Maggie Smith er en stor kunstner. Tænk bare på hendes seneste store roller i tv-serien ”Downton Abbey” og eventyrfilmene om Harry Potter. I ”The Lady in the Van” lægger hun alen til sit store talent med sit lydefri og indlevende portræt af den excentriske Mary Shepherd.
Miss Shepherd boede 15 år i en varevogn i indkørslen foran forfatteren Alan Bennetts hjem i London-bydelen Camden op gennem 1970’erne og 1980’erne. Hun skulle have boet der i tre måneder.
”En mestendels sand historie” står der på lærredet, inden ”The Lady in the Van” begynder. Virkelighedens Alan Bennett skrev først en tekst og siden et teaterstykke om sin aparte logerende.
Maggie Smith spillede den altdominerende hovedrolle i stykket omkring årtusindskiftet, og den aktuelle film er mest af alt seværdig på grund af netop Maggie Smith. Uden hende ville den formentlig være en parentes. Nu kan den blive stående som et eksempel på stor skuespilkunst.
I filmen er Alan Bennett delt op i to figurer, og Alex Jennings spiller både forfatteren Bennett og manden Alan, der småskændes indbyrdes om Miss Shepherds betydelige rolle i deres liv. Dette dobbeltgængermotiv er på papiret en god idé, men bliver lidt trættende i længden.
Når grebet alligevel fungerer, er det fordi Bennetts indre kamp fornemt illustrerer den aktuelle diskussion om næstekærlighed over for selvgodhed. Huser Bennett Shepherd ud fra de værdier om tolerance, åbenhjertighed og frisind, som på papiret præger bohemebydelen Camden? Eller udnytter han hendes tilstedeværelse – for egen vindings skyld – som en dramaturgisk motor i sine skriverier?
Og behøver det ene nødvendigvis udelukke det andet? Denne ambivalens fremstilles klædeligt ærligt og usentimentalt i filmen. På samme måde er portrættet af Miss Shepherd ikke bebyrdet af en overdreven sentimentalitet. Hendes uforskammethed, decideret svinske levevis og aparte vaner fremstilles nøgternt, men med en sober og indlevende distance, man nok skal være brite for at kunne fremmane så præcist.
Det er en udsøgt fornøjelse at udforske Maggie Smiths rynkede ansigt i enhver indstilling og scene, hun er med i. Den blanding af styrke og sårbarhed, hendes karakteristiske øjne konstant skifter imellem, er filmens største force. Hendes sprogs musikalitet giver den beskidte, usle, hjemløse kvinde, hun også er, den grad af aristokratisk ynde, som hendes sparsomt formidlede fortid har tildelt hende.
Drypvist opruller filmen små begivenheder, som tilsammen har gjort, at Miss Shepherd ender som en hjemløs kvinde i en skriggul varevogn.
Faktisk sidder man hele filmen og higer efter denne information, men desværre bliver belønningen aldrig helt stor nok, da der endelig bliver løftet for hendes fortid i filmens sidste minutter. Især den pompøse slutning med himmelporte, basunengle og en gammel mand i himlen med stort skæg skæmmer mere end den udvider filmens univers. Men også det kan tilgives, fordi Maggie Smith er med. Og Maggie er mageløs.