. Der skete på det tidspunkt en lykkelig forbrødring mellem folkeoplysning og den akademiske verden."

Mikkel Skovgaard studerer historie ved Københavns Universitet og skriver speciale om de tidligste højskoler, herunder højskolerne i Rendsborg og Sundbylille, der kom før Rødding Højskole.
Mikkel Skovgaard studerer historie ved Københavns Universitet og skriver speciale om de tidligste højskoler, herunder højskolerne i Rendsborg og Sundbylille, der kom før Rødding Højskole. Foto: Leif Tuxen

Så højskoleforstandere og -lærere var bredt kendt i samfundet som kunstnere og debattører?

"Ja, der var et berømt møde på Krogerup Højskole i 1960, hvor daværende statsminister Viggo Kampmann (S) inviterede kunstnere og højskolefolk til at være med til at afstikke kursen for fremtidens Danmark. Dengang var det naturligt, at en sådan debat foregik på en højskole."

Hvor gode har højskolefolket siden været til at påtage sig denne rolle som samfunds-dagsordensættere?

"Jeg ved ikke altid, hvor gode man har været til det at tage den udfordring op. Men det var mit ønske, dengang jeg var forstander på Testrup, at man skulle fastholde højskolen som en slags samvittighedslaboratorium for samfundet. Et sted, hvor man uafhængigt af den enkeltes interesser prøver at sætte fokus på det fælles bedste."

Der var en lang periode fra 1968 og frem til 1990’erne, hvor højskolerne fik ry for at være et sted med lal og druk. Hvordan ser det ud i dag?

"Jeg kan huske, at min yngste datter for otte-ti år siden var praktikant på Radio24syv og til et redaktionsmøde hørte nogen sige: ”Nu skal vi passe på, at der ikke går højskole i det.” Hun spurgte nysgerrigt, hvad de mente med det, og det var, at det ikke skulle blive for intellektuelt. Tidligere ville man måske have forbundet det med halm i træskoene og rundkredspædagogik. Jeg synes også, der er nogle af de nye højskoleforstandere, som er kulturpersonligheder og blander sig i debatten igen. Ligesom man gjorde i gamle dage. Før da var der et interregium (en kongeløs tid, red.) i temmelig lang tid, hvor kun få af os talte om andet end højskoler. Min holdning har altid været, at jeg gider ikke være en højskolemand, der hele tiden taler om højskolens nødvendighed. Det skal andre gøre. Men vi kan tale om, hvad der er vigtigt i samfundet."