Maden har hovedrollen i ”Babettes gæstebud”

Ellen Hillingsø har altid holdt af Karen Blixens fortællinger. I denne sæson er hun aktuel i en særlig teaterversion af Blixen-klassikeren ”Babettes gæstebud”, hvor der under forestillingen serveres gastronomiske oplevelser for publikum

 I Karen Blixens ”Babettes gæstebud” bliver der serveret skildpaddesuppe og foie gras som del af fortællingen. Det er ikke tilfældet i Østerbro Teaters opsætning, men mad er der faktisk på menuen under den lidt særlige teater-oplevelse. På billedet ses Ellen Hillingsø i midten, mens det er Marie Tourell Søderberg til venstre og Benedikte Hansen til højre. –
I Karen Blixens ”Babettes gæstebud” bliver der serveret skildpaddesuppe og foie gras som del af fortællingen. Det er ikke tilfældet i Østerbro Teaters opsætning, men mad er der faktisk på menuen under den lidt særlige teater-oplevelse. På billedet ses Ellen Hillingsø i midten, mens det er Marie Tourell Søderberg til venstre og Benedikte Hansen til højre. – . Foto: Per Morten Abrahamsen.

”Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling.”

Ordene er Karen Blixens, men i dag kommer de ud af skuespiller Ellen Hillingsøs mund. Hun har altid beundret Karen Blixens evne til at gøre netop det: at fortælle historier med tyngde, og dette efterår skal skuespilleren så selv, i rollen som Babette i Østerbro Teaters version af ”Babettes gæstebud”, være med til at fortælle en af Karen Blixens kendte historier.

”Som menneske kan man altid lære noget af Karen Blixen, og hendes historier kan på alle tidspunkter i ens liv give svar på noget, man går og tumler med. Hun må have været ekstremt belæst, og hun har vidst meget om både religion, kultur og mytologi. Hun beskriver eksistentielle temaer ud fra en kombination af bred viden og dyb visdom, og så er der masser af humor. Hun brød først igennem, da hun var 47 år, og måske er det en af grundene til, at man kan finde den her modenhed og livsvisdom hos hende,” siger Ellen Hillingsø, der har et tæt forhold til Karen Blixen og blandt andet har læst op fra ”Den gamle vandrende ridder” på forfatterens tidligere hjem, Rungstedlund, som i dag fungerer som museum.

Første gang Ellen Hillingsø selv stiftede bekendtskab med historien om den franske gourmetkok Babette, der som politisk krigsflygtning havner i et pietistisk miljø i en lille by i Norge, var i gymnasiealderen. Men også i dag er ”Babettes gæstebud”, der første gang blev udgivet i 1950, relevant, mener Ellen Hillingsø.

Som det også gør sig gældende for flygtninge i dag, har Babette, grundet borgerkrig, måttet forlade sit hjemland og sin fortid for at træde ind i helt andre omgivelser. Mens hun derhjemme var en anerkendt gourmetkok, må hun i sin nye tilværelse i Norge, hvor hun bliver kokkepige hos en familie, der er en del af en religiøs menighed og lever et meget afholdende liv, indordne sig under helt andre forhold.

Modsat Paris, som Babette kommer fra, er luksuriøs mad her ikke en del af livet. Eller det er det i hvert fald ikke, indtil Babette ser en mulighed opstå og sætter sig for at vise sig som den madkunstner, hun er, og får planlagt en ægte gourmetmiddag.

Det, der gør fortællingen relevant i dag, ligger i de mange temaer, den tager op, lyder det fra Ellen Hillingsø.

”Det er en historie om flygtninge, en historie om vores forhold til, hvad der er fremmed, hvad der er anderledes, og det er historien om et lille samfund, der bliver konfronteret med noget udefra. Det er en historie om, at kunst kan forandre mennesker, det er en historie om kærlighed, og det er en historie om mad,” siger Ellen Hillingsø.

Særligt den sidste ting – mad – kommer til at sætte et tydeligt præg på Østerbro Teaters version af Blixens klassiker. Foruden instruktør Rolf Heim og dramatiker Simon Boberg er madkunstneren Mette Martinussen, som de seneste år har slået et slag for det, der kaldes madteater, en af de bærende kræfter bag forestillingen. Sidste år var Rolf Heim og Mette Martinussen aktuelle med ”Festen”, hvor publikum under forestillingen var med som gæster til selve festen og fik serveret vin og mad af høj standard. Nu gælder det så Babettes gourmetmiddag, hvor hovedrollen – eller i hvert fald titelrollen – spilles af Ellen Hillingsø, der modsat de andre på holdet ikke tidligere har lavet madteater.

”Jeg glæder mig. For det første, fordi jeg er stor Karen Blixen-fan, men også fordi jeg glæder mig til at lave madteater. Det er maden, der kommer til at være hovedperson – og sådan er det egentlig også i ’Babettes gæstebud’. Karen Blixen skrev jo oprindeligt historien til et amerikansk madblad,” siger Ellen Hillingsø med henvisning til Ladies’ Home Journal, hvor historien om Babette blev trykt i 1950.

”’Babettes gæstebud’ handler om, hvad det er, vi oplever, når vi oplever stor kunst, eller stor madkunst, og hvordan stor kunst kan forandre os som mennesker og forene os som mennesker,” siger Ellen Hillingsø.

Og den del af historien bliver meget tydelig gennem madteater, forestiller Ellen Hillingsø sig.

”Det med at spise med mennesker, man ikke kender, og at spise i offentlighed, er med til at gøre, at maden får en meget central rolle. Der ligger en tillidserklæring i at spise noget mad, andre mennesker har lavet til en, og en blottelse i at lade sig beruse af mad og vin. Det hele bliver en del af kunst- og teateroplevelsen,” siger Ellen Hillingsø.

Og så er vi tilbage ved de mange temaer, Ellen Hillingsø ser i ”Babettes gæstebud”, hvor middagsgæsterne gennem Babettes mad mødes af en form for kunst, der for dem er fremmed:

”Kunst kan forandre mennesker, og kunst kan forene mennesker. Men kunst kan også være meget skræmmende, og vi kan blive bange for kunst, ligesom vi kan blive skræmt over at tænke på, hvordan vi skal tage imod en flygtning,” siger skuespilleren.