Jesu disciple og efterfølgere, som var kommet til tro på ham, måtte som de første fortælle om deres oplevelser og formulere deres forståelse af Jesus. Disse formuleringer blev til på baggrund af Det Gamle Testamente, som var både Jesu og de første kristnes 'Bibel'.
Kristendommens beretninger om Jesus
Med tiden blev de første kristnes nedskrevne beretninger om Jesus samlet til Det Nye Testamente. De fleste billeder, som Jesus beskrives med, er således hentet fra Det Gamle Testamente, og egentlig findes kun en enkelt helt ny kristen forståelse: at der er en speciel og tidligere uset enhed mellem Messias og Gud, som far og søn.
Udfordringen for apostlene og de første kristne var indlysende: Den mand, som var født i Betlehem omkring år 0, og som var vokset op hos en tømrer i byen Nazareth, og som i nogle år havde vandret rundt i hele landet for at prædike og helbrede, var efter sin henrettelse og død blevet set lyslevende af mange af sine disciple. Et stykke tid efter sin opstandelse havde han samlet en stor skare troende omkring sig og var efter sigende blevet taget op til himmelen.
Udfordringen bestod i al sin enkelthed i, hvordan de skulle forstå og beskrive Jesus: Hvem og hvad var han? Det billede, som de fire evangelier og i de første apostles vidnesbyrd og breve i Det nye Testamente tegner af Jesus, er udgangspunktet for den kristne forståelse af Jesus.
Mødet med Jesus
Ifølge Det Nye Testamente var mødet med Jesus for de fleste mennesker, der mødte ham, ikke noget særligt. De fleste han var i kontakt med, så vel ikke andet end en omvandrende prædikant, som talte om Guds rige, hvor guddommelig tilgivelse skulle være fundamentet for kærlighed mellem mennesker. Men for visse mennesker var Jesus' ord og handlinger så revolutionerende, at deres liv blev vendt op og ned: nogle blev helbredt, andre blev tilgivet for deres synder, og atter andre fik et kald til at forlade alt hvad de havde, og følge ham.
Enkelte mennesker fik endda et specielt kald af Jesus til at følge ham omkring i Israel og bevidne hans undervisning og liv. Det blev dog ikke så langt tid, de fulgte ham. For efter et par år blev Jesus ved et justitsmord dømt til døden af det jødiske råd og korsfæstet af den romerske besættelsesmagt. Det kunne være endt der, men med hans opstandelse på den tredje dag, hans efterliv på jorden og hans himmelfart, blev enhver fasttømret forestilling om Jesus hos hans disciple fejet væk.
Mens han endnu gik rundt på landevejene blev Jesus kaldt for en 'profet' (Matthæusevangeliet 21,42). En profet var en mand eller kvinde, som under guddommelig inspiration talte til folk. Der havde gennem Israels historie været en række profeter, som vi kender fra deres skrifter i Det Gamle Testamente. På Jesus' tid havde der ikke været profeter i Israel på århundreder, men det var en almindelig forventning, at der ved 'endetiden' - ved tidens afslutning - skulle komme en eller flere store profeter.
Jesus som profet
Da mennesker hørte om Johannes Døber, Jesus' fætter, blev de derfor optaget af, hvor vidt han var en af denne endetids profeter. Johannes Døber henviste dog søgende mennesker til Jesus, og i sidste ende blev det Jesus, der blev set som 'profet', i den forstand at han talte og lærte med guddommelig inspiration.
En anden beskrivelse af Jesus, som mange af hans samtidige brugte om ham var 'Messias' (Johannesevangeliet 1,41). Igen var det den almindelige forventning blandt hans samtidige landsmænd, at der i endetiden skulle komme en befrier af Israel, der skulle reetablere det gamle kongedømme fra David. Denne konge skulle være en messias 'salvet' af Gud. På græsk (som Det Nye Testamente er skrevet på) blev Jesus Messias derfor oversat til 'Jesus Kristus', den 'salvede Jesus'.
Det viste sig dog hurtigt at Jesus ikke var nogen konge i traditionel betydning: han blev salvet af en grædende kvinde, han red ind i Jerusalem på et æsel, og hans kongedømme - 'Guds rige' - viste sig at ikke være noget geografisk sted. Beskrivelsen af Jesus som Messias blev derfor til i apostlenes fortolkning af, hvem Jesus var. Han var Guds salvede men på en anden måde, end hans landsmænd havde forventet det.
Menneskesønnen Jesus
Den tredje beskrivelse af Jesus stammer fra ham selv: som den eneste i Det Nye Testamente omtaler Jesus sig selv som 'menneskesønnen' (Matthæusevangeliet 9,6). Mærkeligt nok har denne beskrivelse historisk ikke fået så meget opmærksomhed, men i Det Nye Testamente er den grundlæggende. 'Menneskesønnen' hentyder til, at Jesus er sandt menneske, eller måske rettere, at han er mennesket som sådan.
Hvor Adam i Bibelen er det første menneske, og i den forstand mennesket som sådan, så er Jesus den 'anden Adam', og også mennesket som sådan. Hele historien mellem Gud og mennesker koncentreres så at sige i Jesu liv og undervisning, i hans død og opstandelse. Det ligger implicit i Jesu selvforståelse, at hans liv og undervisning i den forstand har betydning for alle mennesker.
Efter Jesu død og opstandelse blev forståelsen af, hvem og hvad Jesus var, så at sige 'udvidet' for dem, der kendte ham. Den bredere teologiske betydning af mennesket Jesu liv og død begyndte af blive klar for disciplene.
Guds lidende tjener og ypperstepræsten
Efter disciplene havde set Jesus lide på korset, så de ham som 'Guds lidende tjener'. Denne beskrivelse stammer fra Esajas, der i Esajas kapitel 42, 49, 50 og 53 beskriver hvordan 'Guds tjener' ikke bare er en salvet messias konge, men også en lidende og foragtet tjener. De første kristne så korsfæstelsen af Jesus som netop der, hvor messias blev til den lidende tjener. Jesus forenede derfor de to modstridende beskrivelser i sin lidelse på korset.
En anden vigtig beskrivelse som Jesus fik efter sin død og opstandelse var 'ypperstepræst' (se Hebræerbrevet 4). I Det Gamle Testamente beskrives tempeltjenesten indgående, og ypperstepræsten er den person, som en gang om året er udvalgt til at bringe det store forsoningsoffer. Forsoningsofferet var slagtningen af en vædder, som symbolsk straffedes for hele folkets synd gennem døden.
Jesu død på korset blev nu af de første kristne fortolket som at Jesus både var ypperstepræsten og offeret: ved at gøre sig selv til et offer, fjernede han alle menneskers synd og skyld i forhold til Gud.
'Herren' Jesus
En tredje beskrivelse er, at Jesus er 'Herren' (Lukasevangeliet kapitel 2 vers 11). Han blev af disciplene set som herre, fordi han gennem sin opstandelse havde overvundet døden, den grænse, som ellers ultimativt adskilte mennesker fra Gud. Derved blev Jesus også 'frelser': for den, der har magt til at bestemme over liv og død, har også magt til at bestemme, til hvem han vil give liv, argumenterer apostlene.
Det blev nu tydeligt for hans disciple, at Jesus' undervisning på landevejene stemte overens med, at han gennem sin død og opstandelse var blevet en 'opfyldelse' af Guds løfter fra Det gamle Testamente. Samtidigt er Jesus ifølge apostlen Paulus løsningen på menneskets grundlæggende problem: synden og afstanden fra Gud og det liv, som kendetegner Gud (Romerbrevet kapitel 3).
Sidst men ikke mindst, så forstod disciplene efter at Jesus blev taget op til himmelen igen, at den Jesus, som de har kendt og vandret rundt sammen med, på en sand måde har åbenbaret hvem Gud er. Eller mere præcist sagt: at han er et med Gud, han er 'Guds søn'. Apostlen Johannes, der selv var en af Jesu disciple, skriver i det første kapitel i Johannesevangeliet, at Jesus er 'logos'.
Fra den jordiske Jesus til den himmelske Kristus
Logos betyder på græsk 'ordet' eller 'meningen', og Johannes argumenter for, at denne Logos fra før verdens skabelse har været sammen med Gud i evighed. Den jordiske Jesus, som disciplene har kendt, må derfor være den 'inkarnerede', den 'legemliggjorte', evige Logos. Dermed er bevægelsen sket fra den jordiske Jesus, tømrerens søn fra Nazareth, til den himmelske Kristus, evigt eksisterende sammen med Gud, og hele den teologiske forståelse af Jesu liv og lære udfoldet.
Hvis vi skulle opsummere det som disciplene og apostlene skriver, så er den første grundlæggende kristne pointe, at hvad og hvem Jesus var, ikke kan adskilles. Hvem Jesus var, og hvad han gjorde, hører med andre ord tæt sammen: han var en profet, en messias, og menneskesøn. Han var i sin død både Guds lidende tjener og ypperstepræst. I sin opstandelse var han den levende Herre og frelser, og i alt dette åbenbarede Jesus på en sand måde, hvem Gud er.
Den anden grundlæggende kristne pointe er, at Jesus som evig søn af Gud blev menneske. Det siger en hel del om både Gud og mennesket. For det første, at mennesket som menneske har guddommelig værdi både fordi det er skabt af Gud men også fordi Jesus er dets bror. For det andet, at et sandt møde med Gud er muligt gennem et møde med mennesket Jesus; Gud møder mennesket gennem det syndfrie og derfor 'sande menneske' Jesus. Jesus er i den forstand både sand Gud og sandt menneske.
Den tredje og sidste grundlæggende kristne pointe er, at Jesus kun kan være for de kristne, hvad han var i sig selv. Kun hvis han virkeligt kunne tilgive synder, kan han tilgive menneskers synder. Kun hvis han virkeligt var Guds søn, kan troen på ham frelse mennesker. Og kun hvis Jesus virkelig var Herren, kan han stadig være det for de kristne.