Livshjælp kan findes i form af en medvandrer

Restriktioner og nedlukninger har fået psykologer, terapeuter og præster til at rykke de livstunge samtaler udendørs. Det kan der være store fordele ved, fortæller sognepræst Helle Viuf, der har mange års erfaring med eksistentielle samtaler til fods

”Det kan for eksempel være gavnligt at undgå øjenkontakt, hvis emnet er skamfuldt at tale om for sjælesørgeren,” forklarer sognepræst Helle Viuf om sjælesorgssamtalerne til fods. – Foto: Leif Tuxen.

I kanten af naturparken Hedeland på det østlige Sjælland findes en bakke. Den er beklædt med områdets karakteristiske grove græsstrå, der i det tidlige forår endnu bærer vinterens brungule farvedragt. Blandt de visne totter står en bænk på bakkens højeste punkt, og næsten dagligt træder den samme kvinde op ad grusstien til toppen for at sidde netop dér og skue ud. Hun kommer altid til fods. For den 57-årige sognepræst fra Tune, en landsby en lille kilometer fra samme bakke, holder af at gå. Nogle gange alene, men ofte i selskab med en anden, for det kan være så givende at have en medvandrer, forklarer sognepræsten ved navn Helle Viuf, som foruden at være en ivrig vandrer også har taget en masteruddannelse i sjælesorg. Det er derfor ganske naturligt for hende at tage samtalen til fods, når et sognebarn kontakter hende for en sjælesorgssamtale.

LÆS DET NYE MAGASIN "GÅ" HER

”Når kroppen er i bevægelse, kan hovedet få lov at holde fri. Og særligt når man befinder sig et svært sted i livet, er det godt at komme ned i kroppen og finde den naturlige rytme, der er i at sætte den ene fod foran den anden og så bare trave derudad. Der kan opstå en helt meditativ tilstand, et frirum fra alt det, der er i opbrud inde i én. Og en sådan tilstand er et enormt godt udgangspunkt for en samtale med en medvandrer, der har et andet perspektiv på tingene, end man måske selv har,” siger hun. På denne dag i februar er Kristeligt Dagblad taget med Helle Viuf ud på en gåtur i Hedeland for at få en fornemmelse af, hvad det er, man får ud af at sætte den ene fod foran den anden, mens det, der kan trykke i livet, vendes med præsten.

Under coronakrisen har flere præster gjort som Helle Viuf og rykket samtaler på tomandshånd udendørs. En hurtig internetsøgning viser, at mange psykologer og terapeuter har gjort det samme. For Helle Viuf er idéen om den udendørs sjælesorgssamtale imidlertid ikke ny – det er noget, hun har praktiseret i en lang årrække. Og netop derfor er netop hun den rette til at svare på, hvilke fordele der er at hente, når eksistentielle og ofte svære samtaler tages under åben himmel.

”En gåtur føles dejligt uforpligtende at sige ja til, og nogle gange kan netop det uforpligtende blive indgangen til en dybere samtale, der flytter noget i et andet menneske. Det kan for eksempel være gavnligt at undgå øjenkontakt, hvis emnet er skamfuldt at tale om for sjælesørgeren. Andre gange er det slet ikke nødvendigt at tale sammen. Ofte er den bedste livshjælp den, der kommer ordløst, når man slår følge med et andet menneske og vælger at have en medvandrer i sin sorg,” siger Helle Viuf.

Det er ikke tilfældigt, at det ofte er bænken på toppen af bakken i kanten af Hedeland, Helle Viuf kommer forbi på sine gående sjælesorgssamtaler. Står man på toppen, er det muligt at spejde over både Hedeland, landsbyen Tune og Køge Bugt. I klart vejr kan man se helt til Stevns. Og netop udsynet er én af de primære grunde til, at Helle Viuf ofte tager sjælesorgssamtalerne til fods.

Foruden at have en kandidatgraf i teologi, har sognepræst Helle Viuf også taget en masteruddannelse i sjælesorg. Særligt har hun beskæftiget sig med taburiseret sorg, som mennesker ofte har svært ved at række ud for at få hjælp til. I sådanne tilfælde kan en sjælesorgssamtale være god at tage til fods, hvor man ikke behøver at kigge hinanden i øjnene. - Foto: Leif Tuxen.
Foruden at have en kandidatgraf i teologi, har sognepræst Helle Viuf også taget en masteruddannelse i sjælesorg. Særligt har hun beskæftiget sig med taburiseret sorg, som mennesker ofte har svært ved at række ud for at få hjælp til. I sådanne tilfælde kan en sjælesorgssamtale være god at tage til fods, hvor man ikke behøver at kigge hinanden i øjnene. - Foto: Leif Tuxen.

”Når man sidder derhjemme alene i stuen, er der fare for, at man kan synke ned i et lille perspektiv. Herude får vi udsynet,” siger Helle Viuf og fører en flad hånd i en halvcirkel ud mod det bakkede hedelandskab, ”og er man der, hvor man er tynget af svære tanker, er det enormt sundt at få udsyn og et bredere perspektiv på tingene. Når man sidder oppe på bakken og spejder ud, bliver man selv så bittelille. Og det minder os om, at der altid er noget, der er større end os selv. Større end vores eget ego, der nemt kan stå i vejen og give os tunnelsyn.”

Gåturen kan også bibringe en følelse af kontakt til noget dybere og helt universelt, forklarer Helle Viuf, som hendes fodtrin efterlader de sidste klistrende lyde på det smattede underlag, før Hedelands jordstier møder landevejens asfalt ind til Tune by.

”I vores samfund har vi på mange måder bevæget os væk fra forståelsen af den jord, vi er taget af. Når vi bevæger os ud under åben himmel, kommer vi i kontakt med Guds skaberværk igen. Det går i kroppen på én, når vi bevæger os langsomt gennem landskabet og har tid til at få lydene, lugtene og noget af naturens storhed helt ind under huden. Den her kontakt til skaberværket giver os en forbundethed, som mange har mistet på grund af blandt andet ensomhed og sorg. Vi mennesker har brug for at føle os forbundet,” siger hun.

Helle Viuf kender samtlige veje og stier i området i søvne, for hendes familie har holdt til i landsbyen så lang tid, som kirkebøgerne går tilbage, og sandsynligvis også længere end det. Som én af de lokale er det nærmere reglen end undtagelsen, at hun møder folk, hun kender, når hun begiver sig til fods ud i Hedelandet. Det er en af grundene til, at Helle Viuf ikke altid tager sine sjælesorgssamtaler til fods. Det er ikke ubetinget en god idé i alle situationer.

”Man møder jo ofte mange lokale på sådan en gåtur. Og det giver en risiko for, at der bliver lagt låg på samtalen, fordi den visuelle tavshedspligt bliver brudt. Man må derfor vurdere, hvem det er, man skal gå med, og om det er det rigtige med en gåtur. At vandre i naturen kan også let blive anledning til at glide af på samtalen, fordi det er så nemt at pege ud mod et dyr eller noget andet i omgivelserne og dermed få emnet til at skifte.”

Under hele gåturen har Helle Viuf haft sit blik rettet fremad. Først da turen når sin afslutning, og sognepræsten træder ind i den rummelige menighedssal tilbage i Tune by, drejer hun kroppen om, så blikket møder journalistens.

Nogle gange kan det være en god idé at gøre holdt på halvvejen. Ofte ændrer samtalen karakter i det sekund, man pludelig kan se hinandens ansigtsudtryk, fortæller sognepræst Helle Viuf- Foto: Leif Tuxen
Nogle gange kan det være en god idé at gøre holdt på halvvejen. Ofte ændrer samtalen karakter i det sekund, man pludelig kan se hinandens ansigtsudtryk, fortæller sognepræst Helle Viuf- Foto: Leif Tuxen

”Kan du se – nu er det første gang, vi sådan rigtigt kigger på hinanden,” siger Helle Viuf og lyser op i et smil over den store forskel, det pludselig gør for samtalen.

”Vi kender næsten ikke hinanden, fordi vi har gået med blikket samme vej. Det kan gøre det svært at vide, hvordan den anden person reagerer på de ting, man taler om. Smiler vedkommende? Eller det omvendte? Nogle gange har det rigtig stor betydning for samtalen, og det er en anden årsag til, at en gåtur ikke altid er det rigtige til en sjælesorgssamtale. Hver ting til sin tid. Det er noget, der skal fornemmes,” siger Helle Viuf.

LÆS DET NYE MAGASIN "GÅ" HER

”Men uanset om sjælesorgssamtalen foregår til fods eller siddende, så handler sjælesorg altid om at turde gå et stykke livsvej. Det handler om at se ud over egoet og få det nye menneske til at spire ved at vande det lille frø, som Vorherre har plantet i os allesammen. Og der er det bare en enorm styrke at kunne læne sig op ad en medvandrer. Man låner lidt af sin tid, lidt af sin tro, lidt af sit håb og sit udblik til et andet menneske. Og så kan man minde hinanden om, at selvom man en dag ikke har mulighed for at vandre sammen fysisk, så vandrer man aldrig alene. Gud er altid med på turen.”