Et almindeligt privilegeret menneske kan ikke slå ihjel. Det mener den fornemme direktør Hoff, som er æresgæst ved et fint middagsselskab i det borgerlige København i 1930’erne. Den halvkedelige lærerinde Anna Sophie Hedvig blander sig overraskende i samtalen ved at sige ham imod og tilstå mordet på en tyran fra hendes hverdag. Således udfordrer hun selskabets gæster med en diskussion om mål, der helliger midlet.
Da forestillingen blev skrevet i 1939, var den forfatteren Kjeld Abells kommentar til dansk passivitet over for Europas fremvoksende fascisme. I dag, næsten 80 år senere, er forestillingens problematikker stadig vigtige ifølge Natalí Vallespir Sand.
Hun spiller rollen som Anna Sophie Hedvig, og selvom hun ikke mener, at man nogensinde skal slå et andet menneske ihjel, har dramaet åbnet hendes øjne for, hvad det vil sige at stå ved sine egne overbevisninger.
Anna Sophie Hedvig har i forestillingen slået en kollega ihjel ved at skubbe hende ned ad en trappe. I hendes øjne var kollegaen, fru Møller, en tyran mod både kolleger og børn på skolen, og Anna Sophie Hedvig er overbevist om, at verden nu er et bedre sted.
”Forestillingen får os til at tænke over, hvordan vi retfærdiggør vores handlinger,” siger Natalí Vallespir Sand og fortæller, hvordan en anden af forestillingens karakterer, den unge mand John, forsvarer Anna Sophie Hedvig. Han mener, hun har gjort det rigtige i et land, hvor man ellers altid er hverken for eller imod noget. Ifølge ham ser danskere altid ting fra begge sider og undskylder det som humanitet. Han mener derimod, at det er at sidde med hænderne i skødet og lade alting stå til. Anna Sophie Hedvig tager til gengæld stilling og er tro mod sit valg.
”Kan vi sige det samme som Anna Sophie Hedvig, eller går vi på kompromis?” spørger Natalí Vallespir Sand og fortsætter:
”Det behøver ikke kun handle om store etiske eller politiske spørgsmål som fremvoksende højreekstremisme og fremmedhad. Det kan også være, hvorvidt man køber billet hos Ryanair, fordi det er billigt for en selv, selvom man godt ved, at personalet bliver underbetalt. Hvis jeg ser en forælder tage lidt for hårdt fat i sit barn i Føtex, går jeg så hen og blander mig? Der er mange ting, vi lukker øjnene for, nogle gange for bare at kunne holde livet ud, men vi skal også huske at tage fat i dem, store som små. For de forfærdelige ting i verdenshistorien må ikke gentage sig,” siger hun og taler videre om, at alle mennesker møder tyranner i hverdagen.
”Hvorfor er det så svært at sige fra overfor dem?” spørger hun. ”Det ved jeg fra mig selv, det kan være. Men nogle gange er man nødt til at tage stilling og ikke lade stå til, for det handler om mere end os selv.”
Natalí Vallespir Sand henviser til en scene fra teaterstykket, hvor hendes karakter kommer frem til samme slutning. I det øjeblik Anna Sophie Hedvig står ansigt til ansigt med sin tyran, fru Møller, på toppen af trappen, ser hun hende i øjnene.
”Pludselig kan hun mærke hele verden åbne sig. Pludselig er den ikke kun hendes egen kendte verden fra en lille skole med 200 elever. Den er en stor verden med uretfærdighed og krig, hvor diktatorer slår dem ihjel, der har anderledes meninger. Hun tager den på sig og ser et større billede,” siger Natalí Vallespir Sand.
Skuespilleren er stadig ved at lære karakteren at kende, og til tider under prøverne kolliderer hendes egen varme gestik med Anna Sophie Hedvigs grå og seriøse fremtoning. Men selvom Natalí Vallespir Sand ikke tror, Anna Sophie Hedvig ville være underholdende at sidde ved siden af til et middagsselskab, beundrer hun hende for hendes evne til at stå fast på det, hun tror på.
”Hun går på intet tidspunkt på kompromis med sin overbevisning. Da det går op for hende, hvad hun har gjort, står hun ved det. Det ender med, at hun overgiver sig til politiet og bliver henrettet. Men at dø for at gøre verden bedre, har hun ikke noget imod,” siger hun. ”Hun er meget tro mod sig selv.”
Som kvinde med sin middelmådige og stilfærdige skikkelse overrasker Anna Sophie Hedvig både resten af selskabet og publikum som det forstyrrende symbol på modstand. At forfatteren af stykket samtidig lader hende tage imod konsekvenserne af sine handlinger uden en forfærdelse over at skulle henrettes, sætter også tankerne i gang hos Natalí Vallespir Sand:
”I andre forestillinger kunne man sagtens være kommet til at sige ’stakkels Anna Sophie Hedvig,’ men der er noget virkelig skønt over, at hun netop ikke bliver gjort til en stakkels skæbne, men får lov til at udfordre publikum til selv at tage stilling,” siger hun.
I forestillingen er der endnu en karakter, der er værd at lægge mærke til, nemlig fruen i det hus, hvor handlingen udspiller sig. Hun er underlagt sin mand og ser på hans mange konflikter med deres søn uden at sige fra. Men efter Anna Sophie Hedvigs afsløring begynder hun at sætte spørgsmålstegn ved sit ægteskab og tager kampen op med sin mand.
”Det er altså ret interessant,” siger Natalí Vallespir Sand.
”Billedet af kvinden som en, der bare siger ja tak og amen, det bliver der gjort op med. Det er rart med et moderne nuanceret billede af kvinden. Forfatteren Kjeld Abell var på mange måder forud for sin tid,” siger hun, men bider også mærke i en anden pointe fra ægteskabets del af forestillingen. At man sammen skal kunne komme videre på den anden side af oprøret:
”I ægteskabet mellem fruen i huset og hendes mand sker det skønne, at der ikke er endegyldigt opbrud mellem dem. Hun siger fra, men han lytter også, og han er pludselig i stand til at se en kvinde, som har smidt alle sine behov langt væk for at tilfredsstille en bestemt måde at være hustru, kvinde og husmor på. Det åbner hans øjne,” siger Natalí Vallespir Sand og relaterer samme problemstilling til den moderne #MeToo-bevægelse, hvor folk på sociale medier deler deres erfaringer med seksuelle krænkelser.
”Begge dele er eksempler på, at man skal en kæmpe tur igennem for at komme et nyt sted hen. Mange siger, at det tager overhånd, men det er det nødt til. Folk skal have lov til at komme af med deres frustrationer, og så kan vi komme videre på den anden side. Der er mange mænd, der har fået øjnene op for ting, de aldrig havde tænkt over, kunne være krænkende,” siger hun.
Begge tilfælde, fruens ægteskab og det moderne hashtag, viser værdien i at kunne se ting fra flere sider. Det modsiger selvfølgelig teaterstykkets første budskab, hvor det at se andres side af en sag er en undskyldning for at sidde med hænderne i skødet. Men det betyder bare, at Anna Sophie Hedvigs historie ikke kun fortæller én sandhed.
”På den måde tager stykket ikke parti. Og det kan jeg godt lide,” siger Natalí Vallenspir Sand.
”Det lægger bare de her tanker ud til diskussion, og jeg håber, at folk tager dem med hjem. Jeg håber, de spørger sig selv, om de tør udfordre sig selv og hinanden til at tage hånd om deres overbevisninger. Det kan være i alle spørgsmål som klima, kvindekamp eller folk, der råber ad hinanden på gaden. Hvordan opfører jeg mig i forhold til dem, jeg møder på min vej? Gør jeg noget, hvis jeg ser uretfærdighed omkring mig? Anna Sophie Hedvig er det almindelige menneske. Hun føler ikke, hun har forstand på politik, hun kan bare mærke på sig selv, hvad hun synes er rigtigt eller forkert.”