Da Lasse Andersson var i begyndelsen af 20’erne, troede han, at det var ord og ikke bygninger og billeder, der skulle blive hans fremtid. Men et nej tak til en indsendt prosatekst fra redaktøren af det litterære tidsskrift Hvedekorn Poul Borum fik ham på andre tanker.
Afslaget lå i postkassen den 10. maj 1996, Poul Borums dødsdag, og dermed døde også Lasse Anderssons forfatterdrømme.
Erindringen kalder et afvæbnende smil frem, da han sidder med sin kaffe og en kande vand i caféen på Kunsten i Aalborg.
I begyndelsen af året skiftede den 46-årige fynbo, der bor med sin familie hjemme i Aalborg-bydelen Hasseris, titlen som kreativ direktør for Utzon Center ud med titlen som museumsdirektør på Kunsten og på Utzon Center. ”Jeg mærker lige dele ydmyghed, stolthed og glæde”, lød det i den meddelelse, der dagen efter gik ud til pressen. Nu er Lasse Andersson klar til at sætte flere ord på, og derfor sidder vi her i Alvar Aaltos stilrene bygningsværk – hans nye arbejdsplads, hvortil han kan gå på få minutter. Hvis han da ikke løber, hvilket ikke er usandsynligt for den dedikerede motionsløber.
Sikkert er det i hvert fald, at han kommer til at skulle løbe stærkt i sit nye job. Traditionen på danske museer er at ansætte ledere med kulturhistorisk eller kunstfaglig baggrund, men sådan en har Lasse Andersson ikke. Han er uddannet arkitekt suppleret med en ph.d. i kulturplanlægning.
”I kunstverdenen er der nok nogle, der vil tænke: ’Ved han nok?’. Og ja, jeg kommer ikke med den normale kernefaglighed, men de, der kender mig, kender også min respekt for faglighed, og jeg overtager et museum med virkelig dygtige medarbejdere. Det gælder for mig om at kende mine blinde pletter og søge hjælp der, hvor kompetencerne er,” siger han.
Allerede i efteråret aftalte Kunsten et partnerskab med kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, der betyder, at Kunstens direktør nu refererer til Poul Erik Tøjner, der er direktør for Louisiana, på det kunstfaglige område, og at de to museer samarbejder om udstillingsprogrammet.
”Det synes jeg jo, er vildt interessant,” siger Lasse Andersson.
Med betyder det ikke, at din rolle er stækket?
”Nej, tværtimod så synes jeg, at Kunsten rykker en liga op med det samarbejde. Det er jo ikke sådan, at nu kommer Louisiana til Aalborg og dikterer, hvad der skal ske her. Vi vil stadig have vores egen profil. Samarbejdet betyder, at vi i de kommende år får adgang til et stort internationalt netværk, der betyder endnu mere interessante udstillinger,” siger Lasse Andersson og tilføjer:
”Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ansat til at imponere hverken Poul Erik Tøjner, Erlend Høyersten (direktør for ARoS i Aarhus, red.) eller Gitte Ørskou (tidligere direktør på Kunsten, nu direktør for Moderna Museet i Stockholm, red.), eller kunstanmelderne for den sags skyld. Jeg er sat i verden for at imponere publikum. I rigtigt mange år har jeg arbejdet med sammenhængen mellem formidling og det publikum, vi gerne vil have ind på kunstinstitutionerne.”
Lasse Andersson tilføjer, at arkitekter siden 1700-tallet i Danmark har været en del af de skønne kunster, og at Arkitektskolen i København under Else Marie Bukdahls ledelse var en del af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Og at han selv blandt andet har rejst Italien tynd for at se på både kunst og arkitektur.
”Der en tæt relation mellem arkitektur og billedkunst, men det betyder ikke, at der ikke er huller i min viden om kunsthistorien. Jeg er meget bevidst om, at jeg træder ind med en anden ballast end de fleste andre, men jeg har besluttet mig for, at det bestemt ikke skal hæmme mig. Jeg næres faktisk af muligheden for at overraske. Men havde du spurgt bookmakere, så var der nok ikke mange, der havde sat deres penge på, at jeg skulle være direktør for Kunsten.”
De arkitektoniske omgivelser skal dog også have betydning i fremtiden.
”For mig er huset i sig selv det vigtigste værk, og det er 100 procent sikkert, at det kommer til at betyde noget i formidlingen. Med Alvar Aaltos bygning har vi et internationalt trækplaster, som ingen kan tage fra os, men der er stadig mange, der bliver overraskede over, at der ligger sådan en diamant her i Aalborg. Jeg vil arbejde med at ophøje arkitekturen til kunst og stedet som destination. Med vores skulpturpark og beliggenheden op til skoven er vi som museumsdestination beslægtet med Louisiana. På en forårsdag, når bøgen er sprunget ud, kan jeg få tårer i øjnene over, hvor smukt her er,” siger han.
Aalborg har allerede i flere årtier været under forvandling fra industritil kulturby, og Lasse Andersson ser for sig, at Nordjyllands hovedstad i fremtiden vil blive endnu mere interssant for kunst- og arkitekturinteresserede mennesker at besøge. I byens tidligere så ikoniske spritfabrikker opstår i løbet af de kommende to-tre år et kultur- og oplevelsescenter, der blandt andet kommer til at rumme en kunsthal, der lige nu bærer arbejdstitlen ”Artcenter Spritten”. Det er her, den argentinske kunstner Tomás Saraceno skal opføre et stort værk, ”Cloud City Aalborg”, som sandsynligvis vil blive det samme vartegn for Aalborg, som ”Your Rainbow Panorama” på ARoS er for Aarhus.
”Med kunsthallen vil der kunne opstå en synergieffekt, der betyder, at man snildt kan bruge en hel dag eller mere på at se på kunst i Aalborg,” siger Lasse Andersson.
Han har dog ikke tænkt sig at sidde på sit kontor og vente på, at ”Spritten” bliver færdig. Hans ambition – og bestyrelsens forventning – er, at flere lokale, nationale og internationale publikummer kommer ind på Kunsten.