MeToo på højskolerne: ”Vi når længst ved at diskutere kulturen”

Anden bølge af MeToo er skyllet ind over poltik, universiteterne og mediebranchen, men samtalen om seksuelle krænkelser på landets højskoler har hidtil været lavmælt. Men hvem har ansvaret, hvis elever krænker andre elever?

Hvordan skal man komme problematikken med seksuelle krænkelser på højskolerne til livs? "Vi har allesammen et kulturelt, et pædagogisk og selvfølgelig et juridisk ansvar, men der er mange forskellige bud på, hvordan det skal håndteres. Det kommer vi nok aldrig til at lægge helt i ramme,” svarer Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole.
Hvordan skal man komme problematikken med seksuelle krænkelser på højskolerne til livs? "Vi har allesammen et kulturelt, et pædagogisk og selvfølgelig et juridisk ansvar, men der er mange forskellige bud på, hvordan det skal håndteres. Det kommer vi nok aldrig til at lægge helt i ramme,” svarer Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole.

Lad os indlede med et tankeeksperiment: En ung kvinde er til fest på sin højskole, da en anden elev tiltvinger sig et kys, som kvinden finder grænseoverskridende. Begge er voksne mennesker og højskoleelever på én og samme tid. Så hvor går grænsen for, hvad skolen bør blande sig i?

Samtalen om seksuelle krænkelser på landets højskoler er begyndt. I marts i år bragte Information et debatindlæg fra en række elever på Testrup Højskole tæt ved Aarhus, som på eget initiativ havde undersøgt seksuelle krænkelser på deres årgang i efteråret 2020. Blandt dem, der svarede på elevernes spørgeskema, oplyste 27 procent, at de havde oplevet uønsket fysisk kontakt til højskolens fester, skriver eleverne.

”Højskolerne bør tage ansvar for de krænkelser, der finder sted på egen grund,” lyder det i debatindlægget.

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med forstander på Testrup Simon Axø, som ikke ønsker at svare på kritikken, da skolen principielt ikke debatterer nuværende og tidligere elevers adfærd i pressen.

Men hvem har egentlig ansvaret, hvis en voksen højskoleelev krænker en anden? Er det højskolerne, som de tidligere Testrup-elever mener?

Svaret er ikke enkelt, hvis man spørger Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Ubberup Højskole.

”Jeg synes, at højskolerne har et særligt ansvar. Vi har allesammen et kulturelt, et pædagogisk og selvfølgelig et juridisk ansvar, men der er mange forskellige bud på, hvordan det skal håndteres. Det kommer vi nok aldrig til at lægge helt i ramme,” siger hun.

Først og fremmest skal skolerne indlede en samtale om, hvor der er behov for at sætte ind, mener Lisbeth Trinskjær.

”Det handler om at løfte vidensniveauet og give lejlighed til refleksion blandt forstanderne.”

Indtil videre har foreningen faciliteret et fagligt indlæg fra videnscenteret Kvinfo om MeToo og sexisme på et virtuelt forstandermøde.

Det lyder flot at løfte vidensniveauet, men gør det en forskel for den enkelte elev?

”Det skal det selvfølgelig, men i højskolebevægelsen har vi ikke lyst at lave one size fits all . Jeg har ikke brug for, at alle gør det på præcis samme måde.”

Foreningen har ikke iværksat undersøgelser af seksuelle krænkelser på højskolerne, selvom det ville ”fremstå handlekraftigt”, som Lisbeth Trinskjær udtrykker det.

”Men med mit kendskab til højskoleverdenen når vi bare længere ved at diskutere kulturen.”

På Vallekilde Højskole på Vestsjælland ser forstander Torben Smidt Hansen alvorligt på højskolens forpligtelser – uagtet elevernes alder. ”Når vi taler om noget, der overskrider folks grænser, så mener jeg i høj grad, at det er vores ansvar at gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, det sker. Så er jeg sådan set ligeglad med, om det er niende klasse eller en seniorhøjskole med folk på 80 år.”

I efteråret 2020 tilføjede Vallekilde Højskole anonyme spørgsmål om MeToo til deres midtvejsevaluering og præsenterede resultat for eleverne. Det mest iøjnefaldende var, at 15 ud af 110 svarede ja til spørgsmålet: ”Er du på højskolen blev rørt ved, omfavnet eller kysset på en måde, som du ikke ønskede?”

”Det var en god anledning til at tale om, hvad man gør, hvis man oplever noget, og hvordan kan man sige fra. Den store lære er, at det er en konstant dialog.” Allerede i 2016 indførte Den Internationale Højskole i Helsingør en sexchikane-politik. Den indeholder blandt andet en definition på sexchikane, eksempler på forskellige former for sexchikane og en beskrivelse af, hvad man som elev kan gøre, hvis man er udsat for seksuelle krænkelser. Vejledningen er netop højskolens forsøg på at tage et ansvar på sig, forklarer forstander Søren Launbjerg. ”Hovedparten af vores elever er over 18 år, så de er selv ansvarlige for, hvad de gør. Men vi har et ansvar for at fortælle, hvilke regler vi er nødt til at have imellem os, for at alle kan leve trygt her. Det løser dog ikke alle problemer, for det er stadig svært at stå frem,” siger han. Søren Launbjerg vurderer, at skolens politik om sexchikane har ført til to bortvisninger, siden den blev indført.