Anja Aalund Holst havde aldrig troet, at hendes mand gennem 18 år, Frank Holst, kunne blive ramt af demens. Faktisk fejlede Frank Holst næsten aldrig noget. Han spiste sundt, drak ikke og dyrkede meget motion.
Men så begyndte Frank Holst at klage over, at hans krop ikke duede, som den plejede.
Anja Aalund Holst var skeptisk, for der var jo aldrig noget i vejen med ham.
I slutningen af 2017 fik Frank Holst smerter i brystet, han blev scannet, og da han skulle have svar, tog Anja Aalund Holst med.
”Jeg tænkte, at vi en gang for alle ville finde ud af, at der ikke var noget,” fortæller Anja Aalund Holst.
Lægen fortalte, at han på nogle punkter var mere sund end andre på hans alder. Men der var også noget andet. Frank havde symptomer på, at han var ved at udvikle Parkinsons sygdom.
Anja Aalund Holst vidste ikke, hvad det var. Da hun kom hjem, læste hun om det på nettet. Hun faldt over den Parkinson-type, der hedder Lewis Body Syndrome. Og pludselig kunne hun se det hele. Frank Holst havde svært ved at få overblik, planlægge og kunne lave tre aftaler oven i hinanden. Og han sov meget uroligt. Det hele passede, fortæller Anja Aalund Holst og tilføjer: ”Det var alt for voldsomt. For det er jo demens, og det er livsforkortende. Vores børn var 12 og 15 år.”
Anja Aalund Holst mødte Frank Holst i Vejrup, hvor hendes forældre boede. Når hun var på besøg hos forældrene, hilste hun på Frank Holst. En af de gange sagde han, at hun altid var velkommen til at kigge forbi.
På et tidspunkt var hun til begravelse i hjembyen. En fra hendes klasse var død. Hun havde behov for nogen at tale med, for det var mærkeligt, at en person på 30 år var død. Hun ringede til Frank Holst og spurgte, om hun måtte komme forbi til en øl.
”Derfra voksede det bare stille og roligt,” siger Anja Aalund Holst.
De har altid talt meget åbent med hinanden – også om testamente. Før de fik børn, fik de derfor lavet et, men efter at Frank Holst fik konstateret Lewis Body Syndrome, skulle det hele laves om. Alligevel gik der to år, før de fik lavet et nyt testamente.
”Det blev så følsomt, jeg tror, jeg havde mest lyst til at skubbe det,” siger Anja Aalund Holst.
Og der var mange andre ting, de skulle nå at tale om. Anja Aalund Holst ville hive så mange informationer ud af Frank Holst, som hun kunne.
I sommeren 2018 fik de lavet gensidige fremtidsfuldmagter. Og et år senere fik de lavet testamente.
”Vi var nødt til at forholde os til, hvad der ville ske, hvis jeg gik bort før Frank. Så han endte med at frasige sig forældremyndighederne, fordi med hans sygdom kan man ende med at stå i en situation, hvor han selv tror, han kan tage vare på børnene, men hvor han i virkeligheden ikke kan. Og vi besluttede, at går han bort før mig, så går alt til mig, men hvis jeg går bort før ham, går alt til vores børn.”
”Det gjorde så ondt at tale om, for endnu en gang skulle Frank give afkald på alt, og det føltes på en måde definitivt,” fortæller Anja Aalund Holst og tilføjer:
”Jeg bliver berørt, når jeg taler om det nu. Det er en del af min måde at håndtere det hele på, at kommer der en følelse, så lader jeg den komme.”
Da Anja Aalund Holst havde skrevet under på det nye testamente, følte hun en form for lettelse. For det havde været en del af hendes bekymringer i flere år, og nu skulle hun ikke længere forholde sig til det.
I dag tænker hun, at de skulle have været hurtigere i gang med testamentet. Men hun forstår godt, hvorfor det tog så lang tid.
”Jeg ønskede jo, at hele sygdommen skulle gå væk, så vi kunne få fred.”
Hun anbefaler alle, der står i samme situation, at få talt om testamente så hurtigt som muligt. Også selvom det er hårdt, og den demensramte person ikke har lyst.
”Mange pårørende tænker, at de skal tage hensyn til den syge og ikke sætte sig selv først. Og ja, Franks liv er vendt på hovedet, men det er mit så sandelig også. Så selvom den syge ikke vil snakke om det, er man som pårørende nødt til at insistere.”
”Man må sige til den syge: ’Du skal ikke gøre det for din skyld, men for min skyld.’ Ellers kan man jo ende med at stå og være i tvivl, når den syge ikke længere er her, eller det kan skabe splid i familien, fordi der er usikkerheder.”
I dag bor Frank Aalund Holst i en beskyttet bolig. Den beslutning tog Anja Aalund Holst og Frank Holst sammen for at skåne deres to børn mest muligt.
”Jeg er glad for, at vi lavede testamente for et år siden nu. Jeg ville ikke kunne have haft de samme samtaler med Frank nu, som jeg havde dengang,” siger Anja Aalund Holst.