Jeg mærker, det er weekend, når min mailboks stopper med at have 10 nye mails hvert 20. minut. Jeg er direktør og dramatiker på samme tid, så mange af mine værker bliver til i weekenden. Når det er fredag, vil jeg gerne ud og lave noget socialt. Det er en svær balance at beholde et socialt liv som direktør, men jeg er stadig lidt ung og har ikke børn, så jeg kan godt lide at tage ud og danse. Jeg mødes med nogle barndomsvenner, og så taler vi om, hvordan vores uge er gået, glemmer de praktiske ting og har det sjovt. Lørdag kan jeg godt lide at sove til op ad formiddagen. Dagen bruger jeg altid på at skrive dramatik. Det kræver sammenhængende timer at skrive en scene. Jeg skal ind og lande i materialet og glemme verden udenfor. Min kæreste skriver også om lørdagen, så vi sidder i det samme stille rum i hvert vores univers.
Jeg er vokset op med rigtig meget leg. Jeg var meget en enspænder som barn og skabte min egen verden. Ofte legede jeg med en bondegård, hvor alle dyrene havde roller. Min mor hjalp mig med at optage dem på bånd. Nogle gange fik jeg lov at pjække fra fag som matematik, jeg ikke kunne lide, fordi min mor godt kunne se, at jeg var meget engageret i at opbygge historier. Det tror jeg var rigtig godt for mig, for så var der noget, jeg følte mig god til, og det er også det, jeg arbejder med i dag. Der kan være en fordom om, at mennesker, som har et konkret arbejde, ikke er kreative. Min mor, som jeg er vokset op hos, arbejdede som pædagog, og min far, som jeg så engang imellem, var taxachauffør og arbejdede med it i min barndom, så de havde meget faste arbejdstider. Men min far har altid fotograferet fantastisk, og min mor er den bedste til at lege fiktion frem med børn. Så jeg fik opbakning til at gå all the way med min leg og tage den seriøst, selvom der ikke stod finkulturelle bøger på boghylderne. Kulturhistorien lærte jeg først at kende på teaterskolen. Så det var en ordentlig mundfuld.
Når jeg skal slappe af, kan jeg godt lide at passe mine planter. De passer ikke sig selv, og jeg bliver megaskuffet, når en af dem dør. Det er først noget, jeg er begyndt på, efter at jeg blev direktør. Før det lavede jeg teater hele tiden, for når man er freelance-kunstner, flyder det hele sammen. Nu er jeg på en arbejdsplads med lidt mere faste rutiner. Kollegerne går hjem på et tidspunkt, og så går jeg også hjem.
Søndag vasker jeg tøj. Jeg bruger et møntvaskeri, der ligger ret langt væk, men det er blevet en dejlig rutine at gå derhen. Min kæreste er også tennistræner og sveder ret meget, så der er altid enormt meget tøj, der skal vaskes. Tennis-tøj er ret dyrt. Det er sådan noget Lacoste-show. Så jeg sidder gerne og venter på, at det er vasket færdigt og taler med de ældre, søde damer, der også vasker tøj om søndagen. Søndag aften er helliget min kæreste.
Inden jeg går i seng, bruger jeg tid på at koble mig ud af verden. Jeg mistede min far for lidt over et halvt år siden, og jeg bruger gerne en halv time på at tænke på ham og den tid, vi havde. Det at miste er en ordløs ting. Jeg har ikke oplevet terapi, som kan få mig over et tab. Sorgen er så abstrakt, og det tager tid for kroppen at bearbejde. Uden at det skal lyde for makabert, så er der en forbindelse mellem at sove og at dø. Der, hvor jeg er i min sorg lige nu, er døden lig med stilhed, mørke og at give slip ind i det ubevidste. Det gør man også, når man sover. Derfor bliver søvnen en grænse, jeg skal overvinde, fordi min fars dødsfald stadig er så tæt på.