Prøv avisen
Film

Michael Moores hyldest til medmenneskeligheden

4 stjerner
Michael Moore hylder Europa med en advarsel om, at vi skal passe på det, der adskiller os fra USA. – Foto: Scanbox

Samfundsrevseren Michael Moore er tilbage med kritik af hjemlandet USA i den underholdende og ublu ensidige ”Where to Invade Next”

Michael Moore har skabt sit ry med en række dokumentarer som ”Bowling for Columbine” og ”Fahrenheit 9/11”, hvor skamløs moraliseren og skarp satire kæmper om hovedrollen. På overfladen er Michael Moore med ”Where to Invade Next” blevet mere positiv, men alligevel lige så prædikende som altid.

Her sparker han ikke magthavernes hermetisk lukkede døre ind, men drager ud i verden – primært Europa – for at finde eksempler på politiske tiltag, USA ifølge Moore burde lære af. For tag ikke fejl. Selvom filmen foregår uden for USA, er den, som altid hos Moore, en lang kritik af fædrelandet.

Som europæere er meget af det, der er kuriøst for Moore og det amerikanske publikum, velkendt. Betalte ferieuger, gratis uddannelse og et – relativt – lige sundhedssystem er rettigheder, vi tager for givet. Derfor er det ikke eksemplerne, der primært fasciner på denne side af Atlanten. Det er, når velfærdssamfundets principper bliver personliggjort, at ”Where to Invade Next” fungerer bedst.

Det er den norske vvs’er, der mistede sin søn på Utøya, som med åbent hjerteve fortæller, hvorfor han mener, at dødsstraf er en synd. Det er den finske matematiklærer – fra verdens bedste skolesystem – som bedyrer, at det vigtigste, han skal lære børnene, er at blive lykkelige.

Det er den unge indvandrer, der netop har fået tysk statsborgerskab og derfor vil lære alt om sit nye hjemlands grusomme forhistorie, for nu er han jo også tysker og ser derfor sig selv som bærer af den tyske arvesynd. Og det er den tunesiske journalist, der formår at tale kvindekampen op på et niveau, hvor også vores hjemlige skyttegravsdebat om moderskab og kvinderoller ser så uendeligt lille ud.

Selvom Moore klædeligt er mindre i fokus end i tidligere film, hamrer han stadig sine idiosynkrasier ind med en uhørt urkraft, hvor al objektivitet og enhver nuancering forbliver fraværende. Med bombastisk musik og sammenklipning af amerikanske arkivklip med politivold, droneangreb og Wall Street over for lykkelige, solbadende og isspisende europæere, råber Moore direkte ind i tilskuernes ører.

Det er hans signaturstil, der har skaffet ham mange fjender, og de vil ikke blive vundet over med denne film. Men der er alligevel noget afvæbnende ved denne tilsyneladende undselige mands kamp for ”arbejderamerikaneren”, som gør, at også ”Where to Invade Next” bliver en seværdig film i rækken af underholdende, provokerende og helt igennem ”Moore’ske” Michael Moore-dokumentarer.

Så selvom to timer bliver for langt, smitter det fortællermæssige drive og de medvirkendes menneskelighed. Slutningen ender dog ud i en kvindehyldest, der nok er oplagt og oprigtig, men desværre også for overfladisk og så patosfuld, at det fjerner fokus fra filmens fineste pointe.

Nemlig noget så enkelt som at respektere hinanden som medmennesker. Det kan intet folkeslag tage patent på. Men vi har alle stadig meget at lære af hinanden. Og mange af de medvirkende i ”Where to Invade Next” kan tjene som god inspiration.