Prøv avisen
Film

”Hundeliv” er en livsalig original filmoplevelse

4 stjerner
Oliva (Simone Lykke) og Sofia (Julie Brochorst Andersen) overnatter i en nedlagt grisehytte på en mark, der tilhører Sofias biologiske far, Adam (Alexandre Willaume). Foto: Mike Kollöffel/Foto fra filmen

René Frelle Petersen debuterer med en sympatisk og yderst velspillet film om familieliv et sted i den udsatte udkant. Tragedie og komedie med et befriende stænk af magisk realisme

”Hundeliv” er en ganske vidunderlig blanding af socialrealisme, road-movie og hævnhistorie. De tre bærende hovedroller er sympatiske bekendtskaber, og den debuterende instruktør og manuskriptforfatter René Frelle Petersen formår at omfatte dem med en særegen kærlighed og respekt. Tilsat lidt magisk realisme og gennemført tør humor bliver ”Hundeliv” en oprørende, bevægende og ret morsom hyldest til stærke kvinder i lighed med ”Thelma & Louise”, men med en krigsveteran lurende i baggrunden som en vedkommende påmindelse om, at den enkeltes liv kan være svært af både private og politiske årsager.

Sofia (særdeles dygtigt portrætteret af Julie Brochorst Andersen) kæmper sig igennem tilværelsen i det bodegabrune Produktionsdanmark. Med en voldelig stedfar (en besættende barsk Henning Valin) og en kuet mor (Camilla Bendix) drømmer Sofia om et andet og bedre liv langt væk den campingvogn, hun deler med sin halvsøster Olivia (spillet af Simone Lykke, der fornemt blander naiv sødme og duknakket undertrykkelse).

Efter endnu en omgang tæsk drager de to halvvoksne piger ud i Sønderjylland på jagt efter Sofias ukendte far – Adam. Med sig har de hans poetiske kærlighedsbreve og en ukuelig tro på lys og lykke.

Egentlig burde Sofia og Olivia slet ikke have kræfterne til at forsøge at ændre livsbane. Og det er blandt andet her, ”Hundeliv” excellerer, fordi den besnærende viser, hvordan to kvinders indre styrke og ubrydelige samhørighed kan vinde over mænds magtesløse vold. Sofia er den fornuftige, Olivia den drømmende, og samspillet er gnistrende.

Da de to unge kvinder endelig finder Sofias far Adam langt ude på landet, svarer han med skudsalver. Men krigsveteranen, der skyr al menneskelig kontakt, overgiver sig langsomt til de unge kvinders insisterende tilstedeværelse i en nedlagt grisehytte på hans mark og et fintfølende portrætteret fællesskab udvikler sig mellem de tre sårede sjæle. Over tarteletter og matadorspil bliver der knyttet et ubrydeligt bånd, og René Frelle Petersen imponerer overbevisende med sin evne til at vise karakterernes udvikling igennem filmen. Det er ganske enkelt tre troværdige menneskelige portrætter af Adam, Sofia og Olivia, der løfter sig op over socialrealismens begrænsende bånd.

Se traileren til "Hundeliv" herunder 

Adam får leveret pizza ved postkassen og kan ikke gennemføre en tur i supermarkedet uden at tage tøjet af. Olivia bliver seksuelt ydmyget af sin far, men fastholder et imponerende ejerskab over sin egen krop. Og Sofias styrke er uindtagelig. Alle tre spiller med en bestikkende naturlighed, og manuskriptet bevæger sig duvende gennem Sønderjylland. Den benhårde baggrund brydes af barsk humor, som når Adam tager maskinpistolen i brug under matadorspillet.

Begivenhederne orkestreres med en respekt for virkelighedens udsatte tilsat filmmediets forunderlige muligheder for at give hverdagen et poetisk og magisk lys.

”Hundeliv” er derfor en livsalig original filmoplevelse båret af et stærkt manuskript, overbevisende charme og virkelig velspillende skuespillere.

kultur@k.dk

xwqVyHD1i7M