Med årene har han fået samlet sig nogle forskellige titler. Skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og foredragsholder. Jens Arentzen, der allerede som ung blev kendt som Ulrik i ”Matador”, bryder sig ikke om, at samfundet sætter folk i kasser, og at man kun må være én bestemt type.
For den slags typificeringer er ikke godt for meget – og da slet ikke for kunstnerdrømme.
At Jens Arentzen allerede som ung fandt styrke til at følge sine instinkter, skyldtes blandt andet hans violinlærer, der var både hamrende irriterende og enormt varm. Den rigtige vejleder kan ifølge skuespilleren fjerne den snævre følelse af, at man kun må have en bestemt retning i livet.
”Det er så populært med enneagram- og personlighedsanalyser i øjeblikket. Men hold nu op med det,” opfordrer han: ”Mennesket bliver, hvad det møder. Eller sagt med Nietzsches ord: Når du ser ned i en brønd, så ser brønden også ind i dig. Når du ser ind i litteratur, så ser litteraturen også ind i dig,” siger Jens Arentzen.
Derfor laver han til efteråret både skuespiller- og forfatterkurser på Frederiksberg i København, hvor deltagerne kan udfordre og udleve deres drømme på scenekant eller skrift.
Selv satte han allerede sine første sætninger på papir, da han var otte år. Han vidste, at han ville noget med kultur, og at han ville bestemme over en hel masse mennesker. Og samtidig var han også begyndt at spille musik.
”Jeg kommer fra en svær familie. Og med musikken havde jeg nogle private øjeblikke, hvor jeg prøvede at forstå, få næring og hjælp gennem tonerne og ved at lade fingrene gøre arbejdet,” siger han og bemærker, at det i hans familie langtfra var ønsket, at han skulle være kunstner.
Forældre ringede rundt til bekendte, som han – heldigvis – havde adviseret i forvejen, og ville få dem til at overbevise ham om, at det var den forkerte vej at gå. Men da havde han allerede fået smag for det. For musikken åbnede hans fantasi og følelsessystem. Han opdagede, at det vigtigste var at have en evne til at røre andre mennesker. Med humor, varme, indsigt eller erkendelse.
”Det er der rigtig mange, der fejlagtigt tror, at de ikke kan,” siger Jens Arentzen.
Hurtigt fandt han derfor også ud af, at også han kunne hjælpe andre med at lære at blive bedre til samme.
”Jeg kunne se, at der var nogle, der var mindre gode til det. I en alder af otte år begyndte jeg at foreslå de andre til musikundervisningen at trække vejret på en bestemt måde,” siger han.
Forleden mødte han med egne ord en ”skøn, ældre kvinde, der mente, at hun var sådan en siddetype”. Den tilbagelænede kontorkvinde, der ikke var den, der gjorde meget væsen af sig. Men sådan bør ingen se sig selv, mener han.
”Mange ender med at lægge drømmen på hylden, fordi ’fornuftige mennesker’ som forældre eller venner råder en til at satse på noget mere sikkert,” siger han.
Men få ved, hvad der sker, når man ikke blot vælger ”den sikre vej”.
”Hvis du får gjort det, vil du opleve, at det er en helt anden måde at være dig på. Du kan jo starte med at spørge dig selv: ’Taler jeg blot for at sige ord, eller taler jeg for at føle og mærke en stemning i det, jeg sagde?”, siger Jens Arentzen.