”Det er Povl Præst. Jeg har nummer 3736…. Tak.”
Povl Götke putter overfaldsalarm nummer 3736 i lommen, efter han har ringet og fået den registreret på hovedkontoret. Som alle andre ansatte i fængslet Søbysøgård på Midtfyn, skal fængselspræsten bære alarm, når han færdes på matriklen.
Der har været fængselspræster i Danmark siden etableringen af det moderne fængselsvæsen i midten af 1900-tallet, og i dag er der ansat cirka 60 fængsels- og arrestpræster fordelt over hele landet.
En af dem er Povl Götke. Han er ansat som fængselspræst i Søbysøgård Fængsel på Fyn og har inviteret Kristeligt Dagblad med en tur ind bag fængslets mure for at give et indblik i sit daglige arbejde.
Det er torsdag formiddag. Den gråmelerede himmel hænger lavt og lukker med små mellemrum regnbyger ud. Flere af fængslets indsatte på den åbne afdeling trodser dog dråberne og er blevet lukket udenfor, hvor de skutter sig under deres optrukne hætter, mens de pulser løs på deres cigaretter.
De er låst ude fra deres celler fra klokken 8 om morgenen til 15 om eftermiddagen, og arbejder de ikke i enten et af fængslets værksteder eller i det tilhørende landbrug og gartneri, er der ikke meget andet at foretage sig end at vente på, at tiden går.
I dag er der imidlertid et afbræk i en ellers triviel hverdag. Der er arrangeret høstfest for alle i den åbne afdeling, der huser omkring 140 mænd. Sådanne arrangementer er som regel populære og velbesøgte, fortæller Povl Götke, mens han låser sig ind og ud af afdelingerne for at hænge sedler op på næsten tomme opslagstavler i de rungende fængselsgange. På dem kan man læse, hvornår gudstjenesten den førstkommende søndag finder sted.
”Hej Povl,” siger en indsat, som passerer på gangen.
Povl Götke hilser igen og spørger, om manden kommer til høstfesten senere på dagen. Det gør han. Uanset hvor præsten bevæger sig rundt – ude eller inde – er der hele tiden indsatte, der søger hans opmærksomhed. Nogle med en sjov bemærkning, andre med et spørgsmål opfundet til lejligheden.
En mand, formentlig sidst i 20’erne, iklædt ternede joggingbukser og en sweatshirt med hætten trukket helt ned i panden, følger efter ham hen ad en af gangene. Han smiler og viser tegn på gerne at ville sludre.
”Povl er rigtig god. Han sørger for at give sedler til muslimerne, hvor de kan se deres bedetider på og alt muligt. Og han er også rigtig god til at komme og snakke med os,” siger han og smiler.
Han er ikke den eneste, der i løbet af Kristeligt Dagblads besøg kommer med en bemærkning om, at den kristne præst har øje for andre end sine trosfæller. Bemærkninger, som Povl Götke sætter pris på. For han ser det som sin opgave at være der for alle indsatte.
”Jeg er ikke muslim. Men jeg anerkender dem – de er jo danskere, ligesom jeg er. Og når jeg for eksempel deler bedetider ud til muslimerne, gør jeg det for at inspirere dem til at have et bønsliv. Jeg tror på, at det er supergodt for de indsatte at leve med bøn uanset deres religion.”
I fængslets åbne afdeling ligger gudstjenestelokalet i den gamle gule herregårdsbygning, hvor rammerne adskiller sig markant fra de beskedne og slidte omgivelser, som de indsatte bor i. Herovre, hvor også skolestuerne, administrationen og kursuslokalerne ligger, dufter der rent, og der er pynt på væggene og stuk i loftet. Gudstjenesterummet, hvor Povl Götke holder gudstjenester, hedder også Riddersalen.
Omkring 40-50 stole står i lokalet, hvor blikfanget er altertavlen, der hænger på den ene endevæg. På den er afbilledet en baby, der med et saligt smil om munden svæver i luften omgivet af lysende stråler, på en sart blå baggrund.
”Da jeg foreslog, at vi skulle have en altertavle, lavede en af banditterne en skitse, som han bagefter forstørrede op og fordelte på tre lærreder, så det nu er et triptykon. Der skulle være den her baby på, fordi det lille barn repræsenterer det rene og uskyldige, var hans argumentation.”
I den anden ende hænger på et stort hvidt kors en halv snes halskæder lavet af sort snor og med vedhæng af metalfarvede kors. Halskæderne må de indsatte tage, hvis de gerne vil gå med et kors om halsen. Der hænger også en bedekrans af små, grønne glaskugler, som en muslimsk indsat har lavet.
Det er forskelligt, hvor mange der kommer til gudstjenesterne i Riddersalen. Men i dag, hvor den på grund af høstfesten er rykket ud i den store røde lade, er der næsten fuldt hus. I dagens anledning har Povl Götke fået kreeret en prædikestol af halmballer stablet oven på hinanden. Foran er der hæftet et stort, sort trækors fast.
”Så har du fået kjole og piberenser på og det hele. Så ligner du en rigtig præst,” lyder det kækt fra en ung mand med kasket.
Povl Götke griner og mingler videre blandt de fremmødte i laden. Lige indtil høstfesten begynder med bedeslag frembragt af slag på et plovskær. Oppe fra halmstablen holder han en prædiken om, hvordan mennesker skal kunne leve sammen på trods af forskelligheder. Han lader sig ikke distrahere af, at der i enkelte grupper snakkes lystigt imens.
Henimod afslutningen opfordrer Povl Götke alle i laden til at give sidemanden hånden, kigge ham i øjnene og ønske ham en god dag. Til sidst beder han en bøn:
”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan. Og visdom til at se forskellen”.
Da gudstjenesten slutter, bliver der klappet højt og hujet, og få minutter senere er der lang kø ved grillen, hvor et par indsatte har varmet pølser og brød.
Omkring 40 mænd er ikke inviteret med til festen. De sidder på gangene i fængslets lukkede afdeling, der er omringet af tre sorte, høje hegn med zoner imellem. Alle er de dømt for nogle af de alvorligste forbrydelser, man ifølge dansk lovgivning kan begå.
”Det er dejligt, at der trods alt ikke er ringmure rundt om, så de i det mindste kan se ud og følge med i, at skoven falmer,” siger Povl Götke, mens vi venter på at blive sluset ind ad hovedøren af en vagt.
Inden man kommer ind i selve fængslet, skal man igennem en metaldetektor og endnu en scanner, der specifikt kan afsløre, om man forsøger at smugle mobiltelefoner med ind til de indsatte. Har man taske med, bliver denne også scannet.
På den lukkede afdeling er også et gudstjenesterum. Det er knap så stort, og indimellem flytter Povl Götke gudstjenesten ud på gangen for at have bedre plads.
Med både nøgle og adgangskort låser han os ind på en af underafdelingerne, hvor fire-fem mænd er i gang med både madlavning og opvask i køkkenet.
De joker med, at de ikke tør sige noget dårligt om præsten, ”for han har jo forbindelse direkte opadtil,” som en af dem grinende konstaterer.
Povl Götke fortæller, at hans dage i fængslet, hvor han arbejder på deltid, ofte går med at slentre rundt på gangene, falde i snak med de indsatte eller mere målrettet besøge nogle af dem, der efterspørger hans hjælp.
”Jeg kan godt køre herned engang imellem og tænke: ’Hvad skal jeg egentlig lave i dag?’. Men jeg får altid rigeligt at se til. Og jeg er aldrig nogensinde kørt hjem herfra uden at have følt, at det endnu engang gav utrolig meget mening at være her.”
Den sidste, Povl Götke når at besøge i dag, er en midaldrende mand, som han ofte har ført lange samtaler med. Af og til har han også medbragt sin lille blankpolerede trækuffert med krus, kande og oblater og haft ham til nadver.
Vi bliver inviteret indenfor på den indsattes lille celle, der modsat cellerne på den åbne afdeling har eget bad og toilet og fremstår i væsentlig bedre stand.
Samtalen drejer hurtigt ind på årsagen til, at den indsatte er endt på den lukkede afdeling på Søbysøgård. Emnet har også ofte været udgangspunkt for de samtaler, han har haft med fængselspræsten, fortæller han.
Samtalen kredser om skyld, tilgivelse og straf samt ikke mindst om den indsattes to børn, som på billeder fylder det meste af væggen ved siden af hans seng. Om, hvor meget han savner dem og de ham, og at han nu indimellem har fået lov at have dem på overvåget overnatning i en specialindrettet afdeling i fængslet.
Som udefrakommende kan det være svært at tro, at der bag det milde og venlige ydre gemmer sig en mand, der har været i stand til at slå ihjel og efterfølgende har fået en fængselsstraf på mere end 10 år. Men det har han, og han står ved det. Han ved, at det er forfærdeligt, hvad han har gjort, siger han og giver en lang forklaring på, hvad der drev ham til det.
Povl Götke læser aldrig i de indsattes journaler. Alt, hvad han ved om deres historie, har han fået fortalt af dem selv.
”Jeg kunne aldrig finde på at gå ind og læse i deres journaler. Gør man det, kan det ikke undgås, uanset hvad man siger, at det vil gøre noget ved ens tilgang til vedkommende. Jeg ville komme til at se dem i et bestemt lys, og det har jeg ikke lyst til. Jeg vil hellere se dem, som de fremstiller sig selv og deres historie – uanset at det måske ikke altid flugter med det, der i virkeligheden er sket.”
Det er imidlertid ikke altid let at befinde sig i det grumsede grænseland mellem løgn og sandhed, som man som fængselspræst befinder sig i, når man taler med og omgås de indsatte. Povl Götke er også fuldt ud bevidst om, at han skal være opmærksom på, at de indsatte til tider mere eller mindre bevidst forsøger at manipulere med ham.
”Man kan godt miste proportionssansen indimellem, og det kan også være utrolig belastende aldrig at vide, om man får fortalt sandheden eller en løgn. Men så handler det om aldrig at gå for langt og give mere af sig selv, end man kan holde til. Og så skal man kunne leve med ikke at have et helt klart og afgrænset billede af, hvem andre mennesker er. Og personligt kan jeg godt lide, når alt ikke er sort-hvidt – det må gerne være lidt mudret.”
Da vi skal til at forlade den indsattes værelse, trykker han både præst og avisens udsendte i hånden og lægger sin anden hånd ovenpå, mens han gør det. Han takker for, at vi har lyttet til ham, mens han fastholder øjenkontakten.
Povl Götke låser os atter ud gennem adskillige døre, inden vi går op mod bygningen, hvor han skal aflevere sin overfaldsalarm, når arbejdsdagen er slut. Han har aldrig haft brug for den og har heller ikke for alvor været udsat for situationer, hvor han følte sig nævneværdigt utryg. Han er helt klar over, at hans rolle i fængslet er meget speciel, og han ved, at den anerkendelse, han får fra de fleste indsatte, knytter sig til hans titel som præst.
”Jeg tror, at meget af årsagen til, at mange gerne vil være i præstens selskab og anerkender mig, uanset trosretning, er, at jeg ikke dømmer dem og ikke skriver ned. Jeg er der bare, og jeg lytter. Jeg tror, at de mærker et bedre jeg, en bedre udgave af sig selv, når de er sammen med præsten.”
Povl Götke