Det årlige juleoptog, den glitrende firmajulefrokost og juletræstændingen på torvet er som så meget andet i 2020 aflyst på grund af coronapandemien.
Men de fleste af os kan stadig mødes med vores nærmeste og varme os på gløgg, adventshygge og ikke mindst julens budskab. Måske er der endda ekstra god grund til det lige netop i år, hvor coronavirussen har skabt utryghed og ensomhed.
Det lader der i hvert fald til at være stemning for på det sociale medie Twitter, hvor man blandt andet kan læse, at ”2020 har brug for jul”, at ”juletræer hjælper på alt, også 2020”, og så en tilståelse fra en bruger, der allerede den 10. november i sit hjem indrømmede at være ”gået amok i en rus af julekugler og lyskæder”.
Og noget kan tyde på, at mange danske stuer har stået fuldt juleoppyntede i ugevis. Den internetbaserede dekorationsforhandler Hofflands oplyser nemlig, at salget af julepynt i år begyndte en måned tidligere end sædvanligt. Ligeledes meldte en anden internetforhandler af pynt, Juleeventyr, i midten af november om et salg, der samlet set var 50 procent højere end normalt. Også internetbutikken Nisseshop fortæller, at julesalget i 2020 sammenlignet med andre år både er skudt i gang tidligere og har været større.
I virkeligheden er det ikke så mærkeligt, at vi i et år, der har været tynget af usikkerhed og coronatræthed, hungrer efter noget så urokkeligt og tilbagevendende som jul. Det vurderer psykolog Sisse Find Nielsen.
” Traditioner skaber genkendelighed og sammenhold. Nu ved vi, hvad der kommer, og vi ved, at det er noget stabilt. Det giver en kolossal tryghed, at der er noget udefra, som spejler, hvor vi før har været. Vi siger til os selv, at ’ja, i år har jeg været nervøs og bange, men jeg er alligevel i de omgivelser, hvor jeg står og bager jødekager, akkurat som jeg plejer,’” siger hun.
Det handler også om en insisteren på, at det hele skal være, som det plejer. Når julemanden i år ikke står nede på torvet og tiltrækker horder af mennesker, køber vi ekstra julepynt til vores hjem og gør en indsats for, at julen alligevel kommer til at smage, som den plejer at smage, forklarer Sisse Find Nielsen.
Men hvis vi for en kort bemærkning ser bort fra coronapandemien, mener hun i øvrigt, at der er noget helt generelt i tiden, som får julen og dens traditioner til at føles tiltrængt.
”På mange måder er moderne mennesker jo nogle løsrevne identiteter. Vi kan være, lige hvad vi har lyst til – hetero, homo, regnbuefamilie eller karrieremenneske uden børn. Der er ikke rigtig noget, der samler os, og vi tvivler rigtig meget på, hvem vi er som mennesker. Derfor kan det opleves som lidt befriende, når nogen for en gangs skyld fortæller os, hvad vi skal gøre. At nu skal vi bare holde jul, som vi plejer. For så ser vi også ser os selv som del af en kollektiv tradition og et fællesskab med andre mennesker,” siger Sisse Find Nielsen.
Det er bare ikke alle, der i år kan gøre, som de plejer og tage del i et fællesskab. Det gælder for eksempel mange ældre uden pårørende. Med anbefalingen om at aflyse alle foreningsarrangerede julefrokoster og sammenkomster røg deres julefejring nemlig i vasken. Det fortæller David Vincent Nielsen, der er social-humanitær konsulent i Ældre Sagen.
”For ældre uden et stort netværk bliver julen tristere og mere ensom, end den plejer at være. Det er uundgåeligt. Så også i juletiden rammer coronapandemien dem med de svageste netværk hårdest,” siger han.
Der vil dog også være ældre mennesker med pårørende, tilføjer han, som holder sig væk fra ikke-aflyste sammenkomster på grund af smittefrygt, selvom hovedreglen er, at man godt kan være sammen med raske børn og børnebørn.
”Jeg håber da, at de fleste vil følge de gældende retningslinjer og være sammen med deres nære familie i juledagene, hvis de altså er raske. Men det er i øvrigt en skrøne, at ældre nødvendigvis vil holde jul til sent ud på natten med børnefamilier. Nogle foretrækker måske en stille juleaften og så et familiebesøg én af juledagene,” siger han.
For at tage hensyn til dem, der ærgrer sig over at gå glip af sammenkomster, anbefaler David Vincent Nielsen dog at maksimere alt det, man godt må.
”Vi kan have digital kontakt og ringe lige så meget til hinanden, som vi overhovedet kan og har lyst til. Hvis man af en eller anden grund ikke ved, om man kan være sammen med sine ældre, kan man jo også køre hen med nogle lækkerier og hilse på dem igennem døren eller skrive et sødt julekort,” siger han.
Og så bør vi allesammen, de steder i landet vi nu bor, være særligt opmærksomme på de ældre eller naboer, som, vi ved, har begrænset social kontakt eller helbredsproblemer, fortæller han:.
”Der er brug for, at vi hver især er opmærksomme på de mennesker i vores umiddelbare nærhed, som ikke har et stort netværk. Jo længere tid coronapandemien står på, desto mere udtalt bliver ensomheden jo.”
Tanken om at gøre noget for vores medmennesker i december – hvad enten de er gamle eller unge – tilslutter Hanne Jul Jakobsen sig. Hun er sognepræst i Møllevangskirken i Aarhus og fortæller, at vi især i år har et ansvar for at minde hinanden om budskabet i advent og jul.
”I advents-og juletiden plejer vi at rykke sammen og varme os på fællesskaber og god mad. Vi siger ’julen er hjerternes fest’ og har svært ved at forestille os en jul uden krammere og komsammen. I år må vi sige, at ’julen er de bange hjertes fest’, og vi får som kirke og medmennesker den særlige opgave at minde hinanden om, at Jesusbarnet i krybben godt nok ikke sætter punktum for hverken pandemier, had eller kulde, men det sætter sig igennem som lys og fred,” siger hun og fortsætter:
”Ikke fred, som fredelig og uden fare, men den fred, som ikke sætter punktum eller giver op. Den fred, som insisterer på, at der ikke findes situationer, der er så svære, at de ikke kan løsnes. Der insisterer på, at fredens vej ikke ender blindt med et punktum. Det er lyset og håbet, som bliver sat foran os. Og det har vi ligesom de bange hyrder på marken i Betlehem virkelig brug for at få fortalt i år. Af engle og af hinanden.”