Fire teater-kendere: Det har været et mærkværdigt år præget af mundbind og tomme sæder

Den danske scenekunst har gennemlevet et usædvanligt år plaget af aflysninger og i bedste tilfælde halvfyldte sale. Men har vi mon også lært noget i skyggen af fortvivlelsen? Kristeligt Dagblad har talt med fire personer fra vidt forskellige grene af teaterbranchen om deres oplevelse af pandemiens år

En skuespiller, anmelder, teaterdirektør og en sufflør ser tilbage på, hvordan coronakrisen prægede det danske teaterliv. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Linda Kastrup/Ritzau Scanpix, Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix og Iben Gad.
En skuespiller, anmelder, teaterdirektør og en sufflør ser tilbage på, hvordan coronakrisen prægede det danske teaterliv. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Linda Kastrup/Ritzau Scanpix, Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix og Iben Gad.

Signe Egholm Olsen, skuespiller, medvirker i Det Kongelige Teaters ”Hobbitten”, der har premiere i maj

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

”Hobbitten”, som var det store stykke, jeg havde dedikeret 2020 til, blev i sidste ende udskudt med et år. Vi forsøgte ellers i lang tid at holde det kørende med Zoom-møder, men det var sindssygt frustrerende og ensomt at sidde alene med det, og jeg kunne godt mærke, at det ikke fungerede. Teater er om noget en kunstform, der bliver skabt fysisk og i fællesskabet, og dette stykke kommer til at foregå i en skov med masser af statister, så for mig var det umuligt at sidde i min lejlighed på femte sal og forberede mig.

Selvom jeg var forberedt på, at det ville blive udskudt, overraskede det mig alligevel, hvor meget det påvirkede mig, da vi til sidst smed håndklædet i ringen og aftalte at genoptage arbejdet til næste år. Jeg blev ramt af en enormt stor tomhed over, at jeg alligevel ikke skulle gennemføre noget, som jeg havde planlagt i over to år.

Efterfølgende blev jeg ramt af en frustration, fordi jeg ikke længere havde noget at omsætte min kreativitet til, og det føltes lidt som et nederlag. Der var ingen bog, som jeg gerne ville skrive, eller et billede, jeg gerne ville male. Jeg gik bare i stå, hvilket var enormt skuffende. Det bekræftede mig i, at jeg er et menneske, som trives bedst med at skabe noget i fællesskab.

Der gik i hvert fald et halvt år, hvor jeg ikke optrådte, og det var nogle hårde måneder. Men samtidig mindede det mig om, hvor glad jeg er for mit arbejde. Og så var jeg heldig lige at ramme en lille lomme af frihed, hvor jeg fik lov til at mærke min faglige identitet igen, da jeg i efteråret spillede en Ibsen-forestilling på en lille scene i Husets Teater i København. Det er et meget intimt teater, og jeg oplevede et dejligt gensyn med publikum, som var enormt livsbekræftende. Der var en utrolig stor glæde over at kunne være i teatret igen – både fra vores og fra publikums side.

Jacob Steen Olsen, teateranmelder for Berlingske

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Det har været en underlig og usikker tid som teateranmelder, hvor man ikke har vidst, hvad man skulle forvente. Lige nu sidder jeg for eksempel og skal til at anbefale til vores læsere, hvilke forestillinger de skal se i den kommende sæson. Men jeg ved jo ikke, om noget af det egentlig bliver til noget. Måske er det bare skønne fantasier og forestillinger. Det er næsten det sørgeligste som teateranmelder. At sidde og kigge på alle de gode idéer, som der blevet lagt så meget arbejde i, uden det nødvendigvis bliver til noget. Det er meget deprimerende.

Men jeg vil også sige, at det jo trods alt lykkedes teatrene at få stablet en respektabel efterårssæson på benene. Det var som om, at teatrene lige pludselig med en fælles åndedrætsøvelse havde besluttet sig for, at nu skulle de godt nok vise, hvad de duede til. Så der var faktisk lige pludselig en hel kaskade af gode teaterforestillinger, som publikum jo også tog til sig. Der var jo også blevet snakket meget om teatrets betydning, nu hvor vi havde måttet undvære det så længe. Hvordan folk havde brug for denne mentale og følelsesmæssige overbygning, som kunsten kan tilbyde. Og det kan være, at teatrene har taget det til sig. Teatrene har måske ikke altid været lige gode til at gøre opmærksomme på sig selv i hele kulturdebatten, men efter pandemien er det blevet vanskeligere at benægte, at teatret har en afgørende betydning for os.

Som teatergænger må man dog sige, at det var en underlig oplevelse at vende tilbage og sidde helt alene iført mundbind. Der var ingen snak med sidemanden eller diskussioner efter forestillingen. Det var som antitesen til den sociale oplevelse, som teatret er for mange, og det efterlod én opstemt og deprimeret på samme tid. Opstemt over at have fået en dosis teater, men deprimeret fordi det hele var så mærkeligt. Jeg har som så mange andre nok lært, at der er en grund til, at jeg har siddet i teatret i alle de år. Teatret tilbyder ikke kun en flugt fra tilværelsen, men også et engagement og en oplevelse af, hvad det vil sige at være menneske sammen med andre.

Hans Henriksen, direktør for Aalborg Teater

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I starten var vi jo bange for, at hele vores indtægt ville forsvinde. Det var før, vi vidste noget om hjælpepakker og den slags. Så vi begyndte at overveje besparelser, og hvad der ville være muligt at gøre. Der var meget usikkerhed forbundet med det hele, men så kom hjælpepakkerne heldigvis.

Det har dog været udfordrende. Teatret har været helt lukket af flere omgange, og det er svært at langtidsplanlægge, når der konstant er så mange usikkerhedsmomenter. Det er klart, at der opstår tvivl.

Heldigvis har vi ikke været ramt af smitteudbrud, og vi har ikke måttet droppe forestillinger af den grund. Vi har stort set spillet de stykker, som vi havde planlagt, selvom det selvfølgelig kun har været for en halvt fyldt sal. Der har været færre i publikum, men vi har alligevel haft stor aktivitet helt indtil den anden nedlukning i december.

Hele forløbet har lært os en del. Vi har været praktiske i forhold til, hvordan man kan forholde sig til ændringer, som er store og komplekse og annonceres med kort varsel. Hvordan man håndterer en helt uvant krisesituation. Og det har virkelig været ”learning by doing”. Vi har lært, at vi kan streame, at vi kan rejse mindre, og at produktet ikke nødvendigvis bliver dårligere af det. Vi har lært, at internettet rummer en stor fleksibilitet, som kan hjælpe os til at rejse mindre og få en god arbejdssituation for den enkelte.

Samtidig må jeg også sige, at jeg nu forstår vigtigheden i at kunne være fysisk sammen, når vi skal øve. At vi kan afprøve og øve os sammen. Vi har også lært at sætte pris på, hvad det betyder at have tilskuere, og det at folk er til stede på en liveoptagelse. Hvad der forsvinder, når de ikke er der. Hvad det betyder at være sammen om teatret. Det forstår vi nu.

Line Wilton, sufflør ved Det Kongelige Teater

Foto: Iben Gad
Foto: Iben Gad

Da vi onsdag den 11. marts forlod prøverne til ”Lazarus”, kan jeg huske, at vi gik og snakkede om, hvordan vi glædede os til at få forestillingen op på den rigtige scene med de rigtige dekorationer ugen efter. Men så kom Mette Frederiksens nye retningslinjer jo som bekendt samme aften, og Det Kongelige Teater lukkede kort efter. Så stod man ligesom bare der og tænkte ”okay, hvad så nu”? Det var meget, meget mærkeligt. Jeg gik så videre til at arbejde med ”Hobbitten” hjemmefra, men det blev kort efter også lukket ned og udskudt. Det var lige to i træk, hvilket var meget svært, og der må jeg indrømme, at jeg græd en smule.

Jeg blev derefter sat til at læse ”Hamlet” med hovedrolleindehaveren Esben Smed over internettet, indtil vi i løbet af sommeren fik mulighed for igen at være fysisk sammen. Det var pragtfuldt at have premiere igen. Vi fik endda lov til at tage på turné med stykket rundt omkring i landet, og det var skønt. Selvom det var en anderledes oplevelse. Jeg skulle holde afstand til skuespillerne, og under forestillingerne skulle jeg sidde med visir på nede foran scenen. Det var også specielt kun at kunne optræde for en halv sal. Teateret er jo til for publikums skyld, og det er bare ikke det samme uden en fyldt sal. Det bliver meget stille.

Efter ”Hamlet” hjalp jeg til med ”Adressaten ubekendt” med Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen. Som Lars Mikkelsen sagde, var vi på toppen over at kunne få lov til at lave teater igen. Desværre nåede vi kun at spille forestillingen fire gange, inden Mette Frederiksen lukkede ned for anden gang. Lige nu er det stadig meget usikkert, hvad der kommer til at ske. Det er en meget mærkelig tid. Der er ikke andet for end at holde modet oppe. Jeg glæder mig meget til, at vi kan vende tilbage til normalen, og jeg kan love for, at begejstringen vil være i top, når det sker. Bare det at kunne kramme hinanden igen. Os teaterfolk er jo meget fysiske, så det bliver en kæmpe fest.