Kroppen rykker ind på teaterscenen

Den nøgne krop er blevet et mere almindeligt syn på teaterscenen, og også i denne sæson er der fokus på, hvordan den kan se ud og alt det, den kan

Skuespillerne Henrik Prip og Marianne Mortensen er på scenen i Mungo Parks ”Kvinde kend din krop”. Forestillingen tager udgangspunkt i virkelige menneskers oplevelser og beskæftiger sig med emner som overgangsalderen og kroppens forfald, det at være barnløs eller blive ramt af sygdom. –
Skuespillerne Henrik Prip og Marianne Mortensen er på scenen i Mungo Parks ”Kvinde kend din krop”. Forestillingen tager udgangspunkt i virkelige menneskers oplevelser og beskæftiger sig med emner som overgangsalderen og kroppens forfald, det at være barnløs eller blive ramt af sygdom. – . Foto: Mungo Park.

For snart ni år siden kunne man for første gang opleve forestillingen ”Kvinde kend din krop”, som teatret Mungo Park står bag. Stykket tager udgangspunkt i den ikoniske selvhjælpsbog for kvinder (og mænd) og vakte i 2011 opsigt, blandt andet fordi man lod de to skuespillere være nøgne på scenen i en kort sekvens. Den slags havde man ikke set så ofte før.

Igen i år har publikum muligheden for at se eller gense forestillingen, der siden premieren er blevet fremført for fulde huse og koncentrerer sig om de forskellige udfordringer, livet kan byde krop og sind. Og Mungo Park-teatret er ikke det eneste i landet, hvor kroppen er i centrum.

Fra næste uge kan man således opleve danseforestillingen ”An Eve and an Adam” (En Adam og en Eva) på Teatret Svalegangen i Aarhus, hvor danserne vil opføre den samme rutine to gange i træk. I første omgang fuldt påklædt og efterfølgende uden en trevl på kroppen for at sætte gang i en diskussion om den naturlige krop og nøgenhed, og hvorfor især mange unge tilsyneladende er så afslappede omkring nøgenhed på de sociale medier, men meget modvillige, når de skal bade ved siden af deres klassekammerater efter en idrætstime i skolen.

Til efteråret vil de tre unge kvinder i gruppen ”Kalder på Venus” også udfordre de herskende skønhedsidealer, når de med støtte fra blandt andet Skuespillerforbundets produktionsstøttemidler fremfører forestillingen ”Generation krop” i samarbejde med Sydhavn Teater i København. Det vil de gøre indbundet i snore og pakket ind i husholdningsfilm, så det er svært at overlade deller eller appelsinhud til fantasien. Det fortæller skuespiller og en af idémagerne bag forestillingen Ann Hølund.

”Vi havde lyst til at lave noget relevant teater, der skulle tage fat i et emne, der fylder hos mange, og som vi også selv kunne forholde os til. Der gik ikke særlig lang tid, før vi fandt ud af, at krop og kost havde fyldt alt for meget i vores liv. Vi burde ikke have noget at kæmpe med, men vi har alligevel været ulykkelige over, hvordan vi så ud. Nu er vi i starten af 30’erne, og vi blev ikke præget af indholdet på sociale medier i vores barndom, men store plakater med smukke kvinder eller de slankekure, som vi og vores familiemedlemmer diskuterede. Der var og er et stort fokus på sundhed især i forbindelse med kost, som kan påvirke folk i høj grad. Men det er alligevel sjældent, at man går ind og snakker om, hvordan folk egentlig har det. Kroppen kan stå nok så skarpt, men de her selvkritiske og til tider destruktive tanker kan stadig eksistere, og det tror jeg ikke, vi skal underkende,” siger hun.

Med årene har Ann Hølund fået et bedre forhold til sin krop, men hun husker, hvordan hun kunne føle sig utilpas bare ved tanken om at blive konfronteret med en badevægt eller en svømmehal.

”Noget er hentet fra os selv, og noget stammer fra de mange kvinder i alle aldre, som vi har talt med inden. I stykket fortæller jeg om min sidste oplevelse med at føle mig perfekt, hvilket var til en skolefest i 5. klasse, og i en monolog forsøger jeg at regne ud, hvor mange timer af mit liv jeg har brugt på at skælde ud på min krop. Jeg får det til 8,6 år, og det er skræmmende, synes jeg, og som min mor sagde: ’Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget tid jeg så har brugt’,” siger hun og tilføjer:

”I vores performance står vi i badetøj med deller og appelsinhud og viser alt det, vi normalt prøver at skjule. Vi lægger alt på bordet og siger, ’her er vi’, og det her har vi det svært med’, og så forsøger vi at få os selv og publikum til at se, hvor absurd det er,” siger hun.

Ann Hølund håber på, at forestillingen kan inspirere publikum, selvom den ikke byder på en færdig opskrift på det at acceptere sin krop.

”Vi kommer ikke med et endeligt svar, men vi kommer med et bud, og vi gør det med et smil, fordi det er vigtigt også at kunne grine ad sig selv. Vi håber, at folk kan spejle sig i os, og at vi kan inspirere dem til at ændre deres tankemønstre og dårlige vaner, og der tænker jeg ikke i forholdet til mad. Livet er kort, og vi skal huske at nyde det og være gode ved os selv.”

I forestillingen ”Kvinde kend din krop” er kroppen også et centralt omdrejningspunkt. Alt det, den kan komme ud for i løbet af livet, er ligesom forestillingens øvrige temaer af den slags med evig relevans, og det får publikum til at komme igen år efter år, mener den mandlige hovedrolleindehaver siden 2015, Henrik Prip. F

orestillingen har været en del af programmet hos Mungo Park i snart ni år, også selvom man i teatret normalt er hurtige til at fjerne et stykke fra spillefladen, når interessen ser ud til at være aftagende.

”Denne forestilling er blevet en klassiker og en, som mange har hørt om, Og jeg tror, at det i høj grad skyldes de temaer, som bliver behandlet i stykket, som i øvrigt er de samme som i bogen. Vores køn, parforhold og samliv, sygdom og barnløshed, sex og kroppens forfald er evige emner, som interesserer alle generationer, og derfor bliver de ved med at være aktuelle.”

Han tror derfor heller ikke, at det er den nøgne krop i sig selv, der er tankevækkende, men det at tage hånd om emner, der er svære at tale om.

”Det er klart, at kroppen og alt det, den gør og kan, spiller en rolle, fordi vi laver et stykke om en håndbog, der handler om kroppen. Der er også en scene, hvor vi går rundt og er nøgne, og fra instruktørens side var det dels et ønske om at vise kroppen, som den ser ud, men også tage toppen af den der mystik, eller hvad man skal kalde det, som man måske kan forvente sig af titlen. Men jeg vil mene, at det virker meget afslappet og udramatisk i stykket, som nøgenhed tit er, når man endelig ser det,” siger han og fortsætter:

”Det er derfor temaerne som barnløshed og overgangsalder, der knytter sig hertil, som er værd at bemærke. Det er tit teatrets og kunstens funktion netop at italesætte de emner, som er svære, og jeg oplever en meget stor samhørighed i rummet. Publikum føler sig set og forstået i det katalog af kvindeliv og parforholdsliv og dermed også mandeliv, som vi fremstiller på en meget af tiden sjov måde. Der er selvfølgelig flest kvinder, der ser stykket her, og der bliver jublet og hulket af grin. Kvinder er generelt enormt gode til at være selvironiske og virkelig grine ad sig selv og hinanden. Meget bedre end mænd i virkeligheden,” forklarer han.