Prøv avisen
Film

En afklaret kvindes livsanskuelse formidlet gennem en hund

5 stjerner
Omdrejningspunktet for Laurie Andersons dokumentar er Lolabelle. En lille terrier, hvis livshistorie bliver den prisme, som Anderson udforsker erindringens krinkelkroge igennem. Vi følger Lolabelle fra ung hvalp til blind klaverspiller frem mod dens død i Andersons arme.

Laurie Andersons filmessay ”Heart of a Dog” er en uangribelig udforskning af sprog, kærlighed, empati og det ellers unævnelige: et kærlighedsløst forhold mellem mor og datter

Hvordan kan en dokumentarfilm om en lille terrier ved navn Lolabelle være en både billedmæssigt og sprogligt forbilledlig film om terror, kærlighed, erindring og sprog?

Det kan den, fordi den er skabt af en moden, livsklog og søgende kvinde, der på én gang poetisk og nøgternt begrunder, hvorfor døden handler om at sætte kærligheden fri ved at trække frit på buddhisme, katolicisme, yogier, sprogteoretikere og åndemanere i en newyorker-typisk intellektuel ramme, der minder om essayister som Siri Hustvedt og Susan Sontag.

Laurie Anderson har siden 1960’erne med base i New York præget den amerikanske kunstscene med alt fra performances til pophits. Nu er hun aktuel med sin anden film, en uimodståelig, eklektisk montage af barndomssmalfilm, overvågningsbilleder og klip fra New Yorks West Village optaget med et kamera fastspændt hunden Lolabelles halsbånd.

For omdrejningspunktet for Laurie Andersons dokumentar er netop Lolabelle. En lille terrier, hvis livshistorie bliver den prisme, som Anderson udforsker erindringens krinkelkroge igennem. Vi følger Lolabelle fra ung hvalp til blind klaverspiller frem mod dens død i Andersons arme.

Og selvom det måske lyder søgt, er ”Heart of a Dog” alt andet end prætentiøs. For Andersons filmessay er mest af alt en bevægende og inspirerende klarsynet beskrivelse af en afklaret kvindes livsanskuelse. Filmen bevæger sig konstant mellem at være kunst og kitsch, men på imponerende vis holder den balancen og bliver en forfinet fornøjelse.

I en central scene sætter Anderson sig for at finde ud af, hvilke 500 ord hendes elskede hund kan forstå. De drager af sted til Californien for at lære at tale sammen, men studiet ender i en fantastisk fabulerende fortælling om, at Lolabelle ude i de californiske bjerge, langt fra The West Village, finder ud af, at ondskaben kan komme fra luften i form af høge, der – ud af det blå – dykker ned efter den.

Det giver hunden et frygtsomt blik, som den kaster op i luften, mens den snuser sig ned ad bjergstierne. Herfra klipper Anderson til optagelser af New York og nøgterne beretninger om støvet, der indhyllede byen efter terrorangrebet den 11. september 2001. Det er en sproglig og suggestiv jordnær sammenkædning af hundens instinktive angst og menneskets terrorskabte frygt.

Der er især to indsigter, der bærer filmens fortælling: ”Jeg tror på, at meningen med døden er at sætte kærligheden fri” og ”man må evne at føle sig trist uden at være trist.”

Sammen med det klassiske Kierkegaard-citat ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns” og den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins sprogteorier knytter Anderson elegant tilsyneladende usynlige tråde mellem overvågning, klaverspillende hunde, barndomsminder, moderskab og flyvende fjender sammen til et berusende og billedmæssig stærkt filmessay.

De nyere optagelser bliver fikst føjet sammen med poetiske smalfilmsoptagelser fra Laurie Andersons barndom på landet i 1950’ernes USA.

Med det nævnte bonmot fra Kierkegaard rumsterende i baggrunden leder Anderson nemlig efter sammenhænge. Ikke kun sproglige, men også følelsesmæssige sammenhænge mellem den, hun er, og den, hun var. Hun fortæller om moderens sidste ord, som var en indstuderet tale, hvor hun takkede familien og sagde ”tusind tak, fordi jeg måtte komme ” iblandet usammenhængende fablen til de dyr, hun delirisk så i loftet over sit dødsleje.

Med moderens død som klamme om fortællingen om Lolabelle forbindes livstråde elegant. Ikke kun hundens og moderens liv, men især Andersons eget, som da hun forsoner sig med, at hun aldrig elskede sin mor, og finder, ved hjælp af de gamle smalfilm, tilbage til det øjeblik, der definerede hendes barndom. Vi ser aldrig Anderson, men hører hendes adstadige, klare sprog, der bærer os sikkert gennem associationsrækkerne uden at skæmme med overfortolkninger eller hysterisk insisteren på sammenhænge.

For selvom filmen umiddelbart er løst komponeret, bliver den, med sine kun 75 minutter, en fortættet fortælling, som meget fint efterlader et lille rum, man selv kan hoppe ind i og udfylde med sin egen bagage. For alle liv forstås jo baglæns. Og denne film om den empatiske hund Lolabelle er fuld af livsklogskab, fortælleglæde og skabertrang. Og så er den egentlig bare inspirerende og smuk, samtidig med at den også er vidunderligt krukket og kitschet.