Prøv avisen
Interview

”Jeg tror, at alle krigsveteraner ville have godt af en uge på teaterskole”

Gennem 10 år som soldat var Palle Würtz ifølge ham selv mere sin uniform end Palle. På Betty Nansen Teatret har han her fundet og iført sig en del af uniform – af en noget ældre karakter. – Privatfoto.

Palle Würtz er en af de fem ptsd-ramte krigsveteraner, der til oktober kan opleves i Betty Nansen-forestillingen ”My Deer Hunter”. Han beskriver mødet med teaterverdenen som et rørende skridt i vejen mod at blive et helt menneske igen

En dag i 2015 fandt Palle Würtz sig selv med et jagtgevær pegende indad. Tidligere på dagen havde han forladt hjemmet i Holstebro for at tage på jagt i et nærliggende naturområde, men nu sad han i stedet med geværet rettet mod egen krop. I 2020 befandt den nu 36-årige tidligere soldat sig i samme situation igen.

Ikke en lignende situation som følge af den samme afgrundsdybe fortvivlelse, men en decideret genindspilning af den dag fem år tidligere, hvor han overvejede at gøre en ende på det hele.

Palle Würtz var som sergent i det danske forsvar udsendt til Afghanistan ad to omgange. Og han er en af fem danske krigsveteraner, der kan opleves i forestillingen ”My Deer Hunter”, der spilles på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København til oktober. Det var under prøverne til den forestilling, at Palle Würtz tidligere på foråret sad på scenen, mens han minutiøst gennemgik de sekunder, der var tæt på at være hans sidste. Udefra virker det overvældende at genbesøge et så dystert øjeblik foran et helt teaterhold, men for Palle Würtz var det rammen, der gjorde det særligt virkningsfuldt.

”Selvom jeg har fortalt om mit selvmordsforsøg en del gange, er jeg aldrig på den måde gået i dybden. Jeg lagde alt på bordet og beskrev det detalje for detalje, nærmest som jeg observerede mig selv udefra. Hvordan jeg sad. Hvad der var rundt om mig. Hvordan jeg holdt jagtgeværet. Jeg brækkede det helt ned i enkeltdele, for at det kunne udnyttes dramaturgisk, men det gjorde det også ret håndgribeligt for mig selv,” husker han.

Dagen efter måtte de lukke ned på grund af coronakrisen, og forestillingen blev rykket fra april til oktober. Selvom projektet endnu ikke er ført til ende, beskriver Palle Würtz det som ”et stort skridt i retning af at blive et helt menneske igen”.

”Jeg vil næsten sige, at det er noget, alle veteraner burde igennem. Ikke nødvendigvis at stå på en scene, men et par uger på en teaterskole, hvor man lærer nogle greb, der hjælper en til at se sig selv lidt udefra. Det, at jeg kunne ’reenacte’ (genopføre red.) mine egne oplevelser i en mere teatralsk ramme, har på en måde gjort, at jeg kunne fortælle det mere ærligt,” fortæller han.

Det er langtfra det første skridt i en proces, der har været undervejs siden 2013. Her blev han diagnosticeret med ptsd og påbegyndte behandling. Han havde formentlig i nogen tid, efter han i var vendt tilbage fra sin anden udsendelse i 2012, vidst, at noget i ham var gået i stykker. Men erkendelsen blev uomtvistelig, da han stod midt i det værksted, han havde raseret i et raserianfald, og skulle til at endevende hele det hus, han delte med sin daværende kone. Det var kulminationen på en svær tid, efter at han var blevet hjemsendt kun halvvejs gennem sin udsendelse som følge af et stressrelateret kollaps på sit kontor i lejren i Helmand-provinsen. Han beskriver sig selv i den periode som enormt aggressiv og kort for hovedet.

”Men mest af alt isolerede jeg mig selv, fordi jeg følte en kæmpe skyld og skam efter at være blevet hjemsendt. Jeg følte mig vanæret over, at jeg havde givet op på opgaven,” fortæller han.

På grund af nedslidt udstyr og køretøjer samt et aktivitetsniveau, der i hans optik svarede til at skulle spille en superligakamp hver anden aften, havde han en del ledelsesmæssige uoverenstemmelser, mens han var udsendt. Palle Würtz mener, at det strukturelle pres, som han selv og delingen var under, var lige så medvirkende til, at han brød sammen, som de ting han så og oplevede i krigsområderne. Og nu følte han sig straffet og udstødt for at have protesteret mod det. Han blev ikke inviteret med til hjemkomstparaden, da resten af enheden kom hjem, og heller ikke til arrangementer efterfølgende.

”Det slog bunden ud af mig, for jeg havde altid været en central figur, der havde fået tingene til at lykkes. Jeg havde givet mig 120 procent i jagten på rang og status, som er alt inden for forsvaret, men alt det var lige meget, da jeg knækkede,” siger Palle Würtz, der kort inde i sit behandlingsforløb fik af vide, at der var en udløbsdato på hans kontrakt.

”Forsvaret var hele min identitet. Jeg var ikke Palle, jeg var min uniform. Derfor føltes det, som om jeg mistede alt, da jeg ikke længere kunne være soldat,” forklarer han.

Han stod midt i en identitetskrise i mere end en forstand, da de følelser, han gik og kæmpede med, heller ikke var nogle, han følte var forenelige med med identiteten som soldat. Men det blev meget tydeligt for ham undervejs i behandlingsforløbet, at mange andre end ham selv også gemte på det samme indvendigt.

”I venteværelsen på ptsd-klinikken i Aarhus sad vi alle og kiggede ned i jorden. Rummet var ligesom gennemsyret af skam. Det tror jeg bunder direkte i, at det ikke er tilladt at vise svaghed eller de svære følelser. Det er ikke sådan, de danske soldater er,” mener han.

Derfor besluttede Palle Würtz tilbage i 2015, at han ville stoppe med selv at bidrage til tabuiseringen af danske veteraners problemer. Han begyndte at tale højt om sin egen situation og holdt mange foredrag om skyggesiderne af soldatertilværelsen. Da Fix & Foxi, produktionsselskabet der har sat ”My Deer Hunter” op, begyndte at lede efter medvirkende på sociale medier, var der derfor ganske naturligt nogle, der tænkte på ham. Og Palle Würtz ville gerne blive en dygtigere formidler og havde allerede sin families opbakning til, at hans personlige fortælling var en del af processen med at få det bedre. Han var derfor hverken grøn i at dele ud af sig selv eller bore i egen fortid, da han blev udvalgt til at deltage i forestillingen. Alligevel kom det bag på ham, hvilken betydning oplevelsen endte med at få. Instruktøren Tue Behring indledte projektet ved at sige: ”I er forestillingen. Det er jeres fortællinger og jeres episoder fra jeres liv.”

Det betød, at Palle Würtz ikke blot følte sig som indhold, men del af en samskabende og inkluderende proces, der skulle finde ind til kernen af hans fortælling. En mellemting mellem dramaturgi og terapi.

”Jeg er en klassisk vestjyde. Og tidligere soldat. Så jeg skal nærmest ligge halvvejs i graven, før jeg indrømmer, at jeg har ondt. Pludselig var jeg i et miljø, hvor det var helt legalt at få vand i øjnene, når jeg fortalte om hjælpeløse afghanske børn. Jeg befandt mig med andre, der også havde gået fyldt op med skyld og skam. Jeg har flere gange siddet på settet med vand i øjnene, fordi jeg har følt mig meget befriet.”

Palle Würtz sidder på scenen i en pause under prøverne i samtale med instruktøren Tue Behring. – Privatfoto.
Palle Würtz fotograferet foran plakaten for ”My Deer Hunter. Dog før coronakrisen og nye spilledatoer. – Privatfoto.