”Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mere”. Man kan ikke læse de linjer uden at høre melodien i sit hoved. Sådan forholder det sig for næsten alle danskere, tror Jørgen Carlsen, der var forstander på Testrup Højskole ved Aarhus i 31 år. Det var i sin tid ham, der foreslog til sangbogsudvalget, som han var en del af, at ”Jeg ved en lærkerede” skulle være med i den 18. udgave af Højskolesangbogen. Sangen er skrevet af Harald Bergstedt (1877-1965) i 1921 og udkom i første omgang som et digt, og tre år senere fik den sin melodi af komponisten Carl Nielsen (1865-1931). Da Jørgen Carlsen foreslog, at ”Jeg ved en lærkerede” skulle i Højskolesangbogen, kiggede de andre i udvalget undrende på ham.
”Skal vi også have ’Oles nye autobil’ med så?”, grinede de. Men det var ikke en hvilken som helst børnesang, Jørgen Carlsen foreslog. For ham at se er ”Jeg ved en lærkerede” mere universel i sin tematik, end man umiddelbart kunne tænke.
”Vi bærer alle sammen rundt på vores egen lille lærkerede, som jeg læser som et symbol på en skrøbelighed eller sårbarhed, man vil værne om,” siger han.
Det kan både være noget på det helt personlige plan – en hemmelighed eller en følelse af at være enten sårbar eller skrøbelig, men det kan også være i en luthersk forstand, hvor Martin Luther ville sige, at ingen er så god, som dagen er lang, når den er længst. Vi har så at sige alle noget på kontoen. Noget, vi ikke har lyst til at dele med andre, medmindre vi virkelig stoler på dem.
Det er den ene dimension af ”Jeg ved en lærkerede”, som Jørgen Carlsen mener, berettiger den en plads i Højskolesangbogen. Den anden dimension handler om dannelse.
”En dannet person er ikke nødvendigvis en, der ved meget. En dannet person tager ansvar for den viden, han eller hun har,” siger Jørgen Carlsen og peger på, at det dannede ved barnet i ”Jeg ved en lærkerede” er, at han eller hun ved, at ondskab findes.
”Hvis ikke ondskab fandtes, var der ingen grund til at tilbageholde den viden, barnet har om redens beliggenhed.”
Og ved at barnet ikke vil røbe det hemmelige sted, drager barnet omsorg for det levede liv. Det er dannelse, mener Jørgen Carlsen, der også bruger sin forståelse af lærkeredens symbolik til at definere betydningen af endnu et stort begreb, nemlig kærlighed:
”Kærlighed er, at man ikke skjuler sine lærkereder for hinanden. For så kan man være den, man er, hos den anden – her behøver man ikke at spille komedie,” siger Jørgen Carlsen, der også er glad for, at en anden af Harald Bergstedts sange er kommet med i den nyeste udgave af Højskolesangbogen, nemlig ”Solen er så rød, mor”.
”Og ja, så er der hele historien med, at Harald Bergstedt senere blev nazist, men det skal ikke tage noget som helst fra de fine sange, han skrev, inden han så at sige tog en afstikker. Man må skelne mellem værket og personen bag.”
Og til dem, der insisterer på, at ”Jeg ved en lærkerede” er en børnesang, svarer Jørgen Carlsen:
”Man kan også sige, at alle os voksne har det tilfælles, at vi alle har været børn engang.”