Julekalenderen har uudnyttet potentiale for kristenoplysning

Mens nisser og magi ofte er temaer i danske tv-julekalendere, er det småt med kristent indhold. Julekalenderen påpeges ellers som en god platform til formidling af kristendom

I år har DR 1 ikke lavet en ny julekalender, men sender den norske "Snefald", der handler om den forældreløse pige Selma på ni år.
I år har DR 1 ikke lavet en ny julekalender, men sender den norske "Snefald", der handler om den forældreløse pige Selma på ni år. Foto: DR/presse.

Når danskerne i dagtænder for årets store tv-julekalendere, kan de på DR 1 se den norskproducerede ”Snefald” og på TV 2 ”Tinkas Juleeventyr”. I begge serier kan de opleve familieeventyr om nisser, magi og julehygge. Derimod er det, vi egentlig fejrer i julen, gledet i baggrunden: Jesu fødsel.

For der er ikke er tradition for at spække julekalendere med tro og kristendom. Således heller ikke i år, og det møder ærgrelse hos Mikael Arendt Laursen, som er generalsekretær hos Kirke & Medier.

”Det er fortællinger, det er underholdning, og det er der ikke noget galt i. Men publicservicemedierne har på alle områder en særlig forpligtelse. De skal jo netop bevæge sig rundt i det felt, hvor det kommercielle marked har sværere ved at se sin plads. Især op til jul,” siger han.

For julekalenderen leder op til den dag, hvor vi fejrer Jesu fødsel, og det er en kærkommen anledning til at udvide børn og unges viden om kristendommen og dens betydning for det land, vi lever i, mener Mikael Arendt Laursen. Særligt i et år hvor vi fejrer Reformationens 500-års-jubilæum.

”Julen er jo kernen, så man kan fortælle om, hvad der skete. Hvorfor Gud valgte at sende sin søn til Jorden, hvorfor det betyder så meget for mennesker og vores tid. Det, der er vigtigt for mig, er, at man sætter julen i perspektiv, så det ikke bare bliver nisser, gaver og juleudsalg,” siger han.

En undtagelse er julekalenderen ”Jesus og Josefine”, der i 2003 rullede over skærmen på TV 2.

Serien tog os knap 2000 år tilbage til Nazaret, hvor en 13-årig Jesus var omdrejningspunktet i en fortælling om tro og tvivl og Jesu liv, men ellers har det været småt med konkret kristendom i de store danske julekalendere.

Få gange er kristendommen også blevet berørt på hos DR, blandt andet i ”Tidsrejsen”, sendt på DR 1 i 2014.

Men her var der heftig debat om måden, man fremstillede en frikirkelig og meget tyrannisk skolelærer på. Både formanden for Kristendemokraterne, Stig Grenov, og flere præster var ude med kritik om, at når man endelig portrætterede en kristen person, var det i form af en usympatisk skurk. Og kigger man de sidste mange julekalendere igennem, har temaerne ofte været magi, nisser og julemænd, mens kristendommen ikke fylder væsentligt.

Hos Danmarks Radio mener man dog, at kristne værdier er gennemgående i julekalenderne, forklarer Pil Gundelach Brandstrup, der er kanalchef for DR 1.

”I DR’s egne julekalendere tager vi udgangspunkt i julen som en højtid, hvor der er tid til samvær og hygge med familien. Samtidig vil vi gerne beskæftige os med emner, som børn er optaget af. Derfor er der ikke en bestemt slags indhold, som skal med i en julekalender. Men temaer som næstekærlighed, fællesskab og det gode ved at hjælpe hinanden er bestemt værdier, som går igen i vores produktioner,” skriver hun i en mail til Kristeligt Dagblad.

Hun er enig i, at julekalenderen er en god anledning til for-tællinger om kristendommen, men understreger, at der hos Danmarks Radio er stort fokus på kristendom i andre sammenhænge end julekalenderen.

”Julekalenderen kan sagtens være et sted også at formidle den kristne kulturarv – alene selve det store fokus på julen og dens ritualer og indhold er jo også en måde at fortælle om baggrunden for julen på. Men derudover har DR altid masser af indhold op til jul, hvor vi formidler den kristne kulturarv. Planen for, hvad vi sender i julen 2017, er ikke helt på plads, men vi vil som vanligt sende op mod 10 julegudstjenester. Den første søndag i advent sender vi ’Danmark synger julen ind’ fra DR Koncerthuset på DR K og P2, hvor vi traditionen tro synger julen ind med nogle af DR’s bedste kor og musikere. Derudover vil vores julekalender på Ultra have fokus på den kristne tro i et par afsnit, som afsæt for at diskutere tro og værdier med de unge på flere platforme,” skriver Pil Gundelach Brandstrup.

Den julekalender hedder ”Klassens jul”og sendes på DR Ultra, en børnekanal hos Danmarks Radio, hvor man blandt andet med dialog på sociale medier vil forsøge at engagere de unge i en snak om, hvad julen egentlig handler om, fortæller Jonas Kryger Hansen, der er redaktør for DR Ultra.

”Det er ikke en serie, der har kristendom som fortegn, men den vender heller ikke ignorant kinden til, at det er en kristen højtid, vi fejrer. Vi har nogle alment kristne værdier, som vi fokuserer meget på. Fællesskabet og næstekærligheden i julen. Julens værdier bliver sat til debat, blandt andet materialisme og hvorvidt julen handler om mere end bare gaver. Der er nogle kristne rammer, og vi vil også bruge sociale medier, hvor der vil være en naturlig dialog om nogle af værdierne i episoderne,” siger han.

For ham er det vigtigt, at der også kommer et alternativ til de mange julekalendere om nisser og julemænd, som findes andetsteds.

”Når andre julekalendere dyrker nisser eller magi, så dyrker vi dansk børnekultur år 2017 set inde fra klasseværelset. Og der er det naturligt at have mere eller mindre kristne rammer. Man kan få dækket nissekvoten et andet sted,” siger Jonas Kryger Hansen.

Men interessen for tro og kristendom er stor, hvilket man blandt andet kan se på seertallet til ”Herrens Veje”, mener Mikael Arendt Laursen, og derfor kunne man sagtens bruge den interesse i en større julekalender, som byder på spændende drama og underholdning, men også mere konkret kristent indhold for både børn og voksne.

”Stof, der handler om tro, kirkeliv eller åndelighed, tror jeg der er rigtig mange lyttere og seere til rundt omkring i Danmark. Men jeg møder for mange mediefolk, der spørger, hvordan man skal tackle det. Vi har et utroligt dygtigt producentmiljø, hvor der i forvejen skabes og udvikles talent, men vi skal gå lidt længere og give dem en udfordring om at formidle jul, så det både bliver spændende drama og kristenoplysende,” siger han.