Klima, flygtninge og ligestilling er ikke kun temaer, der er forbeholdt det voksne publikum. Efteråret og vinterens teatersæson byder på forestillinger, der præsenterer samfundets storpolitiske temaer i børnehøjde.
Et af de teatre, der har flere stykker med politisk fokus på programmet, er Zangenbergs Teater i Indre København. I efteråret spiller teatret blandt andet ”Klimadilemma”. En forestilling, der undersøger, hvordan det går med at få alle de klimavenlige gerninger ind i hverdagslivet som at skrue ned for kødet, flyrejser og forbrug, hvilket kan være en udfordrende affære.
Teaterchef på Zangenberg Teater Thea Kulavig ønsker, at teatret skal afspejle den tid, som børn og unge lever i, hvilket de helt konkret gør ved at holde to workshops årligt, hvor deres egen målgruppe, altså børn og unge, tager direkte del i produktionen af stykkerne.
”Når vi producerer forestillinger, som kommer direkte fra vores publikum og fra den tid, de lever i, har det været interessant for os at opdage, at der er en ungdomsgeneration lige nu, der er enormt klimabevidste, og generelt er de bare meget politisk aktive,” siger Thea Kulavig.
Og Thea Kulavig understreger, at det er nødvendigt at invitere målgruppen ind:
”Det kan da godt være, at vi tror, vi kan huske, hvordan det er at være 14, 15, 16 år, men det kan vi jo ikke, og verden er i høj grad også anderledes nu end dengang,” siger hun og tilføjer:
”Vores fokus er altid at afspejle den verden, vi lever i. Og hvad er politik? Politik er jo alting. Det er både vores målgruppes fortid, nutid og fremtid. Vores mål er ikke at være et politisk teater, men det bliver vi altid alligevel.”
Sidste år vovede teateret sig ud på gyngende grund, da de valgte at italesætte tunge temaer som ensomhed, skam og skyld ved at lægge scene til en nyproduceret børneopera.
”Vi voksne var spændte på, om børnene kunne håndtere en forestilling, som på mange måder var dyster, men da de kom ud af salen, havde de oplevet en genkendelig hverdag med temaer, som de kender alt til, og tilmed sang de nu også opera. For os på Zangenbergs Teater handler det om at tale direkte ind i øjnene på vores publikum eller lidt hen over hovedet, men aldrig tale ned. Fordi vi producerer forestillinger til en ungdomsgeneration, som forstår og ved meget mere, end vi går og tror,” siger Thea Kulavig.
Men er det muligt, at nogle temaer simpelthen er for tunge for det unge publikum? Kunne man forestille sig, at man lagde en byrde på de smalle skuldre, når de på scenen præsenteres for flygtningekrise, klimakrisens konsekvenser og en verden præget af ulighed mellem køn og samfundslag? Ikke hvis man spørger Pernille Welent Sørensen, der har en master i psykologi og er i gang med en ph.d.-afhandling om børns møde med scenekunsten på Roskilde Universitet.
”Der er en forestilling om, at børn ikke forholder sig til politiske problemstillinger, men det gør de i stor stil. Det er spørgsmål, som er til stede i deres liv i forvejen, og derfor er der ingen emner, som er for tunge at tage op. Kunsten udspringer af vores hverdag, og børn bliver ikke mere deprimerede end voksne af at blive konfronteret med store emner,” siger hun.
Ifølge Pernille Welent Sørensen er teater og kunst en måde at bearbejde verden på, da den skaber et sprog for det, man kan have svært ved at udtrykke sig om. Og når tæppet er faldet, er det op til de voksne at begynde bearbejdelsen:
”Stykket har måske skabt en bro til nogle følelser, man ellers ikke var i stand til at udtrykke, og her er det en god mulighed for de voksne til at gå i dialog med børn og unge og give det oplevede betydning og fylde. På den måde kan det oplevede bruges til at begribe hverdagen og de dilemmaer, man møder fremadrettet,” siger Pernille Welent Sørensen.
Selvom det er tabuiserede emner eller store politiske temaer, der udspiller sig på scenen, forklarer Pernille Welent Sørensen, at det er karakteristisk for teater for børn og unge, at stykkerne sjældent ender dystert.
”De fleste børneforestillinger opererer med et lille håb. Der er en slags konsensus om, at det er en følsomhed, vi skylder at vise den unge generation.”
Store politiske temaer tilsat en smule håb er dog noget, der hører nyere tids børneteater til. Man skal nemlig ikke langt tilbage i historien for at finde børneteater, som mest bestod af forestillinger baseret på de store klassikere, der kunne bruges til at understøtte skolernes danskundervisning. Det fortæller Stig Jarl, der er teaterforsker og lektor ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet.
”I 1920’erne etableres Dansk Skolescene, som har et traditionelt dannelsesbegreb med hovedvægt på klassikere, men da Dansk Skolescene går konkurs i 1968, sker der store ændringer for børneteateret,” siger han.
I takt med den oprørske tid i slutningen af 1960’erne opstår der, i opposition til Dansk Skolescene, små børneteatergrupper, som ønsker at lave teater i øjenhøjde med børnene, men som også har et ærinde:
”Børneteatrene så sig selv som et redskab, der skulle andet og mere end at formidle kulturarv og få børnene til at grine. Helt i tidens ånd var det børneteatrenes ærinde, at børnene ikke blot skulle overtage de voksnes og systemets holdninger, men de skulle til at tænke selv,” siger Stig Jarl.
Begyndelsen af 1970’erne er det politiske gruppeteaters tid, og nogle stykker havde en bastant politisk dagsorden, som søgte at forklare imperialisme og kolonialisme i børnehøjde.
”Men de fleste børneteatre havde faktisk fokus på børnenes hverdag med stykker om mobning, seksualitet, problemer i familien og lignende. Der var imidlertid en del, som følte sig provokeret af de nye tanker, og i 1970’erne var det ikke ualmindeligt, at begrebet indoktrinering blev brugt i kritikken af børneteater,” siger Stig Jarl.
I 1980’erne og 1990’erne var det sjældent at se teater med en direkte politisk dagsorden, men i kraft af offentlige støtteordninger var børneteateret blevet en fast del af teaterlandskabet. Ifølge Stig Jarl fortsatte forestillingerne med at vise verdens modsætninger for børnene og hjælpe dem til at blive selvstændige og ansvarlige unge mennesker. Akkurat, som man ser i børneteateret i dag, hvor det langtfra kun er gamle klassikere, børnene præsenteres for på scenen.