Özlem Cekic: Det håndvævede tyrkiske tæppe i kulkælderen

”Vil du virkelig gerne beholde det her?”, spurgte Özlem Cekics mor hende, da hendes datter så begejstret på det hændvævede tæppe, der var svøbt om nogle skrøbelige ting, der skulle flyttes til et nyt hus.

”Hun kunne slet ikke se værdien i det. Men sådan er det med gamle ting i fattige lande. De bliver ikke vurderet som værdifulde,” siger Özlem Cekic, hvis familie er vokset op i Tyrkiet.

Tæppet havde hendes mor fået som medgiftgave fra sin mor,da hun skulle giftes med Özlem Cekics far. Ved en fejl blev det vasket i noget varmt vand, og det fik farverne til at smelte lidt uheldigt sammen, så det blev placeret i familiens kulkælder, hvor det lå i mange år og samlede støv.

”Da jeg så det, tænkte jeg, at det var helt vildt flot, og at der var nogle, der havde brugt energi på at lave det. Det er faktisk oftest kvinder, der laver de her tæpper – og endda i hånden,” siger Özlem Cekic og nævner, at disse tæpper er en kulturbærende ting i Tyrkiet.

Hendes mor så dog stadig på tæppet, som var det et gammelt lagen. Men det syn skulle dog vise sig at blive ændret. For da Özlem Cekic tog sin mor og svigermor med på Nationalmuseet i København, fik de sig nemlig en smertefuld erkendelse.

Mens de gik rundt på Nationalmuseet, lod Özlem Cekic mærke til, at hendes mor og svigermor begyndte at hviske og så mere og mere triste ud. Så hun spurgte dem, hvad der var galt.

”De talte om, at de havde smidt alle deres gamle ting ud. Mens danskerne havde lavet et museum ud af det. De kunne genkende flere af tingene. Blandt andet nogle kister af kirsebærtræ, som de havde brugt som brænde. Men det er nok sådan, at det er først, når man bliver rig nok, at man værdsætter det, der er gammelt,” siger Özlem Cekic, der har brugt lang tid på at finde frem til det helt rigtige sted, der kan reparere det håndvævede tæppe, da det er gået lidt op i syningerne.

Tæppet er det eneste, hun har arvet fra sin mormor, der døde i 2005, og hun ser hende stadig som en rollemodel.

”Hun var analfabet og 1,5 meter høj, men hun kunne komme ind i et rum, slå i bordet og alle mændene ville rejse sig med det samme,” siger Özlem Cekic, der selv vil give tæppet videre til sin datter, når det engang bliver tid til, at det igen skal skifte hænder.

”For når man slår rødder andre steder, betyder tingene fra ens ophav noget mere. Og det vil jeg gerne give videre til mine børn. Tæppet er lavet af kvinder, og det er gået fra mor til datter i flere generationer, derfor synes jeg, det passer så fint, at det er min datter, der en dag skal have det”.

Lotus Turéll: Kunstbøgerne fra en sjæleven, der levede livet på sin egen måde

Det er ikke så tit, at man hører om en 17-årig, der udvikler et nært venskab til en, der er i sine slut-80’ere. Ikke desto mindre var det det, der skete for Lotus Turéll og levemanden Svend Hansen.

”Der var en øjeblikkelig fortrolighed mellem os. Vi kunne springe alle formaliteter over, og jeg tror, det har noget at gøre med, at vi begge på hver vores måde har været i nogle kroge af livet, som måske ikke så mange andre har,” siger Lotus Turéll om den mand, hun mødte, da han var på vej mod sin død, og hun var på vej ud af gymnasiet. Han efterlod hende blandt andet to kunstbøger, som i dag minder hende om sin gamle ven og hans modige livsfilosofi.

Da Svend Hansens liv lakkede mod enden, tog Lotus Turélls mor en omsorgsrolle på sig. Han var syg og svækket til sidst, og de to havde været venner i mange år.

”Jeg følte mig virkelig lost (fortabt, red.) , da jeg var de der 17 år. Jeg følte, at alle mine veninder havde planer eller tanker om, hvad de ville med deres liv, men jeg vidste ikke, hvilken vej jeg ville gå. Derfor var det så befriende at snakke med Svend, for han havde fulgt sine passioner og ændret kurs igen og igen,” siger Lotus Turéll, der i tiden op til Svend Hansens død tilbragte meget tid med ham. Blandt andet i hans store lejlighed i Palægade i København, som var fyldt med kunst.

Hun husker ikke hans død som tragisk, da han var ”mæt af dage”, som hun siger, men hun var taknemmelig for den sidste tid, de havde sammen.

Svend Hansen havde både været cigarbinder, professionel cykelrytter, ejet travheste, været med til at lave en Oscarnomineret film og været kunsthandler. Nå ja, og så havde han været agent for kunstmaleren Wilhelm Freddie (1909-1995).

”Svend var for mig et levende bevis på, at man ikke behøver tvinge sig selv ned i en form, fordi man føler, at det er det, man bør gøre,” siger Lotus Turéll, der sammenligner Svend Hansens modige livsfilosofi med den kunst, han præsenterede for hende, og som de havde mange samtaler om. Wilhelm Freddie blev nemlig opfattet som en provokunstner dengang, Svend Hansen repræsenterede ham, og det var ikke noget for de finere kredse.

Svend fortalte også levende om Andy Warhol, som dog var meget mere accepteret og feteret i sin samtid end Wilhelm Freddie.

”Det er heller ikke fordi, jeg synes, kunsten i de bøger, jeg har arvet, er specielt smuk eller noget, jeg vil have hængende i mit hjem. Men de repræsenterer nogle værdier, som Svend Hansen gjorde præsente i mig. Noget med at gå sin egne veje, bryde med traditioner, når det er nødvendigt. Stå ved sig selv, tillade forandring,” siger Lotus Turéll, som ikke har bøgerne stående fremme i sit hjem, da de er over 60 år gamle og dermed skrøbelige. Men bøgerne har fulgt med hende igennem mange flytninger og har som nogle af de eneste genstande fået lov at følge med hende i så mange år.

”Jeg glæder mig til at vise dem til mine børn, når de bliver lidt ældre. Så vil jeg fortælle dem om min gamle ven, Svend.”

Elof Westergaard: Den magiske dåse med guld

Elof Westergaard, der er biskop over Ribe Stift, voksede op ved sin families stenhuggeri ved Lemvig i Nordjylland. Her gik han som dreng ofte rundt og så på sin far arbejde. Faderen lavede figurer i sten med hammer og mejsel. Han lavede også gravsten, og når der skulle indgraveres bogstaver af guld i gravstene, kiggede Elof Westergaard ekstra opmærksomt.

”Der er noget magisk over guld,” siger biskoppen, der husker tilbage på, hvordan han betragtede sin far, der først borede bogstaverne i stenen, så penslede en lak på for til sidst at putte bladguldet nænsomt i bogstaverne.

Faderen, som døde for seks år siden, tog så altid en kobberdåse frem og børstede det sidste guldstøv ned i dåsen. Det havde hans far vist også altid gjort, fortæller Elof Westergaard.

”Vi er en familie, der har svært ved at smide ud,” siger biskoppen, hvis mor for noget tid siden valgte at give arvestykket med guld til ham.

​​​​​​​

”Han ville have tænkt, at det enten var mig eller min søster, der skulle have den. Det er jeg sikker på.”

”Jeg kan godt lide ting, og jeg føler mig knyttet til mine ting,” siger han og begynder at fortælle en historie om en rejsende, der ville have alle sine ting i én kuffert. Den rejsende ville være fri for alting, så han måtte ikke eje mere, end der var plads til i kufferten.

”Men han tog jo altid nye ting med sig hjem, så han skulle hele tiden smide ting ud. Og det er jo problemet, for ting har jo en betydning. Erindringen har betydning, og det er dét, nogle af vores ting gør – de bringer minder frem,” siger biskoppen, der har samlet på mange ting igennem sit liv.

I dag står dåsen med det overskydende guld på Elof Westergaards kontor, og når han ser på den, tænker han på sin far, der døde i 2015, og på de minder, de har sammen.

”Men den har også en bredere betydning for mig. Den minder mig om, at vi er mere end støv, aske og døde kroppe, der går til. Vi er mere end natur.”

Livet har betydning, og det, vi deler sammen, har værdi. Derfor må man godt være knyttet til de ting, der minder os om dette, mener Elof Westergaard. Og når han lader blikket hvile på dåsen fra stenhuggerfamilien, bliver han netop det.