Hvis du beslutter at donere dit legeme til fakultetet, kommer det til stor gavn for de sundhedsvidenskabelige uddannelser, for forskning i sygdomme og ved udvikling af nye behandlingsmetoder, står der på Københavns Universitets brochure til kropsdonorinteresserede. Men hvad siger du egentlig ja til, når du testamenterer din krop til videnskaben? Det svarer professor Jørgen Tranum-Jensen, leder af donationsprogrammet på Københavns Universitet her på.
Hvad kræver det, hvis jeg vil donere min krop til videnskaben?
Det kræver, at du er myndig og ved din forstands fulde brug, således at du forstår rækkevidden af din beslutning. Testamentedokumentet skal derfor underskrives af to vitterlighedsvidner eller din egen læge. Vi gemmer en kopi af testamentet og sender originalen tilbage til dig sammen med et donorkort til din portemonnæ. Vi tager os af kropsdonationer øst for Storebælt, mens Aarhus Universitet og Syddansk Universitet tager sig af donationer i deres områder.
Hvad nu hvis min familie ønsker en afskedshøjtidelighed?
Det er bestemt muligt. Af hensyn til de pårørende har vi sat en grænse på, at vi skal have afdøde på instituttet inden for fire døgn efter døden. For ellers vil donationen i mange tilfælde være blevet værdiløs. Jo tidligere vi får det, jo mere værdi har det.
Hvad sker der med mit lig inde på instituttet?
Ved ankomsten træffer vi beslutning om, hvor liget kan gavne mest – afhængig af dets tilstand og vores øjeblikkelige behov. Det kan bruges til dissektionskurser for studerende, hvilket kræver, at vi konserverer det først. For liget må ikke gå i forrådnelse, og jeg skal også kunne garantere, at der ikke er nogen infektionsrisiko for de studerende. Konserveringsprocessen tager et år, og liget vil typisk blive anvendt inden for det følgende halvår. Grænsen for, hvor længe afdøde kan være i vores varetægt, er derfor to år.
Et større antal lig bliver brugt til efteruddannelseskurser for kirurger, der øver operative indgreb på afdøde. Her kan højrisikokirurgi såvel som mere almindelige indgreb indøves uden tidspres – og uden risiko for at skade et levende menneske.
Sidste mulighed er, at dit lig bliver brugt til forskningsformål. Til det bruger vi som oftest de mest ”friske” lig, som vi har fået ind dagen efter dødsfaldet.
Hvad gør I for at sikre, at kroppen behandles respektfuldt?
Det kommer helt af sig selv. Jeg oplever, at alle – studenter såvel som læger – udviser stor taknemmelighed og respekt for den gave, som den pågældende har givet. Der er ingen dumme vittigheder. Tværtimod er de studerende benovede. Jeg holder en lille ”prædiken” for at få dem til at tænke over, hvordan de skal modtagen gaven og bruge den i den ånd, hvori den er givet.
Etikken kan egentlig ikke være smukkere. De levende arbejder med de døde, men de døde arbejder også med de levende. Der sker en modningsproces i hovedet på studerende under kurset. Det er en øvelse i det, man kalder ”klinisk distance”, hvor de bevarer deres medmenneskelige empati, men samtidig kan se nøgternt objektivt på legemet.
Kan jeg fortryde, når først jeg har udfyldt erklæringen?
Ja, selvfølgelig. Du skal blot kontakte instituttet, og så annullerer vi testamentet.
Hvor ender mit lig, når instituttet ikke skal bruge det længere?
Proceduren er, at vi kontakter den bedemand, som bragte liget til instituttet, og som ligger inde med oplysninger om, hvad der skal ske med liget bagefter. Enten på baggrund af affødes egne ønsker, eller hvad de pårørende har besluttet efter dødsfaldet.