Musikeren Pernille Rosendahl: Vi har alle et ansvar for at fodre vores fælles hukommelse

Musikeren Pernille Rosendahl tror ikke på et Danmark, der er delt mellem land og by, folk og elite, for hendes turnéer rundtom i landet har vist hende noget andet. Snart er hun aktuel i en forestilling på Aarhus Teater, der undersøger den danske folkesjæl gennem sange, de fleste danskere kan synge med på

Forestillingen "Vita Danica" kan snart opleves på Aarhus Teater. Og på scenen vil Pernille Rosendahl foruden de gamle, kendte sange også synge en helt ny sang i samarbejde med forfatteren Knud Romer. Den kalder hun en vuggevise til Grauballemanden. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

En scenetekniker er i gang med at feje, da musikeren og sangeren Pernille Rosendahl møder op til prøve på Aarhus Teater. På scenen er det sommer og høsttid, selvom resten af Danmark ikke helt er nået dertil endnu. Hvide lærredssække med korn er stablet op sammen med noget kraftigt tovværk, og halm er samlet i store, opretstående neg. De drysser, derfor fejningen.

”Jeg er dybt fascineret af korn,” siger hun og peger i retning af negene og smider så sin taske på første stolerække for at bevæge sig via scenen ud i sminkerummet for at blive klar til prøven. Forinden har Pernille Rosendahl over en kop kaffe passioneret fortalt om baggrunden for forestillingen ”Vita Danica”, der kan oversættes til ”Livet i Danmark”. Den er, forstår man, hjerteblod for den 48-årige tidligere forsanger i bandet Swan Lee, der siden 2011 primært har optrådt som solist.

”Den dag vi valgte at putte et sædekorn i jorden og ventede på, at det spirede frem, udviklede vi os fra at være et vandrende folk til at være bønder. Vi danskere lever stadig i høj grad af det, vi putter i jorden, samtidig med at vi skal leve af de frø, vi planter i hjernen,” siger hun og taler så videre om det, hun kalder danskernes fælles hukommelse. En hukommelse, som hun mener, vi alle har et ansvar for at fodre.

”Vita Danica”, der er en musik- og danseforestilling, ser hun som en del af den fodring. Grundstammen i forestillingen er 20 danske sange, som de fleste danskere kender og umiddelbart kan synge med på. I forestillingen er Pernille Rosendahl en slags gennemgående fortæller og synger sange og salmer som ”Jeg er havren”, ”Jens Vejmand” og ”Se, nu stiger solen af havets skød” i nykomponerede versioner sideløbende med, at seks dansere bevæger sig rundt på scenen.

”Den danske sang er en ung, blond pige” er også kommet med. Naturligvis, mener Pernille Rosendahl, der udmærket husker debatten fra 2018, hvor en dansk underviser med anden etnisk baggrund oplevede sangen som ekskluderende i forbindelse med et arrangement på Copenhagen Business School. Og efterfølgende modtog en undskyldning fra en institutleder.

”Alle debatter om, hvem vi er, finder jeg interessante. Men for mig er ’Den danske sang er en ung, blond pige’ en del af vores fælles historie, og jeg har ingen problemer med at tage den med, ” siger hun.

Foruden de gamle, kendte sange har Pernille Rosendahl til forestillingen skrevet en helt ny sang i samarbejde med forfatteren Knud Romer. Den kalder hun en vuggevise til Grauballemanden.

”Grauballemandens personnummer er 000000-0000, og vi tæller stadig op fra ham,” siger Pernille Rosendahl og fortæller så om, hvordan hun har tilbragt mange timer på Moesgaard Museum i selskab med det konserverede jernaldermenneske.

”På samme måde som vi står i forbindelse med ham, skal vi udvikle os med fortiden levende i os,” siger hun og tilføjer, at sangene på en helt særlig måde forbinder os med vores fælles hukommelse. Det har hun ved selvsyn oplevet gennem de senere år, hvor hun har spillet og sunget overalt i Danmark, blandt andet i mange af landets kirker. Hver gang har hun, ud over sine egne sange, sunget danske salmer og sange fra Højskolesangbogen, ligesom hun ofte inkluderer fællessange i sine koncerter.

Idéen til ”Vita Danica” kommer oprindeligt af, at hun for fem år siden pålagde sig selv det dogme, at hun ikke ville være en storbykunstner.

”Jeg følte mig ikke længere egnet til den gængse popmaskine, min forbindelse skulle være i det nære. Helt lavpraktisk ville jeg ud og se, hvad der egentlig foregik rundtomkring i de mindre byer. Det kan godt være, at der ikke var et spillested, men så måtte jeg spille det sted, der var. Det blev blandt andet i forsamlingshuse, kirker og på museer,” fortæller Pernille Rosendahl.

I samme periode blev hun af koreografen Marie Brolin-Tani spurgt, om hun ville levere musik til danseforestillingen ”Elsker dig for evigt”, der blev skabt til det europæiske kulturhovedstadsår Aarhus 2017.

Det blev til et frugtbart samarbejde mellem de to og mange samtaler om politik og samfundsforhold.

”Vores erfaring fra dengang er, at der sker noget godt, når man blander kunstformerne. Så vi gik på en tankerejse sammen, som altså er mundet ud i det her projekt med at skabe et hukommelsesbillede og en undersøgelse af, hvem vi er som danskere,” siger Pernille Rosendahl.

I forhold til det sidste har sangeren længe følt sig provokeret af den megen snak om Udkantsdanmark og det fremherskende billede af, at landet er knækket over i to dele, land og by, folk og elite.

”Det er slet ikke et billede, jeg genkender. Når jeg kommer rundt, taler jeg altid med menighedsråd, kirketjenere og mange af de mennesker, der kommer til mine koncerter, for jeg er nysgerrigt anlagt. Overalt oplever jeg en ekstremt åbenhed for nye idéer. Der sker så mega meget rundtomkring i de mindre samfund, og i min optik er det i dag dér, vi har hipstersamfundene. Det er jo topmoderne, når folk går sammen om at indsamle plastic ved Vesterhavet eller fremstille deres egen whisky,” siger hun og fortsætter:

”Som kunstner føler jeg mig dybt forbundet med eksempelvis landmænd, fiskere og iværksættere. Vi tilhører den del af danskerne, der har hånden på kogepladen, for vi lever med at være i et risikovilligt erhverv. Vi er der, fordi vi ikke kan lade være.”

Da Pernille Rosendahl og Marie Brolin-Tani fostrede idéen om at lave en forestilling om den danske folkesjæl vist gennem de gamle fællessange, havde de selvfølgelig ikke den fjerneste anelse om, at verden ville befinde sig midt i en pandemi op til premieren, som oprindeligt var sat til en dag i januar og nu i stedet hedder den 9. juni. Men coronavirussens hærgen gør ifølge Pernille Rosendahl sangene og forestillingen endnu mere relevant.

”Sangens kraft er hovedomdrejningspunktet i stykket, og det er jo mere aktuelt end nogensinde. Det har været så smukt at se, hvordan det er sangen, der har forbundet os i al den tid, hvor vi ikke har kunnet samles. Når fællesskabet er fraværende, så synger vi da bare sammen hver for sig via fjernsynet. Det synes jeg siger alt om, hvad sange betyder for vores fælles identitet,” siger hun.