Prøv avisen
Interview

I Helvede finder man sig selv

Instruktør Peter Langdal (til venstre), forfatter Kenneth Bøgh Andersen og hovedrolle-indehaver Oscar Dietz. – Foto: Martin Mydtskov Rønne

Instruktør Peter Langdal er på trapperne med en djævelsk familiemusical med vigtige livslektier, flyvende skuespillere og nye musiknumre

Filip på 13 år er en god dreng. Han er så god en dreng, at han kommer til at regne forud, når han har lektier for i matematik, og så hedder han endda ”Engell” til efternavn. Men pludselig en dag kommer han ud for en ulykke, der koster ham livet, og ved en fejl ender han i Helvede. Og hvad gør man så?

Det skal karakteren Filip finde ud af i den nye familiemusical ”Djævelens lærling”, som har premiere i november. Den er baseret på en dansk børnebog af samme titel fra forfatteren Kenneth Bøgh Andersen, og det er første gang, historien med sine store temaer overføres til et andet medie.

Instruktør Peter Langdal har ikke berøringsangst over for historiens djævelske landskab eller formidlingen af det til familier og børn i alle aldre.

”Drengen kommer fra et sted, hvor alt er tabu. Han er så god og følsom og elsket af sin mor, at det halve kunne være nok, men når man bevæger sig ud i verden, så er ondskaben der jo også nogle gange, og den skal man lære at forholde sig til,” siger Peter Langdal.

Men ondskab kommer ikke kun udefra, som historien minder publikum om. I Helvede starter Filip i ”ondeskole” og lærer blandt andet at lyve, så han kan blive en god djævel. Han har altid været meget flittig i skolen og gør sit bedste for at være en god elev og gøre Djævelen glad. Han er så dygtig, at han på et tidspunkt bliver rigtig nederdrægtig og selvoptaget. For Peter Langdal er det et budskab om balance og om at lære at finde sig selv.

”Han skal lære at stå ved sig selv og ikke kun være behagesyg og gøre andre glade hele tiden. Gennem sin rejse får han perspektiveret sin egen måde at være til på. Hvordan finder man balancen mellem at være god ved andre og samtidig respektere sig selv? Hvem er jeg, og hvilken virkning har jeg på andre? Det er spørgsmål, som mange børn er optagede af,” siger han, og nævner sine egne børn. Han har fem af slagsen, hvoraf de tre yngste er 8, 10 og 12 år.

”Min datter er meget følsom lige nu og tænker alt for meget på andre hele tiden. Hun skal lære at mærke efter, hvad hun selv har lyst til. I den alder begynder man at lære at leve i pagt med sine egne drømme og længsler, samtidig med at man indgår i en social sammenhæng. I historien sættes modsætningerne på spidsen, men det er en fantastisk og nem måde at behandle nogle enorme temaer på,” siger han.

Selvom det er de færreste, der har været på besøg i Helvede, tror Peter Langdal, at de fleste vil kunne relatere til Filips rejse. Bortset fra, at folk har horn i panden og haler på bagdelen og kommer til at flyve rundt med deres dæmonagtige vinger på scenen, minder Helvede i historien på mange måder om de levendes verden med en hverdag, skole, skolekammerater og biografture. For Peter Langdal er det ingen tilfældighed.

”Hovedpersonen bliver mobbet utrolig meget i skolen, og en af historiens pointer er, at virkeligheden kan føles som Helvede på jord, hvis man har det dårligt,” siger han, og har stor tiltro til sit unge publikums evne til at tage imod budskaberne:

”Børn er jo nysgerrige på historier, og generelt sultne på at lære at stå ved egne følelser. De forstår historier på deres egen måde, og voksne forstår dem på en anden. Det er ikke anderledes end at læse H.C. Andersens eventyr,” siger han, og tilføjer, at han ikke tænker for meget over at fortælle historien pædagogisk:

”Jeg forestiller mig bare, hvordan jeg ville fortælle den til mine egne børn, hvis vi sad omkring spisebordet. At fortælle historier til børn er slet ikke så mystisk.”