På en opslagstavle i Katrine Gren Jensens køkken hænger en tegning. Den forestiller en familie på fem, der holder hinanden i hånden, men Katrine Gren Jensen bor alene med sine to børn, Marius på 17 og Røskva på ni år.
Så hvem er det, Røskva holder i hånden på tegningen? Det er hendes morfar og moster, for Røskva har ikke nogen far. Ikke i den traditionelle forstand i hvert fald. Hun er donorbarn, og på hendes fødselsattest står der kun ét navn angivet under ”forældre”: Katrine Gren Jensen.
Røskvas storebror, Marius, har til gengæld en far. Han bor få kilometer fra familien Gren Jensens hjem i bofællesskabet Trekronerbo i udkanten af Roskilde. Men Marius bor mest hos sin mor, og det har han gjort det meste af livet.
Det var også på grund af sønnen, at Katrine Gren Jensen første gang besluttede sig for at skrive et børnetestamente i 2007, da Marius var tre et halvt år. Et børnetestamente er en skriftlig erklæring, hvor man giver udtryk for, hvem man anser bedst til at overtage forældremyndigheden i tilfælde af, at man selv dør, inden barnet fylder 18 år – en rolle, som mange før i tiden overdrog til barnets gudmoder eller gudfader. Men hverken Marius eller Røskva er døbt.
”Da jeg blev alene med Marius, følte jeg mig udsat i forhold til, hvordan hans betingelser ville blive, hvis der skete noget med mig. Det var ikke et fravalg af hans far, men det var ikke tilstrækkeligt for mig, hvis han – i gåseøjne – bare kom hen til sin far,” siger Katrine Gren Jensen, der til dagligt arbejder som uddannelsesvejleder.
”Jeg havde et behov for, at han fortsat ville have en stærk tilknytning til min side af familien, som allerede var en stor del af hans liv,” siger hun og forklarer, at hun i børnetestamentet skrev, at det var hendes ønske, at Marius som minimum skulle være hos hendes søster hver anden weekend.
Da Røskva kom til verden i 2012, skrev Katrine Gren Jensen børnetestamentet om.
”I det nye børnetestamente skrev jeg, at Marius og Røskva, i tilfælde af min død, for alt i verden skal holdes sammen.”
Et børnetestamente er ikke juridisk bindende, men bruges som rettesnor for Familieretshuset, der varetager familiesager, i tilfælde af forældres død. Derfor er det heller ikke nødvendigt at få en advokat til at udforme det, men helt tilstrækkeligt at gøre som Katrine Gren Jensen – hun har nemlig skrevet sit på to ganske almindelige stykker papir og efterfølgende forseglet dem i en kuvert. De første mange år stod børnetestamentet i toiletskabet ved siden af tandbørsten.
”På den måde vidste jeg, at det nemt ville blive fundet,” forklarer Katrine Gren Jensen.
Men en ting er, hvor børnetestamentet står. En anden ting er, hvad der står i det. For hvordan vælger man, hvem der skal tage vare på ens børn i det tilfælde, at man dør?
For Katrine Gren Jensen var valget ikke svært.
”Min søster er tættest på mig og mine børn. Min stedfar – ham børnene ser som deres morfar – er også tæt på, men han er for gammel, så det er logisk, at det er min søster, der skal overtage forældremyndigheden af Røskva.”
”Jeg er bange for, at en offentlig forvaltning kunne mene, at det var for Røskvas bedste at blive en del af en kernefamilie med mor, far og børn, og derfor er det vigtigt for mig, at der står, at min søster skal overtage min datter og samtidig kan have min søn en del af tiden,” uddyber den 46-årige mor til to.
Det, der til gengæld var svært, var at tage snakken med søsteren.
”Min søster er selvfølgelig enig med mig i, at det var det rigtige at gøre, men hun har selv taget et aktivt valg om ikke at få børn, så hun klappede heller ikke i hænderne,” griner Katrine Gren Jensen, der altid har haft en drøm om en stor børneflok.
”Noget af det, der er rigtigt svært ved at skrive et børnetestamente, er, at man pådutter nogle andre det liv, man havde planlagt for sig selv.”
Preben Engelbrekt er direktør i Det Nationale Sorgcenter. Han forklarer, at det for mange forældre er ”enormt svært” at skulle forholde sig til tanken om at dø fra deres børn.
”Mange børn får at vide, at mor og far ikke dør, før barnet kan klare sig selv, eller at forældrene bliver lige så gamle som oldemor. At forholde sig til at dø fra sine børn er noget af det mest smertefulde, man kan komme ud for som forælder,” siger han.
Det samme gælder for Katrine Gren Jensen, der kalder det en grænseoverskridende oplevelse at sætte ord på sine ønsker.
”En ting er at tænke det inde i hovedet, men at sætte sig ned med papir og kuglepen – det var rigtig voldsomt for mig og en virkelig hård proces,” lyder det.
Men derfor er det vigtigt at skrive et alligevel, mener Preben Engelbrekt.
”Fra seks-syvårsalderen begynder børn i højere grad at blive optaget af døden. Kigger vi fuldstændig lavpraktisk på det, så har børn brug for at vide, hvor de skal være, hvis forældrene ikke længere kan tage sig af dem.”
Alligevel afholder mange sig fra at tage stilling og skrive et børnetestamente, forklarer Preben Engelbrekt og henviser til en undersøgelse, ”Danskernes forhold til døden”, som Ældresagen lavede i 2019. I den fremgår det, at to ud af tre danskere mener, at det er vigtigt at tale om døden, men når det kommer til vores egen død, vil vi helst ikke tale om den.
Selv når man er meget syg – hvilket er tilfældet for forældrene til 30 procent af de børn, som kommer i Børn, Unge og Sorg under Det Nationale Sorgcenter – er det alligevel de færreste, som skriver et børnetestamente, fortæller Preben Engel-brekt.
”Døden er blevet et nederlag. Vi har en forventning om, at lægerne kan blive ved med at holde os live, men der er ingen tvivl om, at hvis du skal skrive et børnetestamente, så er det 100 gange nemmere at gøre, mens du stadig er rask og rørig,” siger han.
Da Katrine Gren Jensen selv blev syg af kræft i 2016, gjorde det hende ikke bange for at tale om døden. Tværtimod. Hun skrev et nyt børnetestamente. Nu handlede det ikke længere kun om at holde Marius og Røskva sammen.
”Der er noget, der ændrer sig, da jeg får kræft. I det nye børnetestamente skriver jeg, at det er vigtigt, at man arbejder for at beholde mit hus, fordi naboerne og klassekammeraterne vil være en ekstra tryghed for mine børn.”
Et par år efter Katrine Gren Jensen bliver erklæret rask, snakker hun med sin søn, Marius.
”Han var begyndt at reflektere over, at jeg kunne have været død og fortæller mig så, at han altid vil passe på Røskva,” siger Katrine Gren Jensen med slet skjult blanke øjne.
Efter snakken med sønnen stod det klart, at hun ikke behøvede at skrive flere børnetestamenter. Nu var Marius gammel nok til at sætte ord på sine egne ønsker, og hun kalder det en fysisk lettelse at vide, at man i tilfælde af hendes død ved, hvad der skal gøres.
Det er svært at sætte et nøjagtigt tal på, hvor mange der ligesom Katrine Gren Jensen har skrevet et børnetestamente.
”Men inden for de seneste fem år er der sket en udvikling, og der er kommet meget mere fokus på børnetestamenter,” siger jurist Line Agerskov, som startede sit rådgivningsfirma Fairjura i 2011.
Og hos Mine arvinger, der specialiserer sig i arv og testamente, får over 90 procent af kunderne med børn under 18 år lavet et børnetestamente, vurderer jurist Thomas Gren Vasileiou.
Men Preben Engelbrekt mener alligevel, at der findes et stort skyggetal.
”Det er svært at finde tal på, fordi børnetestamenter ikke er juridisk bindende, men det er vores indtryk, at det er sjældent, at man skriver et børnetestamente, hvis man har begge forældre. Vi oplever i bedste fald, at det er alenemødre, som skriver et.”
Tilbage hos Katrine Gren Jensen har hun ikke direkte sagt til Røskva, at der ligger et testamente, som skal sikre hendes liv, hvis Katrine skulle dø.
”Men Røskva ved godt, at sker der noget med mig, så kommer moster og passer på hende resten af livet.”