Den orange gulerodsstav siger knæk, idet en kvinde med briller omhyggeligt skærer den i to med kniv og gaffel. Bestik skraber mod porcelæn. Tænder tygger. Køledisken summer. 35 sæt lunger trækker vejret. Ellers er der tyst i spisesalen på Struer Højskole. Klokken er 12.30, og den daglige stille frokost er i gang.
På små tallerkener har højskoleeleverne, der her på Struer Højskole kaldes kursister, stænger af orange gulerødder, røde og gule pebre, grønne agurker og guacamole, lilla rødkål og brune kyllingedeller stegt i gult kikærtemel liggende.
En kvinde med briller tager små bidder og lægger kniv og gaffel på siden af tallerkenen efter hver bid. Hun ser ud i luften, mens hun tygger. Der er ingen mobiler til at forstyrre hende eller de andre 29 kursister og seks lærere i de 20 minutter, frokosten varer. Der er kun en tallerken med mad.
Anika Karlsen Thor, der er daglig leder af Struer Højskole, fortæller, at de startede konceptet med de stille frokoster, fordi de gerne vil arbejde med sundhed indefra. For på Struer Højskole er det netop sundhed, der er i fokus. Mental, fysisk og social. En stor del af kursisterne kommer der med et ønske om at tabe sig ved at få en sundere livsstil. Højskolen har før forsøgt sig med kostplaner og vejning af maden, men det blev for surt, fortæller Anika Karlsen Thor. Og desuden havde mange af kursisterne svært ved at tage det med hjem, når de stoppede på højskolen.
Ifølge Anika Karlsen Thor kan den tavse frokost give kursisterne en mere varig tilgang til, hvordan de kan leve sundt:
”En mindful spisning betyder, at man mærker efter, hvad man har brug for. Og så tager man en beslutning indefra. Så kan man spørge sig selv: Har jeg brug for en ekstra portion, eller er jeg faktisk mæt?”.
Desuden anbefaler skolen, at man lægger bestikket ned mellem hver bid. Det får måltidet til at vare længere tid, så man kan nå at mærke, om man er mæt. Idéen er inspireret af tidens mindfulness-bølge, der har rødder i buddhisme. I mindfulness forsøger man, at dreje opmærksomheden hen mod det, der sker i det givne øjeblik, for at skabe en indre ro og fokus.
En af de kursister, som har haft stor glæde af de tavse frokoster, er 47-årige Arne Kjær fra Amager i København. Han gik første gang på Struer Højskole i 2014, da skolen stadig hed Struerskolen. I dag er han formand for højskolens støtteforening og er tilbage på skolen i to uger for at minde sig selv om de gode vaner og for at slappe af.
Før han startede på kurset, vejede han 170 kilo. Men under og efter højskoleopholdet gled kiloene lige så stille af ham, og i dag er han 70 kilo lettere. Og det takker han blandt andet den tavse frokost for.
”Stilheden har gjort, at jeg har nået at stoppe op og mærke efter.”
Før spiste Arne Kjær på følelser, som han siger. Når han var glad, og når han var ked af det. Han kunne snildt spise grillmad for 200 kroner fire gange om ugen. Og i stedet for vand drak han op til tre liter Cola om dagen.
Det var blevet en vane for ham at købe sundt ind i et supermarked og så bagefter køre forbi tanken og købe slik. For så var det bare ekspedienten, der så det. Han gik ikke i biografen eller i Tivoli. Han var bange for, at folk ville kigge på ham. Og ræd for, at han ville være for stor til sæderne.
Men en dag blev det nok for ham. Hans venner havde prikket til ham i længere tid. De var bange for, at den dengang 42-årige ikke ville se de 50 år.
Han husker, at han var på vej til Frederiksværk, hvor han var frivillig håndboldtræner. Men midt på landevejen sagde hans motor en høj lyd, og så gik den i stå. Det var dråben. Han havde ondt i kroppen, i ryggen og benene. Han havde diabetes 2 og forhøjet kolesteroltal. Og spillerne på hans hold var blevet sløve og gad ikke dukke op til træning. Og nu var hans bil også gået i stå. Da han kom hjem, besluttede han sig for, at nu ville han ændre sit liv.
”Det er lige mig,” tænkte han, da han så beskrivelsen for skolen i Struer på internettet.
”Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle noget, så skulle det være livsstilsændringer og ikke bare en kur.”
Den stille frokost blev en del af hans livstilsændring, da han startede på skolen. Den første gang syntes Arne Kjær, at det var grænseoverskridende. For man kunne høre lyde, som man ellers ikke plejede at høre i så store forsamlinger. Klirren fra bestik og folk, der tyggede og smaskede. Men da de første akavede minutter var gået, forsvandt hans nerver, og han kunne nyde roen. Arne Kjær begyndte at lægge mærke til, hvad der var på tallerkenen. Farverne og smagen.
”Jeg nød maden meget mere.”
Og allerede den første dag spiste han bare en enkelt tallerken mad.
I spisesalen på Struer Højskole er der stadig stille. De fleste er halvt igennem deres tallerken. I et stille tempo smages der på maden. Pebrene er saftige. Guacamolen er blød.
Udenpå er kyllingedellerne sprøde og indeni saftige og bløde. De smager af salt og umami. Og sammen med den friske og lidt seje rødkålssalat giver det en god balance.
Højkolens daglige leder, Anika Karlsen Thor, har tænkt på, om det overhovedet er i orden, at man på en højskole sådan lukker ned for dialogen. For som hun selv påpeger, så handler mange af Grundtvigs tanker om, at det er gennem dialogen, at man danner og udvikler sig.
Men i stilheden kan der ske en anden form for dannelse, mener hun.
”I dag er dannelse vel lige så meget at tænke over, hvordan man selv skal være i verden.”
Og når man i 20 minutter om dagen skal være stille, så kan man reflektere over sig selv og blive bevidst om, hvad man gør. Anika Karlsen Thor mener, at det kan være med til, at kursisterne lærer sig selv bedre at kende. De fleste bliver i hvert fald mere bevidste om deres forhold til mad.
Desuden påpeger Anika Karlsen Thor, at kursisterne har resten af døgnets 23 timer og 40 minutter til at tale sammen.
De 20 stille minutter i højskolens spisesal er gået. Motionslærer Thomas Smith bryder stilheden: ”Ordet er frit.”
Først er kursisterne tavse, men så begynder snakken lige så stille at fylde spisesalen.
Arne Kjær er godt tilfreds: ”I dag skulle jeg kun have en portion, så følte jeg mig mæt. Jeg levnede faktisk et lille stykke agurk og en enkelt tomat.”